For ca. halvanden måned siden fik jeg den fineste snehvide julerose (eller måske var det en påskeklokke - jeg har ikke lige lært forskellen). Den har stået og pyntet lige siden, og gør det stadig, men blomsterne er blevet grønne, og så ser det sørme ud som om, der er frø på vej.
Det fik mig jo til at drømme om store mængder af blomstrende hvide juleroser, så jeg gik straks igang med at forske i, hvordan man nu kunne mangfoldiggøre skønheden.
Det skulle heldigvis ikke være så svært - men desværre meget langsommeligt. Der går tilsyneladende et halvt til et helt år, fra man sår, til man skal prikle, og adskillige år før de første blomster viser sig.
Jeg må vist væbne mig med tålmodighed - og så bare glæde mig over, at jeg fandt ud af det nu, og ikke først om et par år, for så ville der jo gå endnu længere tid, før jeg kunne nyde synet af alle mine blomstrende hvide juleroser i haven.
Hvis nogen har erfarringer med frøformering, er jeg lutter øre :-)
Jamen, så slå lyttebøfferne ud: Frø af Helleborus (juleroser og påskeklokker) skal sås HELT friske. Dvs. at man normalt skal så i løbet af juni - men din plante er jo ret langt fremme, så det bliver tidligere.
SvarSletFrøene sås i en god, gennemfugtet så- og priklemuld i små potter eller såbakker og dækkes af lidt jord - ikke mere end ½ cm. Hvis du er plaget af fugle, der roder i potterne, kan der også lægges lidt klumpfri kattegrus øverst. Eller de kan dækkes med net. Ud under åben himmel og vejr og vind skal de i hvert fald - helst et letskygget sted.
Og så kommer ventetiden...
Sidst på efteråret blev vores potter med Helleborusfrø sat ind i drivhuset (uopvarmet), for så kunne vi bedre holde styr på, at de ikke stod sjaskvåde hele vinteren (hvis det skulle blive en våd en af slagsen).
Først i marts dukkede de første kimblade op, og efterhånden myldrer det frem.
Og ja - så går der endnu et par år, hvor der skal pottes op et par gange - før vi ser resultatet for alvor. Blev det så en hvid, en rosa eller måske en plettet Helleborus ?
De er alle særlige - især når de er passet gennem så mange sæsoner.
Sidste år købte jeg MANGE frø fra Ashwood Nurseries i England. Dér sender de kun de friske frø - og det er ved at være på høje tid med bestillingerne, hvis der skal være frit valg på alle hylder.
Rigtig god fornøjelse
Kære Marie-Louise
SvarSletTusind tak! Det var jo lige det, jeg havde brug for at vide :-)
Jeg har godt nok ikke et drivhus (endnu), men tænker at det sikkert er ok, hvis de får et halvtag over sig til vinter, så de ikke får det for vådt.
Nøhj, hvor jeg glæder mig til at komme igang!
Jeg var i øvrigt lige et hurtigt smut inde på Ashwood Nurseries hjemmeside - hvordan kan du vælge? Der er bare så mange dejlige.
Held og lykke med alle dine - du må jo vise nogle billeder af dem på din blog, når de engang kommer så langt.
Mange hilsner
Signe
SvarSletKære Signe
Jeg ved dette er et gammelt indlæg, men jeg har alligevel en kommentar. Nemlig at man også kan lade juleroserne / påskeklokkerne så sig selv. Vi har mængder af små på vej, som er selvsåede.