lørdag den 28. februar 2015

PORTRÆT FOTOGRAFERING

Vejret har været helt fantastisk i dag, og alligevel har jeg slet ikke været i haven - eller det har jeg faktisk, men ikke for at lave havearbejde.

Jeg har sat mig for, at jeg vil blive bedre til at tage portrætter (tænkte, at det var en god ting at kunne som professionel fotograf ;-)), og min datter indvilligede i at være model, så vi har haft fotosession i haven.

Jeg har brugt en en del af regnvejrsdagene på at se youtube videoer og læse artikler om portrætfotografering, men en ting er teori, noget andet er praksis.

Jeg synes dog, at jeg har været ualmindelig heldig med mit første forsøg (hvilket modellen har en stor andel i). Men der skal helt klart øves mere.

Hvis du har lyst til at se flere af mine portræt-billeder fra idag, er du velkommen til at kigge forbi min nye fotograf-hjemmeside her.

Jeg håber dog, der bliver tid til at komme rigtigt i haven i morgen, for der er masser af projekter, der venter.

Ha' en rigtig dejlig weekend!

fredag den 27. februar 2015

SPIREN

I går var jeg en tur forbi Gartneriet Spiren nær Skælskør, og jeg havde mit nye kamera med - på collagen her kan man se nogle af de billeder jeg tog. På min nye fotograf-hjemmeside her (synes jeg skulle have sådan en, når jeg nu har startet firma), kan man i øvrigt se mange flere billeder fra dette Schlaraffenland for påskeklokke-elskere. Hjemmesiden er ikke helt færdig endnu, men da det jo er meget smart, at man kan finde mig, hvis man nu er på udkig efter en have- og blomsterfotograf, så har jeg besluttet mig for, at lade den gå i luften nu alligevel - men der vil blive rette til og lagt flere billeder på efterhånden, som jeg får dem klar.

Da jeg kom hjem igen fra Spiren, stod der i øvrigt en fin lille papirspose på min trappesten med en lille besked, om at det var fra en af mine bloglæsere. Jeg blev helt utrolig rørt, og det viser sig, at hun ikke bor så langt herfra, og hun tænkte, at jeg ville blive glad for disse dorothealiljer fra hendes have - og det blev jeg! Har altid ønsket mig sådan nogen. Hvor heldig kan man lige være :-)


 Ha' en rigtig dejlig weekend!

torsdag den 26. februar 2015

VINTEGÆKKER I AFTENSOL

Lige inden solen gik ned i går, nåede jeg en lille tur ud med kameraet og fik fanget disse små vintergækker, der stod og solede sig i aftensolen :-)


Ha' en rigtig dejlig dag!

tirsdag den 24. februar 2015

TROLDHASSEL

Jeg har ikke haft en troldhassel før jeg flyttede her til Haven i Bjergene, men der stod allerede en, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg tror nemlig ikke, at jeg selv havde fundet på at købe en, men her i vintermånederne, hvor der ikke er så meget andet, der stjæler opmærksomheden, og hvor den står ganske nøgn, så har jeg virkelig nydt formerne på de snoede grene :-)

mandag den 23. februar 2015

PÅSEKLOKKER

Mine påskeklokker blomstrer ikke helt endnu, men der kan vist ikke gå længe - specielt ikke, når DMI lover lunere vejr i løbet af ugen. Jeg håber, at der også følger lidt sol med, og så overvejer jeg at tage forskud på påskeklokke-glæderne med en tur til Gartneriet Spiren. Hvis du ikke allerede har været der, så kan jeg kun på det varmeste anbefale det, hvis du alligevel kommer i nærheden af Skælskør. Det er et fantastisk sted!


søndag den 22. februar 2015

GLIMT AF SOL

I morges skinnede solen så dejlig, så jeg havde nået at sætte næsen op efter en hel dag med kameraleg i solskin, men så begyndte skyerne at trække sammen, og selvom der af og til har været huller, hvor der kunne slippe sollys igennem, så er det ikke blevet til så meget solskinsleg, som jeg havde håbet.


Til gengæld var skyerne ret flotte :-)


VINTEGÆKKER OG ERANTIS I MORGENSOL

Det er jo helt fantastisk at stå op til sådan en dejlig solskinsdag, og kaffen var dårligt nok drukket, før det nye kamera blev fundet frem, og taget med på morgentur i haven.


Ha' en rigtig dejlig søndag!

lørdag den 21. februar 2015

SNEVEJR

Lige nu sner det her, og det har det efterhånden gjort et par timer, så nu er landskabet ved at være helt hvidt. Jeg tvivler på, at det bliver liggende ret længe, for det er ikke frostvejr. Men fint, det er det :-)


fredag den 20. februar 2015

BLOMSTER VED SYNAGOGEN

Jeg har været tilbage i min elskede gamle by København for første gang siden de forfærdelige terrorhandlinger.

Jeg lagde vejen forbi Synagogen i Krystalgade for at lægge en blomst, som mange tusind andre havde gjort før mig.

Det var en meget bevægende oplevelse. Mennesker, der gik stille forbi med fugtige øjne for at vise deres medfølelse og respekt. Et hav af blomster. Politiet med synlige våben. Tanken om at en jødisk mand var blevet skudt ned lige her. Tanker til de døde, de sårede og ikke mindst de efterladte.

Jeg håber så inderligt, at terroren ikke får held til at så splid og had, men at den i stedet vil bringe os tættere sammen.

onsdag den 18. februar 2015

ENDELIG LIDT SOL :-)

Der er morgensol her, så i dag skal jeg virkelig ud og have prøvet det nye kamera af - for første gang i solskin. Her er det en lille flok vintergækker, der er fanget i morgensolen under hækken :-)

Ha' en rigtig dejlig dag!

tirsdag den 17. februar 2015

VIBEÆG

Jeg kan slet ikke stå for disse små ternede blomster, så da jeg kom forbi en lille potte ved en blomsterhandler, var jeg nødt til at overgive mig - også selvom de ikke hører til blandt de billigste af løgplanterne.

Når de er afblomstret flytter de ud i havens bede, hvor de for fremtiden kan skabe glæde forår efter forår, hvilket i øvrigt er et argument jeg ofte bruger (med held) overfor mig selv i denne tid, når de mange små blomstrende fristelser står og lokker ved snart hvert et supermarked :-)

lørdag den 14. februar 2015

KAMERALEG PART I

Jeg forventer, at der nok kommer flere af den slags små opdateringer i løbet af weekenden, så her er Part I - taget med min nye makro :-)




NU MED NYT KAMERA :-)

Jeg er helt vildt glad, for mit nye kamera er kommet. Det er et Nikon D750 med 2 objektiver, en zoom 24-120 mm (f/4) og en makro 105 mm (f/2,8). De blev pakket ud i går aftes, og jeg havde det som et lille barn juleaften. I dag er der selvfølgelig dømt Store Legedag for alle pengene her på matriklen :-)

Her er et af mine første skud med den nye makro her til morgen. Desværre er vejret ikke så spændende her, men jeg håber at disen letter i løbet af dagen og slipper lidt sollys igennem - heldigvis er både kamera og objektiver så lysstærke, at der også kan komme fine billeder ud af det på sådan en mørk og diset februarmorgen. Så uanset hvad, skal det nok blive en super dag her - og mon ikke der også kommer flere billeder på bloggen i løbet af weekenden ;-)

Nu vil jeg skynde mig ud og lege videre - ha' en rigtig dejlig weekend!

torsdag den 12. februar 2015

UDE MED SAKSEN

Påskeklokkerne og juleroserne skyder på livet løs her, men man skulle se godt efter for at få øje på blomsterknopperne og de nye skud inde mellem de gamle blade, så nu besluttede jeg mig for at det var tid til, at de blev befriet for dem.

De to planter, der stod i haven i forvejen, fyldt rigtig godt op i bedet, inden jeg gik igang, men efter studsningen, så der noget bart ud - til gengæld kan man nu for alvor glæde sig over, hvad der er på vej :-)

Ha' en rigtig dejlig dag!

tirsdag den 10. februar 2015

JEG DRØMMER OM HVIDE TÆPPER

Så er de fyldte vintergækker i kanten af skoven ved at åbne sig. De har stort set ikke fået nogen sol, fordi den ikke når højt nok på himlen, til at komme fri af huset, men i dag er den kommet så højt, at den lige nåede ned og hilse på dem - og jeg var hurtig nok med kameraet til at fange det :-)

I baggrunden kan man i øvrigt ane, at dette ikke er den eneste klup vintergækker - og mange af de andre her er også fyldte. Nøj, hvor skal der gang i løgdelingen, når de er afblomstret, så jeg kan få skabt mig de smukkeste hvide fyldte forårstæpper med årene - jeg kan allerede se det for mig :-)

mandag den 9. februar 2015

VINTERGÆKKER I MORGENSOL

Jeg var lige en tur ude med kameraet og fangede de her to små gækker, der stod diskret og solede sig under hækken :-)


Ha' en rigtig dejlig dag!

søndag den 8. februar 2015

MIN SKOVBUND


Jeg har været en tur i skoven i dag - min egen skov. Jeg synes altså stadig, det er lidt vildt, at jeg har min egen skov, og jeg har ikke engang været rigtig på opdagelse i den endnu, men i dag kom jeg godt rundt, også i de knapt så fremkommelige dele af den (der ligger en del væltede træer og spærer rundt omkring).


Nu hvor der ikke er blade på træerne endnu, var der frit spil for solen i skovbunden, og specielt det smukke lysegrønne mos fangede min opmærksomhed.

Flere steder var der også forskellige svampe. Jeg har i øvrigt overvejet, om jeg skulle købe noget svampemycelium og plante i nogle af de mange træstubbe - det kunne da være ret fedt, hvis man kunne blive selvforsynende med østershatte og shiitake om nogle år :-)

FORÅR I LUFTEN


Så er gæslingerne ved at smide overfrakken og blotte dunene. Uanset hvad kalenderen siger, så er der altså forår i luften :-)

lørdag den 7. februar 2015

FYLDTE VINTERGÆKKER PÅ VEJ

På kanten mellem gårdspladsen og skoven fik jeg for nogle dage siden øje på en flok vintergækker, der var på vej op af jorden, og nu er de kommet så langt frem, at jeg kan se, at det sørme er de fyldte af slagsen. Og som man kan se, er det en pæn lille klump, så den kan med fordel deles og omplantes andre steder i haven, når den er afblomstrer. Hvor heldig kan man lige være? :-)

Der er også kommet rigtig godt gang i mine erantis nu, og med de milde temperaturer, vi har haft i dag, så går man jo næsten rundt og får forårsfornemmelser :-)

SMUKKE DAGE

Igår morges var der det mest fortryllende vejr her. Hele landskabet var hvidt af sne og dækket af tyk rim der ændrede træernes silhuetter fra sort til hvidt, der funklede med tusindvis af krystaller i solen. Det var det rene eventyrlandskab. 

Desværre nåede jeg ikke ud med kameraet, før solen stort set havde smeltet al rimfrosten, og skyerne var begyndt at sløre den blå himmel, men på nordsiden af skoven her, var der dog stadig lidt af magien tilbage, og jeg nåede lige at fange den, inden den også var helt forsvundet. 


Heldigvis har de sorte silhuetter jo også sin charme. 


Her til morgen er al sneen stort set smeltet igen, solen skinner og fuglene lyder nærmest som om, de er ved at komme i forårsstemning. Det er utroligt så stor forskel der kan være fra den ene smukke dag til den anden.
 Ha' en rigtig dejlig weekend!

søndag den 1. februar 2015

DAGENS ERANTIS

Ja, der er jo ikke den store variation af blomster i haven lige nu, så dagens billede bliver endnu en erantis (som selvfølgelig har været en lille tur omkring mit billedbehandlingsprogram ;-))

Håber I har nydt weekenden!

BILLEDBEHANDLING

Jeg har stort set aldrig gjort andet ved mine billeder, end at hente dem ind på computeren og beskære dem i Picasa. Hvis det virkelig gik højt, blev der tilføjet lidt kontrast. Og jeg har i øvrigt bare brugt de jpg-filer, som kameraet selv har lavet.

Men nu, hvor jeg vil til at leve af at tage billeder, så kan man jo ikke bare lade det være op til kameraet at omdanne billederne til jpg-format - det svarer lidt til at man i forgangne tider sprang mørkekammerarbejdtet over, og afleverede dem til fotohandleren, der bare proppede dem i en fremkalder-maskine (hvis der er noget, der heder sådan - men I forstår sikkert pointen). Hvorom alting er, så er jeg nu gået igang med selv at "fremkalde" billederne ved at hente dem ind i raw-format, som rummer mange flere detaljer, og derefter selv justere dem, inden jeg omdanner dem til jpg.






Den slags foto-arbejde findes der en række programmer til, og jeg var egentlig gået igang med at lære programmet Adobe Lightroom at kende, da jeg blev gjort opmærksom på, at der var et program, der var endnu bedre. Programmet heder Capture One og er i øvrigt produceret i Danmark.

Det er jeg så gået igang med at lære at kende i går (man kan prøve det gratis i 30 dage), og jeg har meget, meget lang vej igen, men her kan i se et par eksempler på, hvad jeg får tiden til at gå med i disse dage (venter jo ellers utålmodigt på, at det nye kamera skal komme). De store billeder er dem, jeg har haft en tur gennem Capture One, og de små er de jpg-filer, som kameraet selv lavede. Jeg har måske en tendens til at give dem lige i overkanten med farve, men det tilskriver jeg årstiden, for hvem kan ikke godt bruge lidt mere kulør i sådan et gråt og småtrist januarmørke, som vi har haft de sidste par dage.

Jeg glæder mig til, at jeg får lidt mere styr på programmet - og til at kunne fodre det med billeder fra det nye lækre kamera, ikke mindst. Og jeg håber I også vil komme til at mærke det på billedkvaliteten her på bloggen, og at I vil nyde, at der bliver kælet lidt mere for dem :-)

Ha' en rigtig dejlige søndag - lige nu tegner det i øvrigt til at blive en skøn solskinsdag her :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...