onsdag den 27. juli 2016

Jeg er gået til filmen ;-)

For halvanden måned siden fik min datter studenterhue på, og efter at huen var kommet på (og vi lige havde nydt et glas i Kongens Have) tog vi ud og købte en mikrofon. Min datter er nemlig igang med at dygtiggøre sig i at lave videoer, så planen var at vi skulle i haven dagen efter, hvor jeg for en gang skyld ikke skulle være den der var bag kameraet.

Men det gik hverken værre eller bedre end at jeg næste morgen vågnede op og var lammet i den ene side af ansigtet - så det med at være foran kameraet lå ikke lige for. Nu er lammelsen næsten væk, så der er ikke rigtig nogen undskyldninger længere, og i går lavede vi så den første prøve-optagelse.

På trods af at det bare var en prøve og jeg hverken havde nyvasket hår eller makeup, så synes jeg alligevel at hun har været så dygtig, og resultatet så godt, at jeg bliver nødt til at vise det til jer.



Det bliver nok ikke den sidste video I kommer til at se fra os ;-)

mandag den 25. juli 2016

Ad omveje

Jeg holder et par kurser i have- og blomsterfotografering for foreningen Praktisk Økologi. Det ene var i går og det andet er i næste weekend. Både et i Jylland og et på Sjælland.

Meget tidlig i går morges tog jeg så afsted til Hornslet mellem Århus og Randers. Det letteste her fra Odsherred ville have været at tage færgen fra Sjællands Odde, men den sejlede ikke tidlidt nok, til at jeg kunne nå at være fremme kl. 10, så jeg måtte tage turen ned over Fyn.

Vejret var skønt, som man også kan se på det første billede her, som jeg tog på vejen, og jeg var fremme i god tid. Faktisk så god tid, at jeg lige stoppede ind ved en tankstation for at købe en croissant, jeg kunne nyde i vejkanten inden jeg tilbagelagde den sidste halv kilometer.

Jeg følte mig ret tjekket. Havde et velforberedt oplæg med og en god plan for, hvordan vi skulle bruge dagen, og her sad jeg og nød vejret og udsigten, og samlede tankerne inden jeg skulle igang.

Men så tikkede der en SMS ind fra arrangøren, og pludselig gik det op for mig i al sin gru, at jeg i mit hoved havde fået byttet om på kurserne. Jeg skulle først være i Hornslet næste weekend, og lige nu sad der et hold klar i Hvalsø på Sjælland.

Jeg gik fuldstændig i panik. Som i fuldstændig - det var lige før jeg næsten begyndte at hyrperventilere. Jeg tror der blev råbt: FUCK, FUCK, FUCK!!!!! mindst 30 gange. Jeg skyndte mig selvfølgelig at ringe og forklare situationen med det samme, og har ikke tal på, hvor mange gange jeg igen sagde "fuck", men det var mange - og ca. ligeså mange gange "undskyld".

Og så vendte jeg bilen, trykkede speederen i bund og tog turen tilbage igen ned gennem Jylland, hen over Fyn, over Storebælt og hen til Hvalsø. Adrenalinen pumpede. Jeg følte mig som det største og mest utjekkede fjols i hele verden. Jeg har aldrig røget i min lille bil, men lige nu gjorde jeg en undtagelse.

Kl. 12.30 var jeg endelig fremme - 2½ time senere, end jeg burde have været der. Alle havde dog taget det ualmindelig pænt (tror altså at havefolk generelt er et mere positivt, tålmodigt og overbærende folkefærd). Ingen var sure, men havde bare lyst til at komme igang. Ventetiden havde de bl.a. brugt på selv at gå rundt og tage billeder, og så tog vi den der fra, og fortsatte frem til kl. 18.

Så det blev ikke det forløb, jeg havde planlagt, og der var masser af improvisation hen ad vejen, men tilbagemeldingerne da vi rundede af var, at de synes det havde været en god dag, og at de have fået en masse gode foto-fif, som de kunne tage med hjem.

Så det gik ikke helt så galt, som jeg frygtede, da jeg i panik vendte bilen i Jylland, og vi kunne glæde os over, at vi var rigtig heldige med vejret. Og så kunne jeg i øvrigt også glæde mig over, at turen hjem heldigvis ikke var særlig lang, for jeg var godt nok udmattet ovenpå på den dag.

I næste weekend tager jeg så igen turen til Hornslet - og der satser jeg på, at være noget mere tjekket.

Det var ikke så mange billeder, jeg selv fik taget, da jeg primært koncentrerede mig om at give de andre feedback og fif til deres billeder. Men det blev da til et par, bl.a. en mørk valmue op af muren med de fine skygger, og så de smukke valmuefrøstande, som altid har fascineret mig.




Pyha, det var en hektisk dag - og hvis nogle af jer der deltog igår læser med her, så vil jeg bare lige sige 1000, 1000 tak for at I var så helt utrolig søde og overbærende overfor mig.

Og så har jeg da lært, at uanset hvor skråsikker jeg føler mig på en aftale, så skal jeg altså lige dobbet- og trippeltjekke kalenderen i fremtiden. Må erkende, at hukommelsen bare ikke er så pålidelig i øjeblikket (hvilket er ret normalt i forbindelse med stress), og en fejltagelse som denne har jeg virkelig ikke lyst til nogensinde at komme til at gentage. 

fredag den 22. juli 2016

Miniprærie i morgensol



Jeg er igang med at anlægge et præriebed syd for huset ud mod engen. Da jeg ikke havde råd til at købe planter nok til hele stykket (eller tiden til at få ryddet det hele for skvalderkål og brændenælder), så er det lige nu bare en mini-prærie på ca. 1x2 meter. Planen er, at jeg efterhånden skal have tilplanter det hele (ca. 2x5 meter) men det kommer til at ske stille og roligt i takt med at planterne bliver store nok til, at jeg kan dele dem.

Ud over forskellige græsser, så står denne hestemynte også i bedet, og den er netop sprunget ud. Blomsterne er lidt særprægede, men jeg er ret vild med dem - navnet er Monarda 'Ou Charm', og her har jeg fanget dem i morgensolen sammen med bl.a. indianermynte (Agastache 'Black Adder'), salvie (Salvia nemorosa 'Amethyst') og hjertegræs.











Ha' en rigtig dejlig dag!

onsdag den 20. juli 2016

Morgensol



Selvom haven er ved at gro til i ukrudt og græsset (og de alt for mange mælkebøtter) trænger til at blive slået, så tager det sig jo alligevel meget godt ud i sådan en tidlig diset morgensol.



Og tak for alle jeres søde kommentarer igår - de varmede. Heldigvis er humøret lidt bedre i dag. Måske hjalp det lidt at få fortalt om, hvad der sker i mit liv lige nu, og det er nok også lettere at komme igang med bloggeriet igen, nu hvor der ikke er forventninger om, at jeg bare har styr på det hele. Jeg regner også med at komme i haven i løbet af dagen, og forhåbentlig hjælper det til at hæve humøret endnu et par grader, når jeg forhåbentlig snart igen begynder at kunne se haven for græs og ukrudt. Men stor tak for opbakningen! :-)




tirsdag den 19. juli 2016

En lidt hård tid

Det er snart længe siden, jeg har ladet høre fra mig her på bloggen, men det har været nogle hårde måneder, og der har desværre hverken været overskud til haven eller bloggen.

Det skulle have været en sommer i kærlighedens tegn, men ham, jeg troede, jeg skulle dele resten at livet med, flyttede alligevel ikke ind som planlagt, og jeg har været fuldstændig knust.

Det har også betydet, at jeg er blevet presset på en lang række andre områder. De gamle stress-symptomer er vendt tilbage igen. Økonomien er voldsomt presset. Der har ikke været overskud til at sikre opgaver nok i mit lille fotograf-firma. Jeg kan heller ikke komme til at tage et nyt lån i huset som planlagt, da der lige nu kun er min beskedne indtægt, og den ikke er nok til at jeg kan blive godkendt af realkreditinstitutterne, selvom der sådan set er friværdi i huset. Det betyder også, at jeg fortsat ikke har noget varmt vand, og at det er usikkert, om jeg kan nå at få varme i huset inden vinteren. Fremtiden ser på alle måder usikker ud lige nu, og al energi går til at prøve at holde modet oppe og komme videre.

For en måned siden vågnede jeg en morgen med lammelser i den ene side af ansigtet. Efter en tur rundt på det meste af Sjælland med ambulancer, fandt de ud af, at det heldigvis ikke var en blodprop, men en midlertidig lammelse af ansigtsnerven, som vil gå i sig selv igen. Allerede nu er lammelsen stort set væk, men det var lidt af en forskrækkelse. Da jeg kom hjem fra sygehuset, havde ræven i øvrigt været forbi og tyndet ud i min hønsegård.

Kommunen er ved at lave en plejeplan for det fredede naturområde jeg bor i. Da jeg modtog udkastet kunne jeg se, at en af de prioriteringer, der var lagt op til, var at fælde hele min skov. Så jeg slugte forfængeligheden og tog trods lammelsen og øjne, der var forgrædte af hjertesorger, til nabohøringen for at protestere. Hvis det skulle give nogen landskabelig mening at fælde skoven, ville det kræve, at man også ryddede hele min have, og jeg så lige for mig, hvordan et hold kommunale medarbejdere rykkede ind med motorsave og jeg sad tilbage på en bar mark. I så fald ville det nok også være svært at kunne fortsætte som haveskribent. Siden har jeg haft endnu et møde med kommunen, og det ser heldigvis ud til at både skoven og haven får lov til at blive. Men ikke lige det man havde brug for oveni alt det andet.

Inden det hele ramlede, var jeg igang med planer om at lave en havebog og godt igang med at samle billedemateriale. Haven tog sig smukt ud med masser af blomster i de nye bede og nye højbede fyldt med lækkerier i køkkenhaven. Der var hentet tilbud på renoveringerne, og der manglede bare at realkreditlånet ville falde på plads, når han flyttede ind. Det var også planen, at jeg for første gang i 15 år skulle på en rigtig ferie sydpå. Jeg troede på, at nu var lykken vendt, og at jeg efter alle de år, hvor jeg har stået alene med alt, nu ville have en livsven, en soulmate, at dele både glæderne og sorgerne og ikke mindst kærligheden med.

Jeg troede også, at den stress, det har præget mit liv i flere år, nu endelig kunne lægges bag mig. En stress, der måske allerede begyndte efter det hjemmerøveri, jeg var udsat for, og som for alvor blussede op, da jeg senere fik et ret krævende job med en helt uduelig chef. En stress, der førte til, at jeg måtte opgive mit vellønnede job og for snart to år siden blev tvunget til at sælge mit hus i København. Og en stress som har tvunget mig til helt at skifte karriere-spor. Men desværre ser det ikke ud til, at mit liv bliver mindre stress-fyldt lige med det første.

Lige nu handler det hele bare om at forsøge at komme på benene igen og forhindre at situationen bliver forværet yderligere. Den absolutte top-prioritering er at forsøge at få styr på økonomien, så jeg ikke risikerer igen at stå i en situation, hvor jeg er tvunget til at sælge mit hus. Jeg gør hvad jeg kan for at få flere foto-opgaver, for jeg ved, at jeg er en rigtig dygtig fotograf, og at jeg sagtens vil kunne klare mig i konkurrencen. Men lige nu er det en kamp mod tiden. Hvis ikke der kommer meget mere gang i firmaet meget, meget, hurtigt, så bliver jeg formentlig nødt til at lukke det igen, hvilket jeg også ville være rigtig ked af.

Arbejdet som fotograf kan jeg nemlig godt klare uden at det fremprovokerer alle de ødelæggende stress-reaktioner. Når jeg er bag kameraet, er jeg 100% til stede i nu'et, 100% på. Der er ikke plads til andre tanker, end hvordan jeg får de bedste billeder, hvordan lyset falder, hvilken vinkel der er bedst, hvordan jeg i det hele taget får det bedste frem i det, jeg fotograferer, hvad enten det er mennesker, situationer eller blomster. Det føles næsten som en befrielse, når jeg kan arbejde. Men så længe mit firma ikke er mere veletableret, så skal der bruges rigtig, rigtig meget energi på at opsøge opgaverne, og det føles lidt tungt lige i øjeblikket.

Mens jeg prøver at skaffe flere foto-opgaver, og tage mig af dem, jeg allerede har, så er jeg også ved at undersøge forskellige vikarbureauer for ufaglærte småjobs, der ikke vil provokere for meget stress. Men hele situationen er i sig selv stressende, og jeg har det som om jeg forsøger at køre op af et stejlt bjerg på en reservetank, der for længst er løbet tør.

Der er tidspunkter, hvor jeg mest af alt har lyst til bare at give op. Jeg tror ikke længere på kærligheden, ikke for mig i hvert fald, og det føles næsten ubærligt at skue ud mod en fremtid uden den nærhed, ømhed og fortrolighed, som jeg lige nåede at fornemme smagen af. Det ser så trist og ensomt ud nu. Det er svært at tro, at jeg nogen sinde bliver rigtig glad igen. Men jeg forsøger at fortælle mig selv, at sådan føles et knust hjerte, og at man kommer over det igen. At der vil være lys for enden af tunnellen på et tidspunkt. At jeg ikke skal tænke for meget på det, men holde fokus på at få mere gang i firmaet, eller sikre andre indtægter. At jeg bliver nødt til at se fremad og nødt til at fortsætte også selvom det nogen gange kan virke helt meningsløst.

Jeg burde sikkert ikke fortælle om det her, men i stedet forsøge at opretholde en glad og succesfuld facade og holde mig til at skrive små hyggelige have-indlæg. Men jeg har aldrig været specielt god til det der med facader, og desuden synes jeg også det er lidt afstumpet, hvis vi alle sammen forsøger at skabe et fortegnet rosenrødt virkelighedsbillede, hvor vi kun må være en succes, og hvor der ikke er plads til, at man også kan være sårbar og ked af det - for det er jo også en del af det at være menneske. Og vi bliver jo ikke mindre seje, stærke, dygtige, eller elskelige, bare fordi livet af og til kan være lidt svært. Så nu jeg har valgt at fortælle om det alligevel. Hvis nogen tænker dårligere om mig eller får trang til at hovere eller pege fingre af den grund, så må jeg jo tage det med. Jeg kan ikke fungere som blogger, hvis jeg ikke kan være ærlig.

Lige nu ligner min have noget, der ikke er blevet passet i flere år (utroligt, hvad en våd sommer kan gøre). Et kaos af ukrudt og halvfærdige projekter. Før hen kunne jeg flygte ud i haven og finde roen og glæden, når stressen begyndte at melde sig, men lige nu gør det mig bare ked af det at se den i så misserabel en tilstand, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal starte eller slutte. Men jeg ved det ville være godt for mig, at komme ud i haven igen for at få nogle små tiltrængte pauser fra alle de andre opgaver og tanker, der presser sig på lige nu. Små åndehuller i hverdagen, hvor der er plads til dybe vejrtrækninger, hvor smilet kan komme snigende, mens man sidder med fingrene i jorden og pludselig forstyrres af en sommerfugl eller får øje på en yndig lille blomst, man helt havde glemt, og så tænkte jeg, at bloggen måske kunne være en hjælp til at komme ud og igang igen og genfinde haveglæden.

Så jeg vil bestræbe mig på, at komme med lidt flere blogindlæg det næste stykke tid. Jeg vil helt sikkert også komme til at udstille, hvor forfærdelig haven ser ud lige nu (og dermed også, hvor utjekket jeg er), men forhåbentlig bliver der efterhånden også mulighed for nogle gode billeder af forvandlingen tilbage til mere kontrolleret have. Og så håber jeg, at det kan være en hjælp til at genfinde glæden ved de små hverdagsmirakler: måden morgenlyset rammer en lille blomst, duggen i edderkoppens spind, smagen af solmodne kirsebær - de små fine oplevelser man både i tekst og billeder har lyst til at dele med andre. Og forhåbentlig vil den slags blog-indlæg hen ad vejen igen være dem, der kommer til at fylde her på bloggen.

Og jeg håber, at I, der læser med her, har lyst til at bakke op med små søde kommentarer. Jeg ved godt, det nok er lidt patetisk at bede om det, men på den anden side ved jeg også, at alle de små smil, de bringer med sig, vil være en hjælp til at komme igennem hverdagen og forhåbentlig efterhånden lande på fødderne igen.

PS:
Skulle I i øvrigt høre om nogen, der har brug for en dygtig fotograf på Sjælland til portrætter, reportager, bryllup, haver mm., så må I da meget gerne sende dem i min retning (man kan i øvrigt se min hjemmeside her). Heldigvis har situationen ikke gjort mig dårligere til at arbejde som fotograf - det er bare presset i forhold til den opsøgende del af arbejdet med at skaffe flere opgaver, der kan virke lidt tungt lige nu.

---
(Tilføjet senere)

Hov, jeg glemte i øvrigt at fortælle, at der faktisk er flyttet en ny beboer ind her på matriklen - en lille sort killing ved navn Artemis.



Den ene af vores to gamle katte forsvandt i vinter, og den anden har besluttet sig for at gå på pension (orker ikke rigtig at rende efter musene mere), så nu var det tid til at få en ny kat, der kunne bidrage til at holde bestanden af små gnavere lidt nede.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...