lørdag den 31. december 2011

Status, havedrømme og RIGTIG GODT NYTÅR!


Jeg plejer normalt at bruge tiden mellem jul og nytår til at gøre status over mit liv. Tage alt - og jeg mener ALT - op til overvejelse. Har jeg det rigtig job, bor jeg det rigtige sted, har jeg fået de børn, jeg skulle have, får jeg prioriteret de rigtig ting og de rigtige mennesker, på den rigtige måde - er jeg i det hele taget den, jeg gerne vil være, og giver jeg mig selv plads til at være den, jeg er?

Det er jo store spørgsmål, og det er da også ret krævende sådan at sætte spørgsmålstegn ved alt, pille det hele fra hinanden, granske det nøje, og så forsøge, at sætte det sammen igen helt fra bunden. Det lyder måske lidt destruktivt, og det er da også ofte sket, at jeg har taget nogle ordentlige tudeture, når jeg helt mistede orienteringen og ikke længere synes jeg vidste, hvem jeg selv var. Efter nogle dage, er brikkerne dog begyndt at falde på plads igen, af og til justeret lidt, men det har betydet, at jeg efterfølgende har haft en stor ro i sindet, og en helt klar idé om, hvilken retning, jeg ønskede i mit liv.


Men i år, har det været anderledes. Jeg har stort set ikke sat spørgsmålstegn ved noget, og jeg ved ikke rigtig hvorfor, for der er om muligt næsten endnu mere, jeg kunne sætte spørgsmålstegn ved i år: Bl.a. står jeg overfor et karriereskift, og jeg har ingen anelse om, hvor jeg ender, og om jeg kommer til at kunne tjene nok til at få råd til at blive siddende i huset. Jeg runder 40 om et øjeblik og burde være ved at gå i panik over, at jeg aldrig nåede at få alle de børn, jeg gerne ville have - og drømmemanden, hvorfor er han dog ikke dukket op endnu. Min datter er blevet voksen, hvilket fritstiller mig i en grad, jeg ikke har prøvet siden jeg var 19. Og så har jeg været udsat for et overfald, der for første gang rigtig har bragt angsten ind i mig liv. Så der er jo sådan set masser at tage fat på.


Og hvad har jeg så brugt tiden mellem jul og nytår på? Jeg har drømt om have :-)

Man kunne sikkert god få den tanke, at det var et udtryk for ren eskapisme, og lukken øjnene for realiteterne, men jeg føler mig sjovt nok helt afklaret, med dyb ro langt ned i maven. Måske er det netop fordi, der i forvejen er så mange uafklarede spørgsmål i mit liv, der løbende trænger sig på og kræver reflektion, at det er helt overflødigt, at stille dem nu? Måske nyder jeg nu bare godt af alle de tidligere års status-arbejde, og har så godt styr på mig selv, at jeg ikke længere har brug for de store status-ture. Men måske, så hænger det sammen med, at det at jeg har fået min have, og dagligt kan gå rundt og glædes over blomsterne, svede over projekterne og henføres af drømmene, har så stor en terapeutiske effekt, og giver så meget gruonding, at jeg ligeså stille er gået hen og blevet lykkelig. Livet er måske slet ikke så kompliceret, når det kommer til stykket :-)


Og så til drømmene. For sikke jeg har drømt i de sidste par stille dage. Hvis nolge af jer har været inde på siden om Haven (i fanen øverst på siden her), så har I måske lagt mærke til mine oversigtstegninger over haven:


Her kan man se, hvordan den var indrettet da jeg flyttede ind for to år siden i december 2009, og hvordan, den er i dag. Der er jo sket en del, men jeg har selvfølgelig ikke kunnet nære mig for at tegne videre :-)


Jeg er klar over, at jeg har bevæget mig en del år ud i fremtiden, og at meget kan nå et blive ændret endnu, men sådan ser drømmen ud her på tærsklen til 2012. For udenforstående giver det sikkert ikke så meget mening, så derfor vil der selvfølgelig komme uddybende forklaringer. Jeg har nemlig besluttet mig for, som noget af det første i det nye år, at lave en ny fane, der får titlen drømme, for nå det nu er så stor en del af mit haveliv, så manglede det jo bare. Og I skal være så velkomne til at drømme med :-)

Kan I have et fantastisk nytår - og 1000 tak for det, der er gået!

fredag den 30. december 2011

Postkassen holdt flyttedag


Så fik jeg det sørme ordnet: Postkassen blev flyttet ud til vejen! På billedet her fra september (er det ikke bare skønt med alle de blomster?) kan man se den på sin gamle plads på skuret. Egentlig en ret fin plads, hvis I spørger mig, men ikke helt i overensstemmelse med reglerne, hvis jeg også skal have post i det nye år. Og selvom det kunne være fristende, at slippe for alle rudekuverterne, så er det nok ikke holdbart i længden.


Så nu er postkassen væk (og det er de fleste af blomsterne desværre også). Det ser lidt tomt ud. Det kan være, jeg skulle plante et eller andet kønt op ad skuret til foråret.


Jeg fik savet en gammel stolpe til, sat et brædt på tværs til at skrue postkassen fast i, gravet et hul til den, fyldt op med lidt grus og støttet med et par store sten, så nu håber jeg den holder sig oprejst, også når postkassen er godt læsset med søndagsaviser ol.


Jeg var også nødt til at studse thujaen en smule, så den ikke kom for meget i vejen. Alt i alt har det taget et par timer - lidt længere tid, end jeg havde regnet med (men så blev der også hyggesludret lidt med forbipasserende naboer), og knapt så tjekket, som jeg kunne ønske mig (til sommer maler jeg nok stolpen sort). Men jeg fik det gjort, og nu står den der: Tadaaa! :-)

Blomster til min fødselsdag?

Nu har jeg boet i mit lille hus i lidt over to år, og om lidt over en uge, skal jeg fejre min tredje fødselsdag her på matriklen. De to første har været karakteriseret ved sne og hård frost og ikke skyggen af grønt, for slet ikke at tale om blomster. Men måske bliver det anderledes i år - og måske bliver det her på min 40 års fødselsdag, at jeg skal opleve, at det blomstrer i min have :-)

DMI skriver følgende:
"Det er ikke meget sne, vi har fået i løbet af den første vintermåned, og det ser ikke umiddelbart ud til, at der kommer væsentligt mere i den første del af januar. Prognoserne antyder nemlig på, at vi i det store hele fortsætter med at få forholdsvis lun luft ind over landet fra vest."

Hvis det holder stik, så kan det endda være, at der når at komme nye blomster til, for der bliver mirakuløst ved med at komme nye knopper:
 
Ud over de to purpursolhatte, jeg allerede har vist er på vej, så opdagede jeg i dag, at der er endnu en knop :-)



Den lille gule rose står også klar med flere knopper :-)



 Og ud over denne her, som jeg har vist et par gange, så er endnu en sprunget ud :-)



Min skabiosa har ud over et par enkelte blomster også masser af knopper. 




 Det samme gælder den hvide digitalis :-)



Og der er knopper i min Heritage


Min julerose er dog ikke så langt fremme endnu, så det er nok tvivlsomt, om den når det til min fødselsdag, men tænk, hvor vildt, det ville være, hvis det faktsik bliver muligt at plukke en lille buket blomster fra haven på selve dagen :-)

Men selvom det bliver muligt, så er det jo ikke sikkert, at jeg nænner det ;-)

Jeg har jo ikke den helt store haveerfaring, og mine to første vintre har jo været noget atypiske og nogle af de koldeste i mands minde, med voldsomme overskridelser på de kommunale snerydnings-budgetter til følge. Derfor vil jeg nu spørge jer andre mere garve og erfarne havefolk: Er det her ikke ret vildt?

Nå, der var noget med en postkasse, der skulle flyttes, så jeg vil skynde mig ud igen.
Ha' en rigtig dejlig dag!

torsdag den 29. december 2011

Kejserbusk, blogger-besøg og tømmermands-hygge

Hvis du er ved at blive træt af at se billeder af min kejserbusk, så er det nu, du skal kigge væk. I dag var nemlig første gang, jeg var så heldig at fange den med sol på, og så måtte kameraet selvfølgelige liiige frem en gang til. Så her kommer den igen, igen - men nu med sol :-)

  
  

Jeg havde egentlig planer om, at jeg skulle være rigtig flittig i haven i dag, for der er altså et værre rod derude, øjenbæ på æjenbæ, og om 1½ uge vælter det ind med gæster når jeg holder åbent-hus på min 40 års fødselsdag. Og så har jeg i øvrigt heller ikke fået flyttet postkassen ud til vejen endnu - det er jo snart ved at være sidste udkald, hvis jeg også skal have post efter nytår. Vejret har da også været fremragende her, omend lidt køligt, men min krop har strejket. Jeg har ellers forsøgt at tage tilløb flere gange, men nixen nej, ikke om den ville. 

Måske hænger det sammen med, at kom lidt for sent i seng, efter en lidt for hyggelig aften i går, så det eneste jeg har kunnet overskue var en tur med hunden (det kunne jeg faktisk heller ikke overskue, men den skal jo ikke lide bare fordi jeg ikke kan passe min sengetid, så vi kom afsted) og så blev det altså også til et par billeder af kejseren - men kun fordi jeg ikke kunne stå for at den stod der i solen, og hvem ved, hvornår man får chancen igen. Jeg håber, at vejret også bliver fint i morgen, for jeg får vist ikke udrettet så meget mere i dag :-) 

Og så har jeg faktisk også haft det allerførste blogger-besøg i min have i dag (typisk, når det hele roder). Eva Evigglade var en tur forbi med nogle dejlig spirebakker, hun havde til mig - det bliver en fornøjelse, når jeg om snart ikke så længe skal igang med forspiring af alle de frø, jeg har fået tiltusket mig (primært fra alle jer andre bloggere). Eva havde også et par plantebørn med af kulsukker og natviol - 1000 tak søde Eva, de kommer i jorden i morgen, når tømmermændene er helt forduftet :-)


Hvor er det i øvrigt dejlig at møde bloggere i virkeligheden - mennesker man aldrig har set før, men som man er kommet til at holde rigtig meget af og synes man kender. Hvor er haveblogland altså et fantastisk univers :-)


Der er tændt godt op i brændeovnen og masser af levende lys. Nu tror jeg, jeg vil sætte mig med dyne og havebøger mens vintermørket stille sænker sig over matriklen, og så tror jeg, at jeg for en gangs skyld vil ringe efter en pizza, når sulten engang melder sig - det er nu egentlig meget hyggeligt med sådan en off-day.

De to her synes vist også at det med dyner lyder som en ret god idé :-)

Håber I andre også hygger jer derude :-)

tirsdag den 27. december 2011

Er du i humør til solskins-blomster-billeder?

Så er du nemlig kommet til rette sted, for da solen pludselig brød frem, måtte jeg selvfølgelig fejre det med en haverunde med kameraet. Det hele er stort set gensyn, (det er jo begrænset, hvad der er af blomster-nyheder på denne årstid) til gengæld er det da fantastisk, at det kan lade sig gøre overhovedet at tage blomsterbilleder :-)

Kornblomst




Tusindfryd

Matrem





Ukendt rose


Krybende klokke




En noget mølædt stedmoderblomst (men man kan jo ikke tillade sig at være kræsen på denne årstid :-))

Purpursolhat



Røllike og mynte (jeg ved godt der ikke er blomster på den lige nu, men det så bare så dejligt ud med de grønne blade i solen :-))

Og selvfølgelig lige et par billeder til af min fine kejserbusk :-)
 

Ha' en rigtig dejlig dag!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...