lørdag den 17. december 2011

Et par skønne vinterblomstrende buske

I mit sidste indlæg efterlyste jeg vinterblomstrende buske, så jeg kunne få lidt flere blomster i haven her i vintermånederne. Efterfølgende har jeg i min nysgerrighed surfet lidt rundt for at se, hvad jeg kunne finde på nettet.

Flere af jer har i jeres kommentarer nævnt kejserbusken, og den er jeg faktisk blevet ret pjattet med efter nu at have set det ene billede efter det andet, hvor den står med de fineste lyserøde vinterblomster på de bare grene. Prøv selv at google på 'Viburnum Bodnantense'.

Kejserbusk, Viburnum bodnantense 'Dawn' (billede fra fantasticplants.com)

Der er to slags i handlen så vidt jeg kan se: Viburnum bodnantense 'Charles Lamont' og 'Dawn' -  umiddelbart ser blomsterne en anelse mørkere ud på 'Dawn' - det gør jo absolut ikke noget, der er lidt kulør her på denne grå og triste årstid, så det vil nok være den, jeg går efter, hvis jeg skal ud og investere.


Kejserbusk, Viburnum bodnantense 'Dawn' (billede fra Wikimedia Commons)

Hanne foreslog, at jeg tjekkede nabohaverne ud for at se, om de evt. havde et eksemplar stående, hvor jeg kunne få en aflægger, men jeg har ikke lige set nogen. Det ville da ellers være smart, så jeg vil fortsætte med at holde øjnene åbne.

I min surfen rundt faldt jeg over en anden skøn vinterblomstrende busk, der blomstrer med de fineste hvide blomster fra december/januar og til april:

Lonicera Fragrantissima - vinterblomstrende gedeblad (billede fra Wikipedia)

Den vinterblomstrende gedeblad Lonicera Fragrantissima, der er en nær slægtning til kaprifolien, og med en duft, der vist tydeligt skulle afsløre slægtskabet - det lyder da ikke så tosset vel? :-)

Hvor kejserbusken kan blive op til tre meter bliver gedebladen op til to, men det er alligevel et par halvstore buske i en mindre have som min. Hvis jeg skal have den fulde glæde af blomsterne og duften, skal de også stå, hvor jeg færdes om vinteren. Jeg har ikke lige regnet ud, hvor det præcis skulle være, men et eller andet sted langs havegangen, ville nok være oplagt :-)

Hvilken af dem, jeg ender med at få, afhænger nok helt af, om jeg kan få en aflægger eller finder en på et aller andet super-tilbud - men hvis jeg er heldig kunne jeg måske ende med at få dem begge to - for ihhh hvor jeg altså savner blomster på denne tid af året.

14 kommentarer:

  1. Mon ikke at det er muligt at sende små kviste og stadig have levedygtige stiklinger? jeg sender dig gerne nogle stykker, som du kan prøve dig frem med :-)

    SvarSlet
  2. Jeg kan anbefale Dawn, for det er nemlig den jeg har :-)
    Min er kun 2 år gammel, så den er ikke så stor endnu.
    Jeg havde en anden tidligere, Virburnum Ferreri 'Nanum', men den blomstrede aldrig rigtigt godt synes jeg, og den blev meget bred og ikke ret høj. Så den røg ud sidste efterår.
    Jeg kender ikke den skønne gedeblad. Men den lyder godt nok lækker, så den skal jeg også have set nærmere på.
    Hvis du vil have en vinterjasmin, selvom den er gul :-D Så kan du sagtens få et rodskud af mig til foråret. Min sætter nemlig mange.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej, kan se det er et gammelt opslag. Men jeg søger efter kejserbusk aflægger.. ville jeg evt kunne købe et ved dig, hvis du har busken endnu??

      Slet
  3. Prøv også at google Sneforsythia,Sarcoccoca.
    Den hvide peberbusk (Daphne mezerum Album)blomstrer også nu og dufter.
    Der er ikke den store forskel på 'Dawn' og 'Charles Lamont'.
    Den lille 'Nanum' blomstrer næsten ikke, men den nye sort 'Fioretta' er meget blomsterrig og kun ½m max.
    Held og lykke
    Anne Marie

    SvarSlet
  4. Tak for jeres kommentarer :-)

    @Susanne:
    Det tror jeg da helt sikkert er muligt, hvis man pakker fødderne ind i noget fugtigt ;-)
    Om de så også vil slå rod er jo en anden sag, men jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at få det til at lykkes. Det ville da være skønt med sådan en dejlig lille kejserbusk - og så med historie :-)

    @Hanne:
    Ja, er den ikke bare lækker. Jeg kunne heller ikke rigtig stå for den - specielt ikke da jeg læste, at den duftede som kaprifolie :-)
    Det kunne da godt være, jeg skulle overveje en lille vinterjasmin i mit gule hjørne :-)

    @Anne Marie:
    Det var da nogle skønne forslag. Sneforsytiaen tror jeg godt, jeg kunne falde lidt for :-)
    Og rart at vide, at der findes en mindre og blomsterrig kejserbusk, hvis jeg nu skulle falde over den en dag.

    @Anne Gine
    Det er de nemlig ;-)

    SvarSlet
  5. Ja, kejserbusken Viburnum bodnantense Dawn står også på min ønskeliste til jeg engang får en større have. Dertil også troldnød og nogle røde kornel til at give farve om vinteren. Desuden benved: Euonymus europaeus, som jeg mest har set på nettet, den har nogle smukke pink frøkapsler som jeg også tror hænger der om vinteren.
    Glasbær har de skønneste lilla bær lige nu. Jeg er nødt til at stoppe engang imellem foran en have 2 min herfra med en stor busk med de flotteste lilla bær over det hele, man bliver bare så glad.

    Håber det give inspiration til vinterhaven, selvom det ikke alle er blomster, så er det ihvertfald buske med farver og der er intet så godt som farver her i det triste grå!

    God weekend!

    SvarSlet
  6. Ja men jeg kan da også sagtens lave en stikling til dig, jeg har en ret stor kejserbusk og en lidt mindre, så ingen problem.
    Den der Lonicera ser også spændende ud.
    Anne Marie har også en der hedder Lonicera x purpusii, undrer mig over, hun ikke selv omtaler den. Prøv at finde den på Lønbæk, den er meget smuk.
    Knus

    SvarSlet
  7. Vi fik kejserbusken af min bror for mange år siden som et rodskud, så jeg ved ikke, hvad den hedder; men jeg synes ærligt talt, at den står og ser så forpjusket ud, som om dens blomster ikke kan lide al den fugt, vi har i luften i vinterhalvåret her i landet. Hilsen Marie

    SvarSlet
  8. Jeg vil helt sikkert også have en kejserbusk i min nye have.

    Sneforsytiaen er også skøn, jeg købte en af Anne Marie for 1½ år siden, og den havde allerede lidt blomster sidste vinter :-) Håber den har klaret flytningen til vores nye have.

    SvarSlet
  9. Uhh så meget inspiration, så mange fristelser, så mange gode råd og så mange lækre billeder... alt sammen her i Blogland... det er da fantastisk :)
    Jeg tror faktisk jeg blir nød til at kigge lidt nærmere på en kejserbusk... den er da skøn :)

    SvarSlet
  10. Både kejserbusken og gedeblad er meget fine - jeg har slet ikke noget der blomstrer om vinteren - bortset fra en overgearet forårslyng.

    Sikke en masse inspiration - igen her i blogland. Fantastisk.

    SvarSlet
  11. Hej Signe. Jeg kan også rigtig godt lide disse to planter. Jeg har dem ikke, men det ville være dejligt med lidt blomster lige nu. Jeg håber, det lykkes dig at få fat i dem. Rigtig god fornøjelse med det!

    SvarSlet
  12. Hej Lisbeth
    Jeg har undladt gedebladen, da jeg ikke synes den er så blomstervillig som forventet. Men har fået fat i en bedre der hedder Winter Beauty, som lige skal prøves af en vinter mere.
    Jeg har ikke bemærket duften endnu.
    Hej Marie
    Det kan være din kejserbusk af ældre dato er en Viburnum farreri,der ikke er så blomsterrig som de nyere bodnatense-typer.
    Hilsen
    Anne Marie

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...