fredag den 28. november 2014

MIN SKJULTE UDSIGT

Nu hvor de fleste blade har sluppet deres tag i trækronerne og er dalet til jorden, så kan man pludselig se, den ellers skjulte udsigt til bakkerne på den anden side af bækken i baghaven.

Jeg har en drøm om på et tidspunkt at få ryddet nogle meter, så jeg også får et kig til udsigten om sommeren, men træerne på den anden side af bækken står ikke på min grund, så det vil jo afhænge af om ejeren synes, at det er ok.
Og under alle omstændigheder er det nok ikke noget jeg får gjort det første år eller to, hvor så mange andre projekter også trænger sig på. Men det skader jo ikke noget at drømme :-)

Bækken løber i øvrigt lige bag birketræets hvide stamme på billedet øverst til venstre, så de fleste træer står på den anden side.
Skuret der på samme billede kan ses til venstre skal rives ned på et tidspunkt, og så har jeg planer om at få lavet et par dobbeltdøre fra spisestuen (som man kan se på tegningen her), så jeg kan nyde baghaven fra stuen - og måske kan jeg engang også få mulighed for at nyde den skjulte udsigt bag bækken. Det kunne da være ret dejligt :-)

Ha' en skøn weekend!

---
Tilføjet senere:

Jeg synes lige jeg ville prøve at kombinere de to billeder, så man kan få en endnu bedre fornemmelse af, hvordan udsigten kunne blive :-)


Pga. kameravinklen ser bakken i baggrunden dog ikke så stejl ud, som den er i virkeligheden, så det må man selv tænke sig til.

onsdag den 19. november 2014

Nyt gulv i soveværelset

Jeg havde jo sagt til mig selv, at sidste weekend SKULLE bruges på at lægge tulipanløg, og jeg havde sagt, at der ikke var nogen kære mor. Men det viste der sig så at være alligevel, for min egen kære mor havde nemlig købt et gulv til mit soveværelse og kom op med det i weekenden. Og så måtte tulipanløgene vige.

Værelset er kun små 9 m2, så vi tænkte, at det kunne vi da sagtens lægge på en eftermiddag, men det kom til at tage lidt længere, for først skulle alle fodpanelerne af, og lågen ind til skunken og gerekterne på døren, og af en eller anden grund havde dem, der satte dem op i tidernes morgen, bestemt sig for, at de skulle sættes fast med 7-tommer-søm (det er en lille overdrivelse, for de var nok ikke mere end 10 cm, men det virker nu også ret voldsomt, når det bare skal holde et par fodpaneler).



Men vi fik alle søm ud (næste uden at ødelægge listerne) og gulvet blev lagt og savet bane for bane, og lågen og gerekterne kom på plads igen. Jeg mangler stadig panelerne, men har en plan om at nå at male dem hvide, inden jeg sætter dem på igen. Men selv uden paneler, så pyntede det helt utroligt med et rigtigt gulv, og det er så rart, at man ikke længere skal træde ned på et koldt cementgulv, men et dejligt trægulv, når man står ud af sengen om morgenen.


Da jeg flyttede ind lå der i øvrigt et gulvtæppe i værelset, men det hev jeg af som noget af det første, for det var alt andet end kønt at se på, og så lugtede det af gammel våd hund. Under tæppet var der lagt aviser, som havde forrykket sig gennem årene, så de bulede op (det var i øvrigt et par eksemplarer af Politiken fra oktober 1977, så der var ikke noget at sige til, at tæppet ikke var så lækkert længere). Da det blev lagt på har det sikkert passet fint til den hessian, der i øvrigt beklæder væggene. Den skal jeg også have pillet af på et tidspunkt, men det må vist lige vente lidt.

Og så må tulipanerne komme i jorden i næste weekend i stedet - denne gang, tror jeg dog ikke, at der er nogen kære mor ;-)

lørdag den 15. november 2014

MISBRUGERADFÆRD

Jeg har kun en meget vag forestilling om, hvor mine kommende bede skal være, og ingen af dem er lavet endnu, og de er heller ikke blevet hegnet mod rådyr, og desuden aner jeg ikke, hvad det evt. gemmer sig i jorden af forskellige løg og planter, der først vil vise sig til foråret, så det vil slet ikke give nogen som helst mening overhovedet at begynde at investere i blomsterløg, for jeg vil ikke have nogen anelse om, hvor jeg skulle sætte dem.

Men det er åbenbart ikke en barriere, for sådan en blomster-junkie som mig. Jeg kunne have nøjedes med en enkelt lille pose tulipanløg, der kunne sættes i en krukke, på terrassen, eller måske to, men nej, nej, nej, hvordan skulle jeg kunne nøjes med kun en enkelt pose eller to? Tænk, hvis der ikke kom andet frem til foråret? Nej, jeg måtte være på den sikre side, for man må ikke gå ned på forårsblomstring, og hvis først løgene er der, så skal man jo også nok få dem i jorden et sted, ik'?

Så fornuften og selvbeherskelsen måtte se sig besejret, og nu står jeg så med flere hundrede løg (der er jo tilbud her sidst på sæsonen, så det er jo dumt ikke at købe et par poser ekstra), og nu melder virkeligheden sig så. Hvor pokker skal jeg sætte dem?

Den udfordring har jeg ikke løst endnu, men jeg har forlangt af mig selv, at de SKAL i jorden i løbet af weekenden, og der er ingen kære mor. Så kan jeg lære det, kan jeg - or not! ;-)

søndag den 9. november 2014

ROSA SNEBÆR MM.

Der er jo masser af nye planter, der skal opdages, når man sådan flytter ind i en ny stor have, og i dag lagde jeg mærke til denne. Jeg vil tro, at det er en rosa snebær, men hvis nogen ved bedre, må I endelig sige til.

Her kan man se, at den fylder godt op bag skuret i baghaven, og jeg vil skyde på, at den er 2½-3 meter høj. Jeg har ikke erfaring med den, men håber ikke den er ligeså aggressiv som den hvide snebær.

Og så har jeg i øvrigt fået færdiggjort mit allerførste lille haveprojekt i den nye have i dag - et midlertidigt bed langs drivhuset til nogle af alle de medbragte planter. Og jeg har i den grad nydt igen at have fingrene i jorden.

Der blev også tid til en lille tur i det dejlig vejr. Her er det udsigten fra en af de nærliggende bakker - bag træerne i midten af billedet ca. halvvejs ned til vandet, der ligger mit hus. Jeg ved ikke om trætoppene i baggrunden måske er min skov, men det kunne det meget vel være :-)

Endnu savner jeg ikke byen. Til gengæld glæder jeg mig dagligt over, den helt fantastiske natur der omgiver mig :-)

lørdag den 1. november 2014

VEJRHØJ I SOLSKINSVEJR


Jeg benyttede det fantastiske solskinsvejr til en tur til Vejrhøj (Sjællands 3. højeste punkt), der ikke ligger langt fra hvor jeg bor.



Udsigten var storslået. 


Men gåturen derop gennem efterårsskoven var næsen lige så fantastisk. 


















Hvor er naturen her bare helt eventyrlig smuk. Jeg føler mig simpelthen så heldig over, at jeg er kommet til at bo omgivet af så meget skønhed.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...