HAVEN


Som man kan se på oversigtstortet her, er haven en noget usammenhængende størelse, der er opdelt i flere forskellige rum (afgrænset af hegn og bygninger) og med forskellige funktioner:
  1. Vestvendt terrasse, der samtidig er indgang til husets hoveddør
  2. Hundegård syd for terrassen
  3. Sydvendt have mellem hundegården og stalden, som deles på midten af drivhuset
  4. Et stort haverum mod øst, der går ned til bækken og blander sig med skoven mod nord
Da planerne for de 4 rum er ret forskellige, i både funktion, udtryk og plantevalg, vil jeg her gennemgå dem hver for sig. (Ud over disse haverum, er der også køkkenhaven, bækken og skoven, som har deres egne sider i menuen):

Vestvendt terrasse og indgang
Her er der sol hele eftermiddagen og aftenen, og det er derfor et af de mest oplagte seder at indtage aftensmaden udendørs. Derfor skal der selvfølgelig gøres plads til et bord og nogle stole i den sydlige del af terrassen, men det må ikke fylde mere, end at man stadig kan komme rundt om det og hen til hundegården og den kommende indgangsportal til køkkenhaven.

Den nordlige del af terrassen tjener som indgang til husets hoveddør, så det er meget muligt, at jeg "opdeler" terrassen i to områder, f.eks. af et blomsterbed. Og så overvejer jeg, at indramme hele terrassen med en pergola, hvor der f.eks. kan gro en blåregn, men den del er jeg ikke helt sikker på endnu.

Hundegården
Lige nu er der en stor hundegård syd for terrassen. Da jeg jo også selv har hund, er det egentlig ganske praktisk, men jeg er dog ikke sikker på, at den får lov til at blive - hundegården altså. Det er nemlig også her, at indgangen til køkkenhaven bliver, og samtidig er dette rum forbindelsen til hele den del af haven, der ligger syd for huset.
Med tiden kunne jeg godt tænke mig, at få drivhuset flytte til den vestlige del af hundegården, så det kommer tættere på køkkenhaven. og så drømmer jeg om, at få en dam med åkander i den østlige del. jeg synes i øvrigt, det kunne være rigtig charmerende, hvis stien kom til at gå hen over dammen via nogle trædesten.

Jeg er meget i tvivl om, hvordan dette haverum skal afsluttes mod øst. Jeg har overvejet at videreføre stramheden fra køkkenhaven, ved at sætte en bøgehæk (med indgangsportal), fra huset ved starten af verandaen og hen til engen. Men hvis drivhuset flyttes giver det på den anden side mulighed for, at lave et mere sammenhængende haverum hele vejen langs engen, og det kunne absolut også have sin charme.

Sydhaven 
Sydhaven strækker sig fra hundegården og helt ned til stalden, men er lige nu delt i to af drivhuset.

Da denne del af haven grænser direkte op til engen, forestiller jeg mig, at blomsterbedene skal blødgøre overgangen fra eng til have ved at sætte forskellige græsser imellem stauderne, og at vægten vil komme til at ligge på prærieplanter som purpursolhat, indianermynte, salvie ol. Tættere på huset langs verandaen kan der så snige sig lidt roser og andet ind.

Helt nede ved stalden ud mod engen, har jeg planer om at etablere et arbejdshjørne under halvtaget, hvor jeg kan stå og potte småplanter op og have let adgang til redskaber i stalden.

Under den nordlige del af halvtaget ved stalden skal hønsegården være. I dag er der faktisk hønsegård under første del af halvtaget.

Jeg har ikke helt fundet ud af, hvordan sydhaven skal afgrænses ind til østhaven, men der skal formentlig sættes et hegn af en slags. Måske et kastanjehegn, der ikke kommer til at virke for massivt, så man fortsat kan se engen fra østhaven. men jeg har også overvejet om der skulle lukkes mere til, ved et at lave et smalt levende hegn af f.eks. syrener, hyld og uægte jasmin.

Som man kan se på oversigtstegningen, vil jeg gerne have verandaen til at fortsætte rundt om huset og få forbindelse med den terrassedør, jeg vil sætte i østmuren. Verandaen vil i så fald fungere som et plateau, hvorfra man kan se både køkkenhave, hundegård, syd- og østhaven. Derfor ville det måske også give den største effekt, hvis der lukkes mere af mellem syd og østhaven, så man skal op på verandaen for at kunne overskue det hele.

Østhaven
Når jeg får åbnet østmuren op og sat den nye teressedør i, vil det være denne del af haven, man ser mest indefra huset. Derfor vil den også blive indrettet med det for øje. Volieren op af muren og skuret op af garagen her skal væk, hvilket vil give meget mere luft og plads til bl.a. verandaen og ny blomsterbede.

Da denne del af haven formentlig ikke vil blive hegnet for rådyr, vil jeg gøre mig umage for at finde planter, som de ikke finder alt for velsmagende. Så de roser, jeg lige nu har plantet på tegningen op af verandaen er nok i virkeligheden ikke helt ideelle.

Garagen fylder lige nu godt op i denne del af haven, og planen er at lave en ny carport i den anden ende af gårdspladsen, og lave den nuværende garage om til en overdækket terresse, med udsyn til skoven og bækken.

På illustrationerne her, kan man fornemme, hvor meget mere plads, det vil give at skifte garagen ud med en overdækket terrasse.

Men det bliver ikke et af de aller første projekter, jeg kaster mig over, og det er også muligt, at fredningsmyndighederne slet ikke vil give mig lov til at opføre en ny carport.

Ud over at planterne ikke skal være alt for appetitlige for rådyr, så bliver opgaven at finde planter, der både kan spille sammen med skoven og bækken.

Stalden ligger og tager en del af udsynet ned til bækken, og bygningen er i øvrigt ikke voldsomt charmerende, så her skal jeg have fundet ud at noget passende camouflage.

Det pæneste ville nok være, at plante nogle buske op af bygningerne, men da de ikke må tage udsynet til bækken, bliver det formentlig klatreplanter jeg tyr til. Og gerne nogle der også beholder bladene om vinteren, hvor staldbygningen ellers vil blive meget synlig fra stuen.

Rhododendron- og magnoliebedet
Nord for carporten lå et tilgroet rhododendronbed godt skygget af to store birketræer. Birketræerne er nu fældet, og bedet er blevet luget.

I græsset på østsiden af bedet havde jeg i øvrigt opdaget en betonkant, og da jeg fik gravet lidt i jorden viste det sig, at det var et lille støbt bassin. Det er desværre ikke helt tæt, så jeg skal have lappet det, men jeg synes, det er rigtig fint, og det giver en dejlig stemning, at få lidt vand i haven, der kan spejle himlen og trækronerne.

I forlængelse af rhododendronbedet mod nord, har jeg lavet et nyt bed, der skæres igennem af en græssti.

På hver side af stien er der plantet en lyserød stjernemagnole (Leonard Messel), og på den modsatte side er plantet endnu en lille magnole. Desuden er der bl.a. plantet flere rhododendron, hosta og skorkenæb i bedet.

Akacie-øen


Bagest i det nordøstligtste hjørne af baghaven stod 3 store akacietræer i en bund af brændenælder og skvalderkål.

Det tog mig adskillige dage at få luget stykket, men nu er der plantet nye planter bl.a. forskellige hosta, storkenæb, sibiriske iris, kærmindesøster, bregner og krybende læbeløs. Og så har jeg lavet en lille smal sti gennem bedet.





5 kommentarer:

  1. Du har allerede tjek på meget af det, jeg er imponeret. Jeg sad netop og tænkte rådyr, men det har du også selv tænkt på. Håber du kan holde dem ude.
    Knus

    SvarSlet
  2. Hej, Dit nye hus/have projekt ser spændende ud. Hvilket program har du brugt til at lægge billeder ind i og redigere? Mvh. Sarah

    SvarSlet
  3. Åhh, undskyld, læste lige i et andet indlæg at det er paint.net :-)

    SvarSlet
  4. Hvor ser det bare lækkert og spændende ud - og det er jo et skønt område. Glæder mig til at følge udviklingen og dine dejlige billeder.
    Mange hilsner Lotte

    SvarSlet
  5. Det er en fantastisk perle du har fundet, glæder mig til at følge dig i alle processerne. Det er en rigtig skøn blog du har, elsker når man kan følge en udvikling som du har foran dig. Pøj pøj med det hele. Mvh Birgith

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...