Viser opslag med etiketten Snegle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Snegle. Vis alle opslag

mandag den 20. juli 2015

Ærenpris - Pink Damask

Det er de helt store linjer, der er i fokus i haven i øjeblikket, med bl.a. brændenælderydning og træfældning (og ikke mindst oprydningen efter det). Men man skal jo også huske detaljerne, som f.eks. de travle brumbasser, det der sværmer rundt mellem de smukke spir i den lyserøde ærenpris "Pink Damask".

Jeg har medbragt den fra min gamle have, og den har endnu ikke fundet sin blivende plads, men den ser ud til at trives med at være flyttet på landet :-)

I haven var der allerede et bed, som lige nu domineres af fredløs og skvalderkål, men kigger man godt efter kan man i vildnisset bl.a. se denne lille fine gule rose. Den har også fået besøg, Tror den lille snegl har søgt tilflugt her fra regnen i nat. Jeg skal nok have fundet en anden plads til den til efteråret, hvor den får lidt bedre mulighed for at udfolde sig i al sin yndighed (rosen altså - ikke sneglen ;-)).

 Ha' en rigtig dejlig uge!

tirsdag den 8. april 2014

Pukkelpist i sneglefart

Jeg har en tagplade liggende (skulle bruges til en brændeoverdæknings-løsning, som jeg endnu ikke har fået lavet), men en af vinbjergsneglene havde besluttet sig for at skyde genvej hen over pladen.

Jeg tror måske ikke den helt havde forudset, hvor mange op- og nedture der ventede.

Ha' en dejlig aften!

fredag den 29. juli 2011

En underlig snegl

Jeg har en krig kørende i min have. Hver aften går jeg min dræbersnegle-dræber-runde og afliver dem jeg møder - ca. 15-20 stk. pr. aften. Jeg har efterhånden udviklet et særligt snegleblik, så jeg kan spotte dem på lang afstand. I ved, ligesom når man samler svampe eller leder efter postkasser - 100 % fokuseret på dette ene.



I dag faldt mit trænede snegleblik så flygtigt på denne underlige snegl, og det var lige før det bare var vandret videre, men nu er jeg jo i træning, så hov, hvad var det? Tilbage igen. En leopardprikket snegl. Eller var det måske en dræbersnegl i kampuniform og camouflage? Havde de ændret strategien og sat elitetropperne ind? Nok ikke så sansynligt (heldigvis), men hvad var det så for en underlig snegl?

Den måtte jeg selvfølgelig straks ind og google, og det viste sig at være en Plettet Gråsnegl (Limax Maximus), der ikke skulle volde problemer i haven, da den primært lever af døde og rådne planterester, og ikke har for vane at forgribe sig på de levende planter. Selvom mit snegledræberinstinkt næsten var ved at gøre det af med den, så slap den dog med skrækken.

Den er lidt fascinerende med sine leopardpletter, men stadig ikke så lækker, vel?

Ha' en rigtig god weekend :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...