onsdag den 29. februar 2012

Flere blå perler

På denne (i følge kalenderen) sidste vinterdag er de små krokus 'Blue Pearl' kommet myldrende frem - klar til at springe ud og byde den første forårsmåned velkommen :-)

tirsdag den 28. februar 2012

Hjem til krokus og blomstrende paradistræ


Jeg har været væk siden i går morges, hvor jeg lige nåede at tage dette morgenkolde billede, inden jeg skulle ud af døren. Og i dag er jeg så vendt hjem til en bragende eftermiddagssol :-)


Og endnu flere udsprungne krokus. Utroligt, hvad der kan ske på bare 1½ døgn :-)









Det er da lige til at blive i godt humør af :-)

Jeg lovede for snart længe siden, at jeg ville vise, hvordan mit paradistræ så ud i helt udsprungen tilstand. Så det får i også lige et par billeder af:



Hvor er det dejligt at være hjemme igen :-)


---
Tilføjet senere:


Og paradistræets blomster set forfra til ære for søde Lone :-)

søndag den 26. februar 2012

Fuld fart på foråret :-)

Den lille krokus Blue Pearl nåede lige at åbne sig i dag, men da solen gled om på den anden side af huset lukkede den sig hurtigt igen.

Jeg nåede dog lige af fange den med kameraet før den klappede helt i :-)


Og så fik jeg pludselig øje på, at alle de små botaniske krokus er på vej i græsset i forhaven. Jeg skal love for, at der pludselig er kommet fuld fart på foråret. Sikke en helt fantastisk forårssøndag!

Crocus Tommasinianus?

  
I går lige før solen gik ned, opdagede jeg en masse små krukus, der kom myldrende frem i græsset i baghaven. Jeg skyndte mig selvfølgelig straks ud med kameraet og fik lagt et billede her på bloggen. Men pga. lyset, blev farven nok mere blå end den egentlig er, så for en god ordens skyld, vil jeg også lige vise, hvordan de ser ud i bragende morgensol  - hvilket så måske gør dem lidt mere lilla end de er. Det er ikke helt let det der med farver ;-) 


De er stadig ikke sprunget helt ud, men jeg har et par billeder fra sidste forår, hvor man kan se, hvordan de kommer til at se ud.

Billede fra marts 2011 (taget med iPhone, så ikke den bedste billedkvalitet)

Det er så vidt jeg husker en 'Crocus Tommasinianus' (men hvis nogen ved bedre, må I endelig rette mig). Jeg bestilte dem et sted på nettet (husker ikke hvor) lige efter, jeg havde skrevet under på købsaftalen på huset - og noget af det første jeg gjorde, efter jeg havde fået nøglerne, var at få dem (og andre løgvækster) i jorden inden frosten satte ind, så jeg havde lidt forårsblomster at se frem til. Det var i øvrigt ret heldigt, for det viste sig, at der ikke var andet i haven i forvejen.

Billede fra marts 2011

De adskiller sig fra havens andre krokus ved at være de første, der dukker frem, og ved deres silkepapirstynde og sarte kronblade. Af begge grunde er de blevet mine yndlinge blandt mine krokus. Til efteråret vil jeg se, om jeg kan få fat i nogle flere - måske i andre nuancer. Denne gang tror jeg dog, jeg vil sætte dem i bedene, for hvert forår lykkes det hunden at få mejet en stor del af dem ned, når han glad kommer galoperende hen over græsset - og det kan man jo næsten ikke rigtig bebrejde ham, hvis man skal være fair ;-)


Jeg faldt i øvrigt over dette billeder på alpinegardensociety.net. Det ville da ikke være så tosset med sådan et forårsbed - vel?

---
Tilføjet senere:

Sådan her ser farven så ud nogle timer senere i almindeligt dagslys :-)

lørdag den 25. februar 2012

Og liiige et enkelt billede til :-)


... for jeg opdagede pludselig, at nogle af de små krokus i græsset i baghaven nu også er på vej - og det måtte selvfølgelig straks forevieges :-)

Et enkelt forårsbillede


Der er desværre ikke tid til rigtig at komme i haven i dag. Måske bliver der det i morgen - håber jeg. Meen et enkelt billede blev det da alligevel til :-)

Håber I andre nyder weekenden :-)

fredag den 24. februar 2012

Blå perle


Jeg ved godt, jeg også viste billeder af den lille krokus 'Blue Pearl' i går, men jeg kunne slet ikke lade være med også at tage et par billeder af den i dag - der er en næsten magisk tiltrækningkraft over årets første lille krokus. Og der kommer helt sikkert flere billeder, når den har åbnet sig lidt mere - og måske før ;-)


Ha' en rigtig dejlig weekend!

torsdag den 23. februar 2012

Hosta la vista baby ;-)

Ja, ok, måske er overskriften lidt plat, men når nu man har set de allerførste livstegn fra sine små hosta-babyer i dag, så kunne jeg altså ikke stå for fristelsen :-)

Jeg har kunnet se rundt omkring her i blogland, at vi er flere, der har været igang med hosta-såningen. Flere andre har fået frø fra Susanne og Gitte.

Jeg havde også fået frø fra Susanne, og de blev sået for flere uger siden inde i den varme stue. Jeg har hver dag lige tjekket efter, om der snart var livstegn. Men der har ikke været noget at se - ikke før i dag, og jeg skulle se rigtig godt efter for overhovedet at få øje på de bitte-bitte-små spirer. Jeg var faktisk ved at tro, at det ikke ville blive til noget, men nu er det ganske vist. De er på vej :-)


Det var derfor med en god følelse af succes, jeg i dag kunne åbne det brev, der netop var landet i min postkasse. Det var fra Gitte med bl.a. en portion af hendes hosta-frø. Dem skal jeg have sået i løbet af weekenden. Det bliver en hel lille hosta-fabrik, jeg får gang i, men der skal også laves en del nye bede i år, så de skal nok blive brugt :-)

Hvor er det altså fantastisk med den enorme gavmildhed, der findes her i Haveblogland - jeg forundres og glædes gang på gang. Jeg tror ikke jeg kender nogen anden sammenhæng, hvor gavmildheden og hjælpsomheden er så stor som her. Jeg bliver helt rørt.

1000, 1000 tak til Susanne og Gitte - og til alle jer andre, der er med til at gøre Haveblogland så fantastisk :-)

Første krokus og erantis - det er FORÅR!

Solen stråler, termometret viser 8 grader og de første erantis og den første krokus har valgt dagen i dag til at gøre deres entre her i Signes Vals. DET ER FORÅR!!!

(Uha, det ser ud som om, der et lidt hårdt at stå op efter en lang vintersøvn, men se, hvordan den ene lille erantis står og klapper den anden opmuntrende på ryggen - det er da en kammerat ;-))



Jeg tror den lille krokus er en Blue Pearl

Og vintergækkerne har nu endelig åbnet sig helt - kunne det i øvrigt ikke se ud som om, det er to forskellige slags? Nå ,det er der ikke tid til at fordybe sig i nu, for det er forår i dag. Hurra, hurra. Jeg må ud og danse i min have :-) 

tirsdag den 21. februar 2012

Frysende pæon-gyser

Mine pæoner var i løbet af den milde december og januar kommet i rigtigt forårshumør, men så kom frosten, og jeg var ude med grangrene og forsøge at dække dem til for at redde, hvad reddes kunne.


Sådan her så det ud før frosten, og i dag var jeg så for første gang en tur ude og tjekke, hvordan det nu stod til med de små pæoner (har gået og taget mig sammen til det, for jeg frygtede jo det værste). Grangrenene blev langsomt løftet. Luften var mættet af spænding. Hvilket syn ville møde mig?


Og, ja, det var så dette triste syn. De samme to pæoner, nu forkrøblede af frosten. Det er straffen for at være så langt fremme i skoen. Det er jo ikke noget kønt syn, og helt som forudset blev jeg da også lidt småtrist og bekymret for, om det ville blive det sidste, jeg så til dem i år :-(


Lige indtil jeg så, at de samme planter nu var i fuld gang med at sætte en masse bitte små nye røde skud. De var lidt svære at fange med kameraet, men kan anes i baggrunden på det første billede her og midt i det andet. Så vendte humøret selvfølgelig straks tilbage. Jeg får vist alligevel pæoner i år :-)


Jeg fik også lige tjekket akelejerne - så super fine ud :-)


Og lodden løvefod begynder også at røre på sig. Og selvfølgelig alle løgvæksterne - her er det påskeliljerne. Så alt i alt må man vel sige, at det står ok til her i haven. Men nu ikke mere hård frost vel? Jeg har ikke nerver til endnu en frysende pæon-gyser til i år. Nu vil jeg bare ha' forår! :-)


Ha' en rigtig dejlig aften!

mandag den 20. februar 2012

Såning af høstanemoner?

De er jo ret fine, frøstandene hos høtsanemonerne, specielt på sådan en dejlig solskinsdag som i dag. Men mens jeg gik rundt der og beundrede dem, så fik jeg den tanke, at de sikkert kunne sås (ved ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt det før???).


Jeg ville derfor høre, om der er nogen af jer andre her i Haveblogland, som har erfaringer med at høste og så høstanemoner - i så fald er jeg lutter øre :-)

Ha en rigtig dejlig dag!

søndag den 19. februar 2012

Lodtrækning om lupinerne

Der var en del, der meldte deres interesse for frøene af den hvide lupin, hvilket jo er rigtig dejligt, men det betød så desværre, at der ikke helt var nok til alle (øv), og jeg har været nødt til at trække lod.


Det blev til i alt 10 små poser, men den ene af dem var på forhånd lovet væk til Elvira, så der var 9 i spil i lodtrækningen.

17 navne havnede i skålen og efter lidt roden rundt med lukkede øjne blev disse 9 navne trukket op:

Ina
Rikke
Tante Grøn
Skt. Helena
Ulla
Tant Otteskrufv
Mette
Pia
Anne-Mette

Hvis I ikke allerede har sendt mig jeres adresser, må I meget gerne gøre det (på signesvals(snabel-a)gmail.com), så jeg kan få alle de små lupin-frø sendt afsted til deres nye hjem :-)

Jeg har givet dem et par kærlige alvorsord med på vejen om, at de skal huske at opføre sig ordentligt og spire hurtigt og villigt, så de kan gøre et godt indtryk - nu må vi se, om de har hørt efter ;-)

Ha' en rigtig dejlig aften!

lørdag den 18. februar 2012

Har du problemer med at fjerne ordbekræftelsen?

Jeg kan se, at flere har haft problemer med at fjerne ordbekræftelsen - hvor man nu skal skrive to, til tider ret ulæselige, volapyk-ord, for at få lov til at lægge en kommentar.


Jeg fjernede selv ordbekræftelsen mens der var den gamle blogger-grænseflade, så når flere de sidste dage har efterlyst, hvordan man fjernede den, gik jeg derfor lige ind i mine indstillinger for kommentarer, og her var 'Kommentarmoderation' det eneste, der virkede relevant i den nye grænseflade, så tænkte jeg, at det nok var den. Men der tog jeg fejl - og undskyld, jeg har vildledt jer.

For det man skal fjerne er 'Ordbekræftelsen' og det kan man faktisk slet ikke gøre i den nye grænseflade. Det man derfor skal gøre er at trykke på det lille tandhjul i højre hjørne og vælge den gamle grænseflade - derefter kan man fjerne ordbekræftelsen (og huske nu at trykke 'gem indstillinger' bagefter) - og derefter skifte tilbage til den nye grænseflade igen. Lidt bøvlet, men det burde til gengæld virke :-)

Og så håber jeg, at dette lille indlæg kan bidrage til, at der bliver lagt endnu flere kommentarer rundt omkring i Haveblogland - og at vi undgår for mange frustrerede kommentatorer, der igen og igen forsøger at overbevise blogger om, at de ikke er robotter ;-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...