torsdag den 31. marts 2011

Kort rundtur i haven



 

 

Nu begynder der virkelig at ske noget rundt omkring i bedene. Her er det f.eks. akelejer, natvioler, rølliker og stokroser, der er godt på vej. De blev sået sidste år (mit første år i haven), så jeg har ikke nået at få så meget glæde af dem endnu, men det skulle jeg gerne få i år - håber det har været hele ventetiden værd.

Faktisk havde jeg en del diskussioner med mig selv, da jeg skulle så sidste forår, for skulle jeg bruge krudtet på sommerblomster, jeg ville få glæde af med det samme, eller skulle jeg tænke lidt mere langsigtet og vælge stauder. Jeg valgte efter lange overvejelser at satse mest på det sidste - primært fordi mange af mine yndligsblomster er stauder, og så er der jo ingen vej uden om at væbne sig med tålmodighed, når der er en helt tom have, der skal fyldes, og der kun er plads til frøposer og ikke færdige planter på budgettet.

Der var dog et par undtagelser: Dels såede jeg en del stolte kavalerer, som jeg kunne få glæde af med det samme. Det er en af de mest fantastiske sommerblomster efter min mening, og de lyste dejligt op i min ellers bare have. Dels såede jeg en del natvioler, som jo egentlig hverken er hurtige eller langsigtede, da de er to-årige og først blomstre andet år, men til gengæld dufter de bare så fantastisk. Dem måtte jeg altså have. Jeg sår formentlig et nyt hold i år. De skulle være flinke til at selvså, og så går det måske alligevel hen og bliver lidt mere langsigtet :-)

onsdag den 30. marts 2011

Sort højbed på vej



Så er jeg kommet igang med at give det nye højbed sin første gang sorte træbeskyttelse. Der er stadig et godt stykke vej igen: mere træbeskyttelse, foring af siderne, et smalt bræt på den øverste kant, så man kan sidde på det, og så skal stolperne i jorden - og selvfølgelig det vigtigste: god muld og grønne planter. Der kommer nok til at gå lidt tid, før jeg når der til, men nøhj hvor jeg glæder mig.


Flere billeder:
Så er der i øvrigt også kommet et par billeder på bloggen af husets beboere. Synes det hørte sig til, nu hvor jeg har lånt mig til et kamera. De er ikke af den bedste kvalitet, og vil sikkert bliver skiftet ud, når jeg får taget nogle bedre, men nu kan man da se, hvem vi er.


Se flere billeder på siden: Beboere
 
Der er desuden kommet et par til af min fars billeder, fra da jeg overtog huset i 2009.

Se flere billeder på siden: Billeder 2009


tirsdag den 29. marts 2011

Endelig et par nye billeder



Det har virkelig ærgret mig, at jeg ikke har haft nogle nyere billeder, men nu har jeg heldigvis lånt mig til et ældre digitalt kamera, og her kommer de første: Ét af huset, så man kan se, hvordan, det ser ud i dag, hvor det er sort, og ét af de fine krokus i græsplænen. Mit lille paradis :-)

søndag den 27. marts 2011

Sommertid, forårssol og højbedsbyggeri

Sådan! Så er det første højbed samlet her i forårssolen på den første sommertidsdag.

Bortset fra et par enkelte brædder, jeg mangler at save til, er delene til det næste bed også klar til at blive samlet - jeg håber, jeg får tid til det i løbet af ugen. Så skal de lige males (sorte, så de passer til huset), før de kan komme på plads, men nu, hvor man kan se bedet stå sådan ca. der, hvor det skal stå, er det ikke svært at forestille sig, hvor fint det bliver, når det hele er færdigt.

Ideen om højbedene, fik jeg stort set med det samme, da jeg flyttede ind, og jeg har mange gange forestillet mig, hvordan det ville komme til at se ud. Nu hvor jeg for alvor kan se det for mig, tror jeg faktisk, at det bliver endnu bedre. Hvor bliver det bare fedt.

Jeg har fået adskillige splinter i fingrene og lidt ondt i ryggen, men det drukner helt i begejstringen over dagens bedrifter.

Velkommen til foråret, sommertiden og mange flere realiserede drømme!

lørdag den 26. marts 2011

Klar til højbedsbyggeri

Så har jeg fået købt de manglende materialer til at bygge mine nye højbede: lægter til hjørnerne, skruer og fiberdug - brædderne har jeg i forvejen. Jeg kommer nok først igang med byggeriet i morgen, men jeg er allerede langt inde i overvejelserne om, hvor jordbærene, krydderurterne og salaten skal stå.

Der fik også sneget sig en bakke med 10 små lyslilla stedmoderblomser ned i indkøbsvognen. Dem vil jeg gå ud og finde en fin plads til, hvor de rigtig kan nydes. Og så skal der saves brænde af nogle af de gamle paller, hvis indhold af dejligt asketræ desværre er sluppet alt for hurtigt op efter endnu en kold vinter.

fredag den 25. marts 2011

Sikke det gror

Jeg er netop kommet hjem, efter et par dage i det jyske, og har selvfølgelig være en tur rundt i haven for at se, hvad der er sket siden sidst. Og sikke det gror. Endnu flere udsprungne krokus. Og endnu flere tulipaner, hyacinter og påskliljer, der har møvet sig vej gennem joroverfladen. Hvilken fornøjelse. Dejligt at være hjemme igen.

onsdag den 23. marts 2011

Ny bog i reolen

Jeg har længe ønsket mig John Seymours: "Den selvforsynende have" - i dag faldt jeg over den "nye", og kunne ganske enkelt ikke stå for fristelsen, da jeg så den stå der på hylden til 89 kr.

Billedet er fundet på Gyldendals hjemmeside

Jeg har hele tiden haft en plan om at anlægge køkkenhave i et par højbede øst for huset i forlængelse af gårdspladsen, men sidste år skulle hele stykket graves op pga. kloakeringen. I år skal det være. Brædderne har jeg allerede - den gamle beklædningn i dagligstuen (den tidligere udestue), som blev pillet ned, da jeg isolerede rummet i efteråret. Hvis vejret holder, regner jeg med at komme igang i weekenden.

I dag håber jeg på at kunne nå at få sået lidt flere af de staudefrø, der bare ligger og venter. Det er sgu lidt vildt, at disse små indtørrede og uanseligege småtterier rummer så meget livskraft, at de kan udvikle sig til store, saftige, struttende, blomstrende planter.

Men først skal jeg lige have lov til at bladre lidt rundt i og nyde min nyerhvervelse.

tirsdag den 22. marts 2011

Krokus myldrer frem

Sikke en forårsdag. Mine krokus, som jeg havde sat rundt om i græsplænen er myldret frem i det fantastiske vejr - fra ingenting til næsten fuldt udsprungne små forårsmirakler. Jeg anede ikke, at det kunne gå så stærkt, men hvor er det dog fantastisk. Så er det rigtig for alvor blevet forår i den lille kolonihave.

mandag den 21. marts 2011

Det koster ikke noget at drømme

Det er straks værre, når man skal igang med at realisere drømmene. Og eftersom jeg har brugt alle mine penge på at blive hus- og haveejer, så giver det nogle udfordringer, når de mange haveplaner og drømme skal føres ud i livet. Det må ikke koste særlig meget - faktisk helst ikke noget.

Det vil uden tvivl komme til at præge både huset og haven og dermed også bloggen her. Der bliver nok desværre ingen hurtige, dyre, smarte professionelle løsninger. Til gengæld vil meget sikkert blive styret af, hvad jeg tilfældigvis kan bytte mig til, genbruge eller finde på tilbud, alt for store gør-det-selv projekter, masser af slid og lange tidshorisonter. Men det skal nok blive sjovt, og det skal nok blive fint med tiden.

En drøm med potentiale

Bloggen fik undertitlen: "- en kolonihavedrøm". Nu hvor jeg ikke har fået taget nye billeder endnu (mit kamera blev også taget ved røveriet), kan det jo godt komme til at fremså som om, at min kolonihave allerede ligner en drøm.

Det gør den dog langt fra - desværre og heldigvis. Desværre fordi jeg længes efter at se den tage sig ud som i mine drømme - og heldigvis fordi der også er noget fantastisk tilfredsstillende over at drømme, planlægge, udregne, så, se og forestille sig, hvordan det støt og roligt begynder at tage form. Forventningens glæde er den halve fornøjelse.

Da jeg overtog huset i december 2009 var huset blåt, og der var to gamle frugttræer (æble og blomme), to rhododendron og et lille rosenbed overgroet af skvalderkål og med et par forkølede roser og et par lavendelbuske, der så mindst lige så medtagede ud. Derudover en dronningebusk. Resten af haven var græsplæne. Det hele hegnet ind af 2½ meter høje thujaer, der gav det hele lidt stemning af kirkegård, men også en illusion af at bo inde midt i en nåleskov. Langt fra noget, der lignede det, jeg drømte om, men til gengæld med masser af potentiale.

Huset var ikke kloakeret, da jeg flyttede ind, så sidste forår, fik jeg gravet store dele af haven op og måtte flytte rhododendronerne og roserne, der stod i vejen for gravearbejdet. Dertil kom, at belægningen på gårdspladsen lå så højt, at den gik op over træværket på huset. Den måtte væk, og der skulle fjernes grus og jord, så træværket kom fri og ikke blev angrebet af fugt og råd.

Det er sikkert svært at forestille sig, hvordan haven så ud efter den omgang - billederne er desværre væk - men allerede sidst på sommeren begyndte det så småt at ligne en have igen. Og huset var nu blevet malet sort med hvide døre og vinduer. Der var lavet bede rundt om huset og langs hækken - Stolte Kavalerer, et par klatreroser og klematisser, og en del stauder, jeg havde sået i foråret, og som  først for alvor vil folde sig ud i år: stokroser, klokkeblomster, violfrøstjerne, purpursolhat, digitalis m.fl. - nøj hvor jeg glæder mig.

Så der er allerede sket lidt, men eventyret er først lige begyndt, og der er masser af drømme, der venter på måske en dag at blive realiseret.

1-2-3-blog

Så gik bloggen i luften, og fra nu af er der ikke nogen, der længere kan løbe med alle mine billeder, tanker og drømme.

Selvom livet også er en dans på roser, så byder det af og til på grimme oplevelser. For mig var en af dem for ca. 1 måned siden, hvor jeg var udsat for et hjemmerøveri fra to unge mænd, der kom ind i min stue og overfaldt mig med peberspray. De tog bl.a. min computer, hvor jeg havde alle mine billeder fra mit første år i mit hus og min have, alle mine lister over blomster, jeg ønskede mig, mine tegninger over nye projekter mm.

Jeg har selvfølgelig været noget rystet over oplevelsen, men fra nu af, vil den digitale del af mit kolonihaveliv være sikret her i cyberspace, hvor jeg oven i købet får mulighed for at dele den med andre - og det er jo egentlig ikke så tosset.

Og så må billederne komme på, efterhånden som jeg får taget nogle nye - jeg skal dog lige have skaffet mig et nyt kamera først :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...