tirsdag den 27. december 2016

2016 er snart forbi

Så lakker 2016 mod enden. Jeg må indrømme, at det ikke har været det bedste år for mig, men der har heldigvis også været lyspunkter og forhåbentlig vil 2017 bringe mange flere af dem.

På den negative side har året budt på en økonomi, der er presset til det alleryderste, stress i fuldt udbrud med hjertebanken og hukommelsesproblemer, og det hele kulminerede i sommers med en midlertidig ansigtslammelse og et knus hjerte. Men selvom jeg godt kunne have lyst til bare at give op og kaste håndklædet i ringen, så aktiveres overlevelsesinstinktet alligevel i den slags situationer, og med kræfter jeg ikke anede, jeg havde, lykkedes det alligevel af få skubbet gang i firmaet.

Haven har der heller ikke været meget overskud til. Når jeg engang imellem er kommet derud, har jeg kunnet mærke, at det gjorde mig godt, men det er bare alt for sjældent, det er sket. I foråret var jeg for stresset, i sommers var jeg for ked af det, og hele efteråret har jeg arbejdet som en sindsyg for at skaffe og levere opgaver i mit lille fotograf-firma i forsøget på at holde skindet på næsen.

Men på den positive side, så er det et godt stykke hen ad vejen lykkedes mig at få gang i firmaet. Jeg har solgt mig selv for billigt i starten for at få opgaver, så indtjeningen har ikke været imponerende, men i takt med at der kommer flere og flere tilfredse kunder, som kan anbefale mig til andre, og jeg få vist, hvad jeg kan, så regner jeg også med at kunne skrue priserne op til et mere rimeligt niveau, hvor det kan lade sig gøre at leve af det. Heldigvis er mine faste udgifter ret beskedne, efter jeg er flyttet på landet, så indtjeningen behøver ikke at være prangende, for at det kan begynde at løbe rundt, og jeg forventer, det kommer til at ske i 2017.

I efteråret fik jeg den idé at søge ind på fotografuddannelsen - og jeg kom sørme ind. Jeg fik endda merit for hele grunduddannelsen, fordi jeg allerede har så meget erfaring. Nu bliver det springende punkt, om jeg kan finde en praktikplads, så jeg kan gøre uddannelsen færdig. Hvis det ikke lykkes, så fortsætter jeg bare som selvlært fotograf, men det kunne være fedt at få mulighed for at lære endnu mere og samtidig få papir på det, jeg kan.

Så foreløbig tegner 2017 til at blive en noget mere positiv oplevelse end 2016. Selv det knuste hjerte begynder at hele, og humøret er ved at være vendt tilbage igen.

På have-fronten, bliver det nok begrænset, hvor store revolutioner, der kommer til at ske her på matriklen, da kameraet formentlig fortsat kommer til at lægge beslag på størstedelen af mine vågne timer. Men små spadestik i den rigtige retning håber jeg, der bliver tid og overskud til - ikke mindst fordi jeg ved, hvor godt det gør mig at komme ud og få fingrene i jorden fra tid til anden. Og alle planerne og drømmene ligger jo stadig og kalder på at blive virkeliggjort.

Til gengæld vil jeg i 2017 fortsat skrive om haven i VoresVilla (hvor jeg i øvrigt også bliver fotograf på endnu en artikel-serie). Jeg vil også komme til at lave både kurser og foredrag i have- og blomsterfotografering, hvilket jeg nok skal fortælle mere om her på bloggen, når de nærmer sig. Tilbagemeldingerne på de kurser, jeg har holdt i år, har været overvældende positive, og det er dejligt at kunne kombinere have og kamera, så det glæder jeg mig meget til at gentage til næste år.

Jeg tør ikke love, at der bliver meget mere aktivitet her på bloggen i 2017, men nu får vi se. Fremtiden er en uforudsigelig størrelse, men lige nu tegner den lysere, end den har gjort længe.

Jeg vil ønske jer alle et rigtig godt nytår! Jeg håber at 2017 vil bringe jer masser af håb og smil og mod til at gå de veje, der er de rigtige for jer - og overskud til at overkomme de bump, der jo har det med at dukke op hen ad vejen.

De varmeste tanker og knus fra mig

søndag den 2. oktober 2016

Tur til Samsø





Igår var jeg en tur på Samsø for at besøge Lisbeth og Bent og gense den dejlige Høneballehave.

Det er jo altid en fornøjelse at besøge disse to dejlige, gæstfrie og gavmilde mennesker.



Jeg fulgtes med Linda (med bloggen Casa Rosen), hvilket efterhånden er ved at blive en tradition, og denne gang var Gerd også med. Det var en utrolig hyggelig dag, og bilen var godt fyldt op, da jeg satte næsen hjemad igen (b.la. med en kæmpe elefantgræs til mit nye præriebed).



Her er lidt billeder fra dagen, der ud over et par byger, heldigvis også bød på lidt sol indimellem:












Lisbeth plejer jo ofte at slutte af med roserne i sine blogindlæg, så det vil jeg også gøre i dag.






Tak for en dejlig dag! :-)

mandag den 26. september 2016

Et veloverstået foto-kursus :-)

I går holdt jeg foto-kurset "Haver & Blomster" i Birkegårdens Haver. Vejret kunne ikke have været bedre, og haverne bød på masser af skønne motiver. Deltagerne var engagerede, og der var en rigtig god stemning.



Kurset var ikke helt fyldt op, hvilket havde den fordel, at vi ikke behøvede at dele os op i mindre grupper, men kunne følges rundt allesammen.



Det var en rigtig dejlig oplevelse, og jeg er ret sikker på, at jeg gentager succesen igen til foråret - f.eks. når alle deres tulipaner og kirsebærtræer blomstrer.



Stor tak til jer, der deltog - og ikke mindst til Birkegårdens Haver, for at lægger lokale og haver til og forsyne os med kaffe.

Selvom billederne måske kunne antyde det, så var vi i øvrigt ikke kun i den japanske have, men også i de andre haver, bl.a. præriehaven - men selv fik jeg kun taget billeder i den japanske, hvor jeg samtidig fortalte om, hvilke motiver der fangede mig, hvorfor de appellerede til mig, og hvordan jeg ville fotografere dem. Det var faktisk en meget interessant øvelse, også fordi jeg pudserlig var nødt til at blive meget mere bevidst om nogle af de processer, der ellers mest foregår intuitivt. Og på de tilbagemeldinger, jeg fik efterfølgende, kunne jeg forstår, at det også have været interessant at følge med rundt og høre mig tænke højt :-)

torsdag den 22. september 2016

Vil du på foto-kursus på søndag?

Eller kender du nogen, der måske kunne være interesserede, så er der stadig pladser tilbage på mit foto-kursus "Haver & Blomster" der foregår på søndag 10.30-17.00 i Birkegårdens Haver ved Ruds Vedby. Jeg har derfor valgt at forlænge tilmeldingsfristen frem til lørdag den 24. kl. 12.00.

Jeg har mulighed for at tager nogle stykker med i min bil fra Jyderup Station og sætte dem af igen efter kurset. Man skal selv tage kamera med - og også gerne en bærbar computer, hvis man har mulighed for det.

Prisen er 500 kr. og inkluderer kaffe og frokost.

Du kan læse meget mere om kurset her

fredag den 16. september 2016

Flere billeder fra Birkegårdens Haver

I går var jeg forbi Birkegårdens Haver, hvor jeg skal holde foto-kursus den 25. september. Det kom der er hel del billeder ud af, som kan ses på min fotograf-hjemmeside her



onsdag den 14. september 2016

Jeg holder foto-kursus den 25. september


Jeg har truffet en rask beslutning om, at afholde et foto-kursus om have- og blomsterfotografering den 25. september - altså allerede om 1½ uge.

Flere har spurgt efter det, men min egen have har været lidt forsømt hele sommeren, så jeg synes ikke den egnede sig som kulisse, og egentlig havde jeg regnet med at udskyde det til foråret.

Da jeg snakkede med Birkegåerdens Haver (der bl.a. har det smukke præriebed, som jeg har taget billeder af til VoresVilla), så tilbød de, at kurset kunne holdes hos dem den 24. september. På det tidspunkt er haverne lukket ned for besøgende, men der er stadig masser af blomster.

På trods af den korte frist, har jeg valgt at springe til, så nu krydser jeg fingre for, at jeg kan nå at få tilmeldinger nok til at kurset bliver til noget (min. 6 og max. 12 deltagere).

Det er et heldags-kursus kl. 10.30 - 17 og prisen er 500,- kr. (inkl. kaffe og lidt frokost).

Og I må meget, meget gerne hjælpe mig med at dele linket på facebook, så alle der kunne være interesserede når at se det i tide. Linket ligger allerede på min fotograf-side på facebook, så man kan bare gå derind og trykke "del" på linket.

Hvis I følger linket kan I også læse meget mere om kurset.

Det bliver spændende at se om det lykkes - og ellers må jeg jo bare prøve igen til foråret med lidt længere tilmeldingsfrister :-)

mandag den 12. september 2016

Præriebedet i VoresVilla

Der er kommet endnu en artikel om min have i VoresVilla. Du kan læse mere om det her på min fotograf-hjemmeside, hvor der også ligger mange flere billeder fra det smukke præriebed ved Birkegårdens Haver.

onsdag den 7. september 2016

Morgendug i græsserne





I mit kommende præriebed står bl.a. disse to græsser, som bare så så fine ud igår morges, hvor aksene blev fremhævet af morgenduggen. Jeg glæder mig til, at bedet bliver helt færdig og vokser lidt til - og de her græsser skal da i hvert fald deles, så jeg kan få endnu flere af dem.



 Og jeg skal helt sikkert også have nogle flere af de fine tidselkugler :-)


Ha' en rigtig dejlig dag!

torsdag den 11. august 2016

Tæt på prærien

Mit kommende prærie-bed tåler ikke rigtig at blive vist i oversigtsbilleder (enddnu), men i nærbilleder tager det sig jo fint ud :-)

tirsdag den 9. august 2016

Nøkkerosen nyder landlivet



Sidste sommer fandt jeg et skjult bassin i min have, og efter det var blevet tømt for jord og fyldt med vand, flyttede den lille nøkkerose ind, som jeg havde haft med fra min gamle have. Her havde den stået i en sort murer-balje, der ikke gav de store udfoldelsesmuligheder, og det blev kun til en enkelt blomst i ny og næ.


Men nu hvor den er flyttet på landet, så er den bogstaveligt talt blomstret op. Lige nu kan jeg tælle 6-7 blomster eller blomsterknopper og flere skyder hele tiden frem fra dybet. Bladene dækker også snart det meste af vandoverfladen i det lille bassin, og dem kommer der også hele tiden nye af. Jeg tror jeg skal overveje at skære de ældste af bladene væk, så de ikke kommer til at ligge alt for meget i lag.



Så vi er flere, der sætter pris på at være kommet på landet og have fået mere plads :-)

lørdag den 6. august 2016

Foto-aften i går

I går var jeg med med Odsherred-fotoklub en tur på Vejrhøj, der ligger nogle få kilometer fra hvor jeg bor. Det er Sjællands 3. højeste punkt, og jeg synes, jeg lige ville vise nogle af de billeder, jeg tog.

















Vi mødtes først til pandekager i Christians store fine have, hvor jeg også fik fanget et par blomster i aftensolen.


Der var bl.a. et stort bed fyldt med de smukkeste høstanemoner





Jeg var ret fascineret af disse orangerøde montbretia, der nærmest glødede i aftensolen.



















En smuk og dejlig aften i godt selskab!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...