onsdag den 30. august 2017

Præriebed med ufærdige kanter

Jeg har ikke fået vist billeder af det færdige præriebed endnu. Jeg ville lige have græskanterne helt på plads først, men da mit fokus har været andre steder, har jeg stadig et hængeparti der. Så nu viser jeg det altså frem alligevel.


Der er en del små nye planter, som ikke fylder så meget endnu (bl.a. lavede jeg i foråret stiklinger af både floks og Sankt Hansurt, og jeg har fået en del selvsåede purpursolhatte, som jeg har plantet ud i bedet), så til næste år, vil det være noget mere fyldigt at se på.

Jeg forsøger at holde hønsene ud af bedet, så de ikke får jokket alt for meget rundt i de nye planter, men de har fundet en vej ud af deres indhegning og nyder det frie liv i så fulde drag, at jeg ikke rigtig nænner at lukke dem inde igen.


Og så til projektet med græskanterne - der også har udviklet sig til at omfatte nogle fliser. På forsiden af bedet er græsset stort set klar (mangler kun at få de sidste græstørv på plads helt nede ved drivhuset), men halvdel af græsstykket ud mod engen, der skal danne barriere for indtrængende skvalderkål mangler stadig. Først skal jorden dog graves igennem for skvalderkål- og kvikgræsrødder, inden jeg kan komme til at så græs.


På det sidste stykke op mod drivhuset har jeg besluttet mig for at lægge to rækker fliser, så der bliver plads til at stille en bænk og måske nogle krukker. Fliserne har jeg, men der mangler at blive gravet lidt jord af, rettet ud og lagt ukrudtsdug. Mellem fliserne og bedet kommer der også en stribe græs.

Grunden til at jeg vælger at lægge fliser er, at jeg så ikke behøver at flytte rundt på møbler og krukker, hvergang jeg skal slå græs. Så denne del af haven skulle gerne blive rigtig nem at holde :-)

Sådan her så der i øvrigt ud tidligere på sommeren, og det var endda efter at det meste af jordbunken, der havde ligget her, var fjernet.


Og her fra en lidt anden vinkel

Jeg må sige at jeg foreløbig er rigtig godt tilfreds med forandringen - nu glæder jeg mig bare til at få alle kanterne helt færdig og se bedet vokse til :-)

onsdag den 23. august 2017

Flere cyklamen

Som man kan se, er det ikke kun de hvide cyklamen, der blomstrer nu, men også alle de andre i lyserød, pink og bordeaux. Jeg krydser fingrer for, at jeg også får dem at se igen til foråret :-)




Ha' en rigtig dejlig dag!

mandag den 21. august 2017

Blomstrende cyklamen

Jeg plantede en del cyklamen/alpevioler i haven forrige forår, som jeg havde bragt med mig hjem sammen med en del påskeklokker fra det skønne lille gartneri "Spiren".

De blomstrede alle sammen, da de blev plantet, så jeg gik ud fra, at de udelukkende var en forårsfornøjelse, men lige nu er der alligevel en del af de små cyklamen, der har besluttet sig for at blomstre.

De er ret fine, og jeg glæder mig over dem, men jeg håber ikke, det betyder, at jeg så slet ikke får fornøjelsen af dem til foråret - men det vil jo vise sig.

torsdag den 17. august 2017

Græsser i præriebedet



Flere af græsserne i mit præriebed er begyndt at vise aks nu, og det giver så fin en stemning, når de blander sig med blomsterne som bl.a. indianermynten "Black Adder" her.

Til venstre i billedet med de smalle aks er det her  pibegræs "Heidebraut" og den mere pjuskede til højre er staudehirse "Heavy Metal"

 På billedet til venstre er det blåtop "Poul Petersen" og til højre er det igen pibegræs "Heidebraut"

I bedet har jeg også denne mørke Sankt Hansurt 


 Verbena "Lollipop".

 Blåtop "Poul Petersen" i midten.

Der er også en del purpursolhatte i bedet, men mange af dem er selvsåede fra i år, som jeg har fået forærende, så dem får jeg først rigtig fornøjelse af til næste år, når de også er klar til at blomstre. Jeg glæder mig allerede helt vildt til at se bedet til den tid, når alle planterne er vokset lidt mere til :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...