tirsdag den 27. december 2016

2016 er snart forbi

Så lakker 2016 mod enden. Jeg må indrømme, at det ikke har været det bedste år for mig, men der har heldigvis også været lyspunkter og forhåbentlig vil 2017 bringe mange flere af dem.

På den negative side har året budt på en økonomi, der er presset til det alleryderste, stress i fuldt udbrud med hjertebanken og hukommelsesproblemer, og det hele kulminerede i sommers med en midlertidig ansigtslammelse og et knus hjerte. Men selvom jeg godt kunne have lyst til bare at give op og kaste håndklædet i ringen, så aktiveres overlevelsesinstinktet alligevel i den slags situationer, og med kræfter jeg ikke anede, jeg havde, lykkedes det alligevel af få skubbet gang i firmaet.

Haven har der heller ikke været meget overskud til. Når jeg engang imellem er kommet derud, har jeg kunnet mærke, at det gjorde mig godt, men det er bare alt for sjældent, det er sket. I foråret var jeg for stresset, i sommers var jeg for ked af det, og hele efteråret har jeg arbejdet som en sindsyg for at skaffe og levere opgaver i mit lille fotograf-firma i forsøget på at holde skindet på næsen.

Men på den positive side, så er det et godt stykke hen ad vejen lykkedes mig at få gang i firmaet. Jeg har solgt mig selv for billigt i starten for at få opgaver, så indtjeningen har ikke været imponerende, men i takt med at der kommer flere og flere tilfredse kunder, som kan anbefale mig til andre, og jeg få vist, hvad jeg kan, så regner jeg også med at kunne skrue priserne op til et mere rimeligt niveau, hvor det kan lade sig gøre at leve af det. Heldigvis er mine faste udgifter ret beskedne, efter jeg er flyttet på landet, så indtjeningen behøver ikke at være prangende, for at det kan begynde at løbe rundt, og jeg forventer, det kommer til at ske i 2017.

I efteråret fik jeg den idé at søge ind på fotografuddannelsen - og jeg kom sørme ind. Jeg fik endda merit for hele grunduddannelsen, fordi jeg allerede har så meget erfaring. Nu bliver det springende punkt, om jeg kan finde en praktikplads, så jeg kan gøre uddannelsen færdig. Hvis det ikke lykkes, så fortsætter jeg bare som selvlært fotograf, men det kunne være fedt at få mulighed for at lære endnu mere og samtidig få papir på det, jeg kan.

Så foreløbig tegner 2017 til at blive en noget mere positiv oplevelse end 2016. Selv det knuste hjerte begynder at hele, og humøret er ved at være vendt tilbage igen.

På have-fronten, bliver det nok begrænset, hvor store revolutioner, der kommer til at ske her på matriklen, da kameraet formentlig fortsat kommer til at lægge beslag på størstedelen af mine vågne timer. Men små spadestik i den rigtige retning håber jeg, der bliver tid og overskud til - ikke mindst fordi jeg ved, hvor godt det gør mig at komme ud og få fingrene i jorden fra tid til anden. Og alle planerne og drømmene ligger jo stadig og kalder på at blive virkeliggjort.

Til gengæld vil jeg i 2017 fortsat skrive om haven i VoresVilla (hvor jeg i øvrigt også bliver fotograf på endnu en artikel-serie). Jeg vil også komme til at lave både kurser og foredrag i have- og blomsterfotografering, hvilket jeg nok skal fortælle mere om her på bloggen, når de nærmer sig. Tilbagemeldingerne på de kurser, jeg har holdt i år, har været overvældende positive, og det er dejligt at kunne kombinere have og kamera, så det glæder jeg mig meget til at gentage til næste år.

Jeg tør ikke love, at der bliver meget mere aktivitet her på bloggen i 2017, men nu får vi se. Fremtiden er en uforudsigelig størrelse, men lige nu tegner den lysere, end den har gjort længe.

Jeg vil ønske jer alle et rigtig godt nytår! Jeg håber at 2017 vil bringe jer masser af håb og smil og mod til at gå de veje, der er de rigtige for jer - og overskud til at overkomme de bump, der jo har det med at dukke op hen ad vejen.

De varmeste tanker og knus fra mig
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...