onsdag den 19. juli 2017

Indianermynter

Jeg har to forskellige indianermynte, der er ved at rykke ind på min nye prærie. Den ene er denne 'Black Adder'


Den anden er denne 'Blue Fortune'. Når man ser dem hver for sig, er forskellen ikke overvældende, men 'Black Adder' er en del mørkere i bunden af blomsten, hvorimod 'Blue Fortune' fremstår lidt mere ensfarvet og virker derfor også lidt mere diskret.


På de sidste to billeder her kan man se dem ved siden af hinanden ('Black Adder' til højre). 



 Hvilken jeg bedst kan lide, ved jeg egentlig ikke, men heldigvis behøver jeg ikke at vælge :-)

tirsdag den 18. juli 2017

B&B med fantastisk hjemmebygget orangeri

Mellem Korsør og Skælskør ligger Vestergaard Bed & Breakfast i et charmerende bindingsværkshus med helt nyt stråtag.

Jeg var forbi og tage billeder til deres hjemmeside, og jeg må indrømme, at jeg forelskede mig fuldstændig i deres fantastiske hjemmebyggede orangeri.





Hvis du mangler et sted at overnatte på de kanter, så kan jeg kun anbefale det på det varmeste. Omgivelserne er gennemført romantiske og hyggelige, morgenmaden er utrolig lækker, og værterne er helt fantastisk søde.



Du kan læse meget mere om B&B Vestergaard og se flere billeder på deres hjemmeside her.

mandag den 17. juli 2017

Præriebedet trækker ud

Jeg havde regnet med, at jeg for længst var blevet færdig med mit nye præriebed, men processen er ikke gledet helt så hurtigt, som jeg i min optimisme havde forestillet mig. Noget er der dog sket.



I sidste uge var min gode ven Claus forbi og fik gravet de tre træer op, der skulle fjernes.

Som man måske kan se, når man sammenligner med de to mindre før-billeder her, så har det virkelig åbnet op ud til engen og lukket den meget mere ind i haven, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu har fået mere udsyn.

Jordbunken er også helt væk nu, og jeg er igang med at genbruge græstørven, der skal fjernes fra bedet, til at få reetableret plænen, der hvor bunken og bedet langs drivhuset har været.

Jeg er dog langt fra færdig med at få nedlagt bedet ved drivhuset, da der er en del planter, der skal graves op og løbende plantes andre steder i haven, og sådan har den slags projekter det jo med at gribe om sig.

Jeg håber dog på, at jeg kan nå så langt, at jeg kan få de ventende prærieplanter i jorden i løbet af ganske få dage.


Jeg tror, det bliver SÅ godt :-)

lørdag den 15. juli 2017

Nyt astilbebed

Selvom det er udvidelsen af præriebedet, der er mest fokus på, så er der også kommet et andet nyt bed i min have. Jeg havde nemlig et par astilbe-fotomodeller, der havde brug for en blivende plads, og de har fået deres eget lille bed i overgangen mellem baghaven og lysningen.


Der er tre forskellige astilber, som man kan se her 

 Denne heder 'Look at me'

Her er det 'Spotlight' 

 Den sidste er 'Vision in red'

Og her er det så katten Tinka, der har det med at snige sig med på billederne, så nu tænkte jeg, at hun kunne få sit eget :-)

Ha' en rigtig dejlig weekend!

tirsdag den 11. juli 2017

Nye plantebørn i præriebedet

Når der indimellem er tid til at komme i haven, er min opmærksomhed i disse dage rettet mod det præriebed, jeg er igang med at etablere i det smalle stykke have mellem huset og engen. Som jeg fortalte i sidste indlæg, skal det udvides en del i længden, og der skal etableres en græsbarriere ud mod engen.



Græsset på det første stykke er sået og er nu ved at komme frem, som man kan ane i baggrunden. Det er også bare med at få det igang i en fart, for som man kan se står skvalderkålen på spring bag hegnet klar til at genindtage det tabte land.


I bedet har jeg bl.a. denne mørke Sankt Hansurt. Jeg synes den var ret fin, så for et par måneder siden klippede jeg alle topskuddene af den og satte dem i kanten af en potte med jord.

Efter en måneds tid havde de dannet fine små rødder og er nu blevet plantet ud ved siden af moderplanten. De står for tæt nu, så de skal fordeles lidt bedre, når jeg har fået hele bedet klar og bedre kan overskue, hvor de ellers vil passe godt ind.

Jeg har også taget stiklinger af denne høstfloks, som også snart er klar til at komme fra potten og ud i bedet. Floksen er den yndige 'Charlotte Blanchett', som får blomster i en sart lyserød farve.


 Denne kertepileurt 'Pink Elephant' er også ny i bedet.

Det samme gælder alle de små purpursolhatte, som jeg fik forærende af Fru Hansen, der lagde have til det fotokursus, jeg holdt i sidste måned. Det er kun nogle få af dem, der er store nok til at blomstre i år, men til næste år, bliver det bare så fint :-)


Der kommer nok snart flere billeder fra bedet, for jeg er i fuld gang med at plante en masse nye planter i takt med at jeg får udvidet bedet - bl.a. en masse forskellige græsser. Jeg tror det bliver så fint, når det bliver færdigt :-)

Ha' en rigtig dejlig dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...