Viser opslag med etiketten Præriebed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Præriebed. Vis alle opslag

søndag den 3. september 2017

Morgenstemning

Der kan være noget helt magisk over morgner, og da jeg gik ud for at sætte mig på verandatrappen med min kaffe med udsigt til præriebedet, så kunne jeg ikke modstå fristelsen til at gå ind og hente kameraet.




Duggen hang tungt i græsserne - bl.a. denne lampepudsergræs "Fairy Tail".  Også den mørke Sankt Hansurt stod pyntet med dugdråber.






Her er det Koreansk havesandrør (Calamagrostis brachytricha), der lige nu har selskab af en rosa kattehale.

Det er dog planen, at kattehalen skal flyttes ned til bækken, men jeg nænner ikke at flytte den lige nu, hvor den er i fuld blomst - og jeg har i øvrigt heller ikke fået forberedt dens nye plads. Men jeg håber jeg får nået det i løbet af efteråret.

De fine edderkoppespind med morgendug bidrager også på deres måde til stemningen. Selvom jeg dybest set har et ret anstrengt forhold til edderkopper, så kan jeg jo godt se, det betagende i deres spind, når jeg står på sikker afstand :-)

onsdag den 30. august 2017

Præriebed med ufærdige kanter

Jeg har ikke fået vist billeder af det færdige præriebed endnu. Jeg ville lige have græskanterne helt på plads først, men da mit fokus har været andre steder, har jeg stadig et hængeparti der. Så nu viser jeg det altså frem alligevel.


Der er en del små nye planter, som ikke fylder så meget endnu (bl.a. lavede jeg i foråret stiklinger af både floks og Sankt Hansurt, og jeg har fået en del selvsåede purpursolhatte, som jeg har plantet ud i bedet), så til næste år, vil det være noget mere fyldigt at se på.

Jeg forsøger at holde hønsene ud af bedet, så de ikke får jokket alt for meget rundt i de nye planter, men de har fundet en vej ud af deres indhegning og nyder det frie liv i så fulde drag, at jeg ikke rigtig nænner at lukke dem inde igen.


Og så til projektet med græskanterne - der også har udviklet sig til at omfatte nogle fliser. På forsiden af bedet er græsset stort set klar (mangler kun at få de sidste græstørv på plads helt nede ved drivhuset), men halvdel af græsstykket ud mod engen, der skal danne barriere for indtrængende skvalderkål mangler stadig. Først skal jorden dog graves igennem for skvalderkål- og kvikgræsrødder, inden jeg kan komme til at så græs.


På det sidste stykke op mod drivhuset har jeg besluttet mig for at lægge to rækker fliser, så der bliver plads til at stille en bænk og måske nogle krukker. Fliserne har jeg, men der mangler at blive gravet lidt jord af, rettet ud og lagt ukrudtsdug. Mellem fliserne og bedet kommer der også en stribe græs.

Grunden til at jeg vælger at lægge fliser er, at jeg så ikke behøver at flytte rundt på møbler og krukker, hvergang jeg skal slå græs. Så denne del af haven skulle gerne blive rigtig nem at holde :-)

Sådan her så der i øvrigt ud tidligere på sommeren, og det var endda efter at det meste af jordbunken, der havde ligget her, var fjernet.


Og her fra en lidt anden vinkel

Jeg må sige at jeg foreløbig er rigtig godt tilfreds med forandringen - nu glæder jeg mig bare til at få alle kanterne helt færdig og se bedet vokse til :-)

mandag den 17. juli 2017

Præriebedet trækker ud

Jeg havde regnet med, at jeg for længst var blevet færdig med mit nye præriebed, men processen er ikke gledet helt så hurtigt, som jeg i min optimisme havde forestillet mig. Noget er der dog sket.



I sidste uge var min gode ven Claus forbi og fik gravet de tre træer op, der skulle fjernes.

Som man måske kan se, når man sammenligner med de to mindre før-billeder her, så har det virkelig åbnet op ud til engen og lukket den meget mere ind i haven, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu har fået mere udsyn.

Jordbunken er også helt væk nu, og jeg er igang med at genbruge græstørven, der skal fjernes fra bedet, til at få reetableret plænen, der hvor bunken og bedet langs drivhuset har været.

Jeg er dog langt fra færdig med at få nedlagt bedet ved drivhuset, da der er en del planter, der skal graves op og løbende plantes andre steder i haven, og sådan har den slags projekter det jo med at gribe om sig.

Jeg håber dog på, at jeg kan nå så langt, at jeg kan få de ventende prærieplanter i jorden i løbet af ganske få dage.


Jeg tror, det bliver SÅ godt :-)

tirsdag den 11. juli 2017

Nye plantebørn i præriebedet

Når der indimellem er tid til at komme i haven, er min opmærksomhed i disse dage rettet mod det præriebed, jeg er igang med at etablere i det smalle stykke have mellem huset og engen. Som jeg fortalte i sidste indlæg, skal det udvides en del i længden, og der skal etableres en græsbarriere ud mod engen.



Græsset på det første stykke er sået og er nu ved at komme frem, som man kan ane i baggrunden. Det er også bare med at få det igang i en fart, for som man kan se står skvalderkålen på spring bag hegnet klar til at genindtage det tabte land.


I bedet har jeg bl.a. denne mørke Sankt Hansurt. Jeg synes den var ret fin, så for et par måneder siden klippede jeg alle topskuddene af den og satte dem i kanten af en potte med jord.

Efter en måneds tid havde de dannet fine små rødder og er nu blevet plantet ud ved siden af moderplanten. De står for tæt nu, så de skal fordeles lidt bedre, når jeg har fået hele bedet klar og bedre kan overskue, hvor de ellers vil passe godt ind.

Jeg har også taget stiklinger af denne høstfloks, som også snart er klar til at komme fra potten og ud i bedet. Floksen er den yndige 'Charlotte Blanchett', som får blomster i en sart lyserød farve.


 Denne kertepileurt 'Pink Elephant' er også ny i bedet.

Det samme gælder alle de små purpursolhatte, som jeg fik forærende af Fru Hansen, der lagde have til det fotokursus, jeg holdt i sidste måned. Det er kun nogle få af dem, der er store nok til at blomstre i år, men til næste år, bliver det bare så fint :-)


Der kommer nok snart flere billeder fra bedet, for jeg er i fuld gang med at plante en masse nye planter i takt med at jeg får udvidet bedet - bl.a. en masse forskellige græsser. Jeg tror det bliver så fint, når det bliver færdigt :-)

Ha' en rigtig dejlig dag!

onsdag den 28. juni 2017

Græsbarriere, bunkeflytning og kommende prærieudvidelse


Tidligere har jeg primært koncentreret mig om baghaven og køkkenhaven, da der har været (og fortsat vil komme) en del gravearbejde rundt om huset. Jeg havde dog lagt an til et præriebed lige syd for huset, men jeg havde været så dum at plante helt ud til hegnet, hvor skvalderkål, kvikgræs og brændenælder konstant sneg sig om på den forkerte side af hegnet og begyndte at mænge sig med mine prærieplanter. Derfor gik jeg sidste år igang med at flytte planterne længere væk fra hegnet, så jeg kunne etablere en græsbarriere mellem bedet og hegnet. Græsslåmaskinen er jo et fortræffeligt våben til at holde ukrudtet ude.

Jeg manglede dog at få flyttet de sidste planter og ikke mindst at få sået noget græs. Nu er jeg stort set blevet færdig med flytningerne, så jeg tænkte, at jeg ville kaste nogle græsfrø senere i dag og udnytte de kommende regnvejrsdage til at få gang i væksten.

Planen er at bedet på længere sigt skal udvides med mindst en halv meter ind mod huset, og ellers fortsætte helt ned til drivhuset. Der lå en stor bunke jord, men min gode ven Claus var forbi i går og fik fjernet det meste af den.

Der står også et par småtræer i vejen. Pilen er så skæv, at den må lade livet, og den lille japanske kirsebær er så uformelig, at den nok også ryger samme vej. Der står dog også en troldhassel, som egentlig er meget fin, så den vil jeg se, om jeg kan få flyttet til efteråret. 

Jeg tror det bliver ret fint med det lange sammenhængende præriebed, når jeg engang kommer så langt, og jeg forestiller mig, at det vil give en god ro og overgang til engen på den anden side af hegnet.

Den store jordbunke har også betydet, at jeg ikke rigtig har kunnet komme til bedet langs drivhuset, så det er desværre helt overgroet af ukrudt. Jeg må se, om jeg kan få luget lidt ud i det i løbet af sommeren, og til efteråret vil jeg redde de planter, der står til at redde og erstatte bedet med en græsstribe, der samtidig bliver afslutning på det udvidede præriebed, når den tid kommer.

Claus fik i øvrigt også slået græsset i hele haven i går. Lysningen begynder jo næsten at ligne en park efterhånden, hvis man måske lige ser bort fra, at den er kantet af to meter høje brændenælder. Ja, der er jo nok at tage fat på :-)

Ha' en rigtig dejlig dag!

mandag den 12. september 2016

Præriebedet i VoresVilla

Der er kommet endnu en artikel om min have i VoresVilla. Du kan læse mere om det her på min fotograf-hjemmeside, hvor der også ligger mange flere billeder fra det smukke præriebed ved Birkegårdens Haver.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...