mandag den 23. juli 2012

Mine skønne stokroser



På min gårdsplads i hækken lige ved min morgenkaffe-plads, er to af stokroserne sprunget ud i den flotteste mørklilla nuance. Dem såede jeg det første forår, jeg boede i huset. Det var en frøblanding med alle mulige farver, så hver gang en ny er sprunget ud, er det jo helt vildt spændende, hvad farve den bliver. De her to blomstrede så vidt jeg husker slet ikke sidste år. Men nogle af de andre, jeg havde sået her på gårdspladsen gjorde. Jeg kan huske, at der bl.a. var en laksefarvet, men den har jeg ikke set noget til endnu. Der er dog stadig nogen, der ikke er sprunget ud, så måske er den imellem - eller måske er det nogle helt andre farver :-)


Op af skuret står de to første her (mørk pink-lilla og vinrød), som også blomstrede sidste år, og den sidste (pink) står lige ved hushjørnet, når man går forbi højbedene, så de kan også allesammen nydes fra gårdspladsen :-)

På den anden side af huset, er den lyserøde sprunget ud, og som jeg fortalte for et par dage siden, så matcher den perfekt i mit rosa/hvide bed.


Foran den står min hestemynte



Og ved siden af den kravler New Dawn blomstrende rundt

Som jeg også fortalte om, så var en af stokroserne i den anden ende af bedet sprunget ud i en meget hidsig rød-pink farve, der ikke er helt ideel lige i det bed. Nu er sidemanden i mellemtiden også sprunget ud, og selvom den ikke er helt så babylyserød som den, i den anden ende, så passer den dog noget bedre til farverne i bedet end sin hidsige makker. Så det ender nok med at den får lov til at blive, mens makkeren ryger ud. (Jeg nænner bare ikke at gøre det nu, hvor den står og blomstrer så fint).
  
Ellers har jeg faktisk været rundt og flytte de andre fejlfarver, der havde sneget sig ind i bedet - en fuldstændig vanvittig idé her i sommervarmen, jeg ved det godt, så nu har jeg frygtelig travl med vankanden. Tålmodighed er en dyd - men jeg er vist ikke altid lige dydig. Jeg håber, de klarer den alligevel.

Håber I andre også har haft mulighed for at nyde det helt fantastiske vejr!

2 kommentarer:

  1. Stokroserne er bare i de skønneste farver og sikke de trives! Jeg har ikke haft særlig held med dem, jeg tror min jord er for leret men så er det jo dejligt at kunne nyde andres ;-)
    Rigtig god sommervarm aften,
    Rose

    SvarSlet
  2. Godaften Signe.Hold da op for nogle dejlige stokroser.Venter med spænding
    på at mine to får blomst.Skønne farver dine har.
    Min den ene skulle gerne blive meget mørk.
    Knus Jette

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...