onsdag den 3. august 2011

Våde drømme

Jeg sidder her og drømmer om et bassin i haven. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det nye er, at drømmen nu har bevæget sig fra baghaven til forhaven.

Jeg er gået igang med at kante alle bedene i forhaven - i forlængelse af det, jeg har lavet rundt om æbletræet og busken. Det er egentlig ikke fordi, jeg er specielt vild med kanterne af de lidt kedelige herregårdssten, men det er utrolig praktisk, når der skal slås græs - i modsætning til f.eks. marksten, som er væsentlig mere min stil.

Nå, men når man skal igang med sådan et arbejde, så er det jo meget smart lige at overveje, hvilken facon bedene egentlig skal have. Foreløbig er de bare anlagt rundt langs hækken, men så er der jo også de to små frugttræer i hvert hjørne. Skulle de inddrages i bedet, eller måske have hvert sit lille runde bed. Mange og svære overvejelser, kan I jo nok forstå.


For at kunne vurdere det bedre, hentede jeg en masse herregårdssten og lagde på græsset, så jeg bedre kunne se det for mig.


Og jeg tror nu, at jeg er blevet enig med mig selv om, at lave en bule i bedet i hvert hjørne til frugttræerne.


Og så var det, de våde drømme startede, for kunne det ikke bare være fantastisk, med et stort bassin her forrest i haven? (I må lige bruge fantasien til at gøre det lidt lækkert og romantisk - mine computer-tegne-evner er ikke så veludviklede. Og måske lige placere en sød bænk i hakket til venstre for bassinet, og måske et lille bord og et par stole foran).


Billederne er taget ud af min terrassedør i spisestuen, som gerne skulle føre ud til en overdækket veranda på et tidspunkt - et andet af mine projekter, som nok står højere på listen. Sådan lidt Villa Villa Kulla-verandastemning i hjørnet - evt. skal den fortsætte et par meter ud over hjørnet mod højre, så der bliver bedre plads under halvtaget, hvis jeg kan få byggetilladelse til det. Jeg havde håbet, at jeg fik bygget den i år, men jeg tror desværre ikke, der bliver råd. Næste år måske.

Jeg har selvfølgelig heller ikke råd til at realisere bassin-drømmene lige med det første, så beslutningen behøver ikke at blive truffet foreløbig, men jeg synes, det kunne være sjovt at høre, hvad I andre tænker - både om bedene og bassinet. Måske skulle det være rundt, eller en mere naturligt udformet dam, eller have en sort trækant, som matcher huset. Det koster jo heldigvis ikke noget at drømme :-)


Måske skal der slet ikke være noget, eller noget helt tredje, som jeg endnu ikke har fundet på - men jeg er nu lidt lun på ideen om vand. Da det er lidt bøvlet, at komme af med jord, er et hævet bassin, nok også den løsning, der er lettest af realisere - uanset, om det så bliver i forhaven eller baghaven.


Jeg drømmer i øvrigt også om at udskifte thujahækken i forhaven med et lille hvidt stakit med roser op af hele vejen, men det har vist endnu længere udsigter - og kan nå at drømes om mange gange endnu.

Så mener jeg i øvrigt at huske, at der var nogen, der havde tegninger af, hvordan bassinet i Hune var konstrueret. Dem er jeg meget interesseret i, hvis nogen har dem liggende :-)

Ha' en drømmende dejlig aften!

16 kommentarer:

  1. Hej Signe. Sikke spændende tanker om et bassin. Vand er altid godt for mennesket og dyrene i haven.
    Vi har ikke et bassin men forskellige fuglebade på terrassen og i haven. På vejen hvor jeg bor har nogle lige fået anlagt en terrasse med bassin foran. Det ser ret godt ud. God fornøjelse med at drømme videre.

    SvarSlet
  2. Hej Signe,
    Jeg har anvisningen på bassinerne i Hune, og sender den gerne til dig.
    Har du i øvrigt overvejet et regnbed?

    SvarSlet
  3. Send mig lige din e-mailadresse på lenemonte@live.dk, så mailer jeg tegningerne.

    SvarSlet
  4. @Anne
    Ja, vand er en skøn ting. Jeg savner det i haven, så der er ingen tvivl om, at der nok skal komme et bassin af den ene eller anden slags :-)

    @Lene:
    Skønt. 1000 tak. Der er nu fluks sendt en mail afsted til dig.

    SvarSlet
  5. Jeg kan godt forstå du gerne vil have vand i haven.

    De kanter du har lavet indtil nu har begge cirkelslag. Dem du ar lagt oven på græsset i hjørnerne buer også, men jeg tror det vil give mere ro, hvis de fik samme cirkelfacon, som det andet du har lavet.
    Kan se du har lavet kanten symetrisk bag i haven, er det din plan, at beplantningen også skal være symetrisk?

    Ang. et firkantet bassin, synes jeg måske umiddelbart, at det virker lidt hårdt til den romantiske stil, jeg fornemmer du ligger op til. Det er dog et fint sted at placere et bassin, hvor du kan se den fra stue/terrasse :-)

    Ingen regler uden undtagelser, men vil man skabe ro og harmoni i sin have, er det vigtigt at være bevidst om, ikke at blande for mange forskellige linier sammen i hvert enkelt haverum.

    Held og lykke med dit projekt :-)

    SvarSlet
  6. Hej Signe
    Dejlige ønskedrømme. Jeg har et lille bassin i haven, men er ikke blevet helt dus med det endnu. Der kommer mange alger i :-) Men her mens der har været åkander i, har det været rigtig skønt.
    Kan du ikke som en begyndelse starte med et stort trækar og plante en åkande deri?
    Det er en god idé at lave en bule i bedet til frugttræet, det ser fint ud.
    Det er i øvrigt et smukt lille hus, bor du fast i det året rundt?

    SvarSlet
  7. Hej Signe og Lene

    God ide med vand i haven. Det har også været et af mine ønsker, men specielt nu, hvor jeg kan se at haven ellers er ved at vokse lidt til, synes jeg at det kunne være flot. Og jeg bifalder også din veranda ide. Det er jo et regnfyldt land vi bor i. Og så ville det også klæde huset - tror jeg.

    Lene må jeg også bede om tegningerne? Jeg har snakket om de bassiner fra Hune i 6 år. Går dog i stå da jeg ikke kan hitte ud af hvordan de er lavet. Lene, du har vist min mail?

    kh
    Eva
    Evigglade.blogspot.com

    SvarSlet
  8. @Vivik
    Tak for dine tode tanker. Du rammer lige præcis ned i mine egne overvejelser. Jeg har også tænkt på, om græsplænen i forhaven evt. skulle formes som en cirkel, eller en halvcirkel ud mod hækken. På den anden side kan jeg også meget godt lide det symetriske - havde ikke lige overvejet, om det skulle gå igen i beplantningen, men det vil nok være det mest harmoniske. Jeg skal vist have givet det et par tanker til, og prøvet at lægge stenen på andre måder, før jeg træffer beslutningen og går igang med at kante bedene.

    @Høneballehaven:
    Selvfølgelig kan jeg da ikke nøjes - jeg vil ha' et kæmpe stor bassin og masser af nøkkeroser ;-)
    Og tak. Jeg synes også det er et fantastisk lille hus jeg har. For et par år siden blevet det godkendt til helårsbeboelse, så jeg bor her og nyder det året rundt.

    @Eva:
    Tak. Jeg tror også, at det bliver rigtig fint med verandaen - og meget praktisk :-)
    Jeg er da spændt på at høre mere om, hvad det er for noget vand, du går og drømmer om :-)

    SvarSlet
  9. God ide... så tænk du bare videre ;0)

    SvarSlet
  10. Altid en god ting at gøre sig en masse tanker, så det er det, der er det helt rigtige for en selv, man går i gang med. Surt at skulle til at ændre igen, når arbejdet først er lavet en gang.

    Jeg laver altid en masse skitser, når jeg får nogle tanker om et eller andet. Papir er jo så nem at ændre på, men også en god ide som du gør, at kunne gå og flytte lidt rundt på stenene, inden de bliver endelig sat på plads.

    En solopvarmet vandslage er nem at forme, og kan også være rigtig god at bruge til at fornemme formerne med :-)

    SvarSlet
  11. Sikke en masse herlige drømme og planer du har :-) Det er bare det bedste ved at have en have. Når man pludselig får de der lyse idéer om noget nyt.
    Jeg synes at buerne rundt om træerne er perfekte. Unge træer bryder sig heller ikke om at have græs om stammen, så de vil de blive glade for :-)
    Og verandaen vil bare se så sød ud til dit lille hus. Og det er skønt at kunne sidde under tag, både når det regner, eller bare når duggen falder.
    Dit vand... ja, spørger du mig, så skal du selvfølgelig anlægge en havedam :-D Det kan jeg jo kun anbefale, for jeg elsker min.
    Den skal være dyb nok til guldfisk, for ellers får du mange myg ;-)
    Og en romantisk cottage-garden skal da have en dam :-)
    Jeg har tænkt mig at lave en indlæg på et tidspunkt om min havedam og de erfaringer, jeg har gjort mig. Men det bliver nok først når der ikke hele tiden er blomster som springer ud :-)
    Jeg bruger også haveslange-metoden når jeg laver nyt. Jeg har faktisk en gammel en kun til det formål... det er rigtig smart, som Vivik siger.
    Fortsat gode drømmerier :-)

    SvarSlet
  12. Nej det er ikke rart at nøjes, men kan da være bedre end ingenting :-)
    Det lyder rart, at du kan bo i huset helårs, det ser rigtig hyggeligt og rart ud.

    SvarSlet
  13. Jeg er enig med Vivik om at holde de samme fasoner for at det ikke skal komme til at se for tilfældigt ud. Jeg ville også lave bassinformen mere organisk, måske som et 8 tal, der ligger på langs, så bliver der god plads hele vejen rundt.

    Jeg vil også rigtig gerne have et bassin men vi har bare så mange små børn på vejen, så det må vente nogle år.

    Det bliver spændende at se hvad du kommer frem til.

    Mange hilsner Mette

    SvarSlet
  14. Drömma är det bästa som finns och vattenblänk i trädgården ger fantastisk känsla! So just go for it, girl:)
    Sommarkram!

    SvarSlet
  15. Kære Signe, hvor er det skønt med sådan et "tjatte-indlæg" og hvor er det dejligt at læse om dine drømme - og fornemme at det ikke kun er mig der har 50 fremtidsplaner for haven på samme tid:)
    Jeg har det som dig er mere til marksten eller buxbomhække som kant til bedene - jeg har selv græskanter, men jeg elsker også at gå med spaden og hakke og det er nemmere når der ikke ligger sten.
    Mit næste projekt skal være et rundt spejlbassin da jeg ikke orker at passe et med fisk og planter og jeg har netop besøgt Heides planteskole og talt med Ole Heide som villigt fortalte hvordan hans var lavet. Nu skal dit jo ikke være et spejlbassin men hvis du vil høre hvordan kan du bare sige til for det er rimelig enkelt.
    Men det jeg egentlig vil frem til er det med formen, hvor han havde nogle gode betragtninger i forhold til det at lave et firkantet bassin - eller et næsten firkantet med buede hjørner som hans er. Faktisk var han ikke så vild med min ide om at bassinet skal være rundt, men han kunne godt se at det ikke kan være anderledes som min have er udformet. Det er væsentlig nemmere at lave flot beplantning/kunst (hvis du forstår) omkring et firkantet bed og det kan i mine øjne sagtens blive hyggeligt og cottageagtigt det synes jeg der er mange beviser på, ikke mindst i engelske haver. Jeg nævner det fordi jeg selv har organisk formede bede m.m. i min have og løbet er ligesom kørt for mig i forhold til det med at lave "lange" symmetriske kik i min have - det kan man jo sagtens selvom det er en lille have og det er meget det jeg har i tankerne i min have nu hvor den beplantningsmæssigt ligger fast.
    Du har da evner ud i det computervisualiserede - og der er da rigtig noget at hygge sig med i de lange vinteraftner:) En veranda vil være rigtis skøn på dit hus, jeg ville ønske at jeg kunne hæfte sådan en på mit. Forsat god planlængning og god sommerdag i haven

    SvarSlet
  16. Hvor er det herligt med alle de idéer som kommer her :-)
    Bare lige et hurtigt tip, for jeg er på vej ud ad døren. Hvis du 'keder' dig, så prøv at google 'Raised pond' eller 'above ground pond' :-)
    Hej så længe.

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...