søndag den 31. juli 2011

En stolt kavaler og mere bed

Sidste år såede jeg tre forskellige stolte kavalerer, to helt fyldte i hvid og rosa, og så denne halvfydte yndige sag 'Sweet Sixteen':


Lige da jeg fik haven, havde jeg nok en tendes til at gå efter de meget fyldt blomster bl.a. når det gjaldt roser, pæoner, dahliaer, mm. - og altså også de stolte kavalerer. Jo mere blomst, jo bedre. De er da også skønne mange af de fyldte, men jeg opdagede nu hurtigt, at de mere enkle nogen gange rummede en mindst lige så stor charme. I hvert fald, var det denne af de stolte kavalerer, jeg blev mest glad for, da de sprang ud, og den eneste jeg valgte at tage frø af. (Jeg tror så i øvrigt, at de har selvsået sig rund omkring, så der kommer sikkert også et par af de fyldte i år - og de skal selvfølgelig være velkomne)

Blomsternes farve går fra det sart lyserøde, næsten hvide, til enkelte mørk pink på samme plante, men de fleste i forskellige grader af lyserød med lidt mørkere kanter. Der er ikke så mange af blomsterne, der er sprunget ud endnu, men jeg skal nok lægge flere billeder på, når de står i fuldt flor. De er så fine :-)

Denne 'Sweet Sixteen' vil jeg selvfølgelig fortsætte med at tage frø af, men næste år tror jeg også, jeg vil have en af det helt enkle.

 

F.eks. denne 'Gloria', som Claus Dalby har vist frem, på bl.a. dette skønne billede, som jeg har lånt fra hans blog. De er da ikke rigtig til at stå for :-)

Så vil jeg selvfølgelig også lige vise, hvad jeg har fået dagen til at gå med.


I går fik jeg jo bl.a. lavet det runde bed omkring det gamle æbletræ, og i dag er jeg så gået igang med at lave bed langs hækken bag æbletræet og videre rundt om busken (tatarisk gedeblad). Der har været en tendens til at busken og træet næsten groede sammen, men nu er der kommet en lille græssti. Busken beskar jeg en del sidste år, og skal have givet den en ordentlig tur til i år, så det ikke vokser til igen. 

 

Jeg har tænkt på at plante hosta og bregner omkring busken, hvor der ikke kommer så meget lys, og så har jeg en masse digitalisbørn der er ved at være klar til at flytte ud, og passende kunne begynde en ny tilværelse her. Nu får vi se, hvad det ender med :-)

Jeg håber, I også har nydt weekenden!

lørdag den 30. juli 2011

Et gult hjørne og et rundt bed

Måske skal man kende mig godt for at vide, hvad det er, der virkelig skiller sig ud, på dette billede:


Jeg kan afsløre, at det ikke er småplanterne, der roder på bordet, for det er helt normalt her. Det er heller ikke trillebøren eller riven, for de stå ofte tilfældigt rundt omkring. Man kunne måske fristes til at tro, at det var det forholdsvis nyklippede græs, og det ville være et godt bud, men her på det sidste har jeg faktisk formået at holde det nede med håndskubberen alene (pudser lige glorien). Nej det helt vilde er, at jeg har fået mig et gult hjørne. GULT. Jeg tror faktisk, at det til dato er det mest vovede, jeg har kastet mig ud i, i havesammenhæng. Som jeg også har skrevet her på bloggen, så har jeg noget blandede følelser, når det gælder gule blomster, men jeg skrev også, at jeg overvejede at lave et lille gult bed, hvor jeg kunne gå og øve mig.

Det er måske nok en tilsnigelse at kalde det et bed, for jeg har kun lige fjernet græstørven der, hvor planterne skulle være. Så kunne jeg nemlig hurtigt ændre det tilbage igen, hvis jeg fortrød. Men hvis chok-behandlingen virker, kaster jeg mig måske ud i et rigtig gult solskinsbed til næste år :-)

Bortset fra farven gul, er sammensætning lige nu nemlig ret tilfældig. De fleste af planterne er ikke nogen, jeg selv har anskaffet, men har alligevel fundet vej til matriklen på forskellig vis. Jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle stille op med dem, men nu er de allesammen blevet samlet her i hjørnet.   


Foreløbig er det den orange dahlia (der var købt som en lyserød), nogle hvide og lysegule rølliker (de fleste blev klippet ned, fordi de ikke selv kunne holde balancen, men blomstrer formentlig igen senere), et par tagetes (fra genboen) og solsikker (der ikke helt er sprunget ud endnu), et par selvsåede matrem (der godt nok næsten er afblomstret) og så dem her:  


De var pludselig dukket op i et af mine bede, er over en meter høje, nok nærmere halvanden, og meget, meget gule. Måske er der nogen, der kan hjælpe mig med et navn?

Jeg skal lige gå lidt og vænne mig til farven, så nu må vi se, om resten af græstørven også ryger på et tidspunkt, og jeg ender med at tage skridtet fuldt ud :-) 

Og apropos græstørv, så har jeg faktisk fået fjernet en del i dag - under det gamle æbletræ.
   

Her er der nemlig skudt et nyt rundt bed frem:


Der stod allerede en lille New Dawn, som jeg satte sidste år, og som med tiden gerne skulle op og klatre i træet. Den har dog ikke haft det helt let, og var også ved at drukne i græs, fordi det er svært at komme til omkring den med plæneklipperen. Det bliver jo ingen sag nu, hvor jeg også har fået kantet bedet med sten :-)

Jeg har ikke fået plantet andet endnu. Planen er, at bl.a. nogle at de studenternelliker, jeg har sået, skal flytte ind her, når de er store nok. De blev dog sået ret sent, så der går nok nogle uger endnu, før de er klar til den virkelige verden, men nu er bedet da gjort klar :-)

Håber I andre også har nydt dagen :-)

fredag den 29. juli 2011

En underlig snegl

Jeg har en krig kørende i min have. Hver aften går jeg min dræbersnegle-dræber-runde og afliver dem jeg møder - ca. 15-20 stk. pr. aften. Jeg har efterhånden udviklet et særligt snegleblik, så jeg kan spotte dem på lang afstand. I ved, ligesom når man samler svampe eller leder efter postkasser - 100 % fokuseret på dette ene.



I dag faldt mit trænede snegleblik så flygtigt på denne underlige snegl, og det var lige før det bare var vandret videre, men nu er jeg jo i træning, så hov, hvad var det? Tilbage igen. En leopardprikket snegl. Eller var det måske en dræbersnegl i kampuniform og camouflage? Havde de ændret strategien og sat elitetropperne ind? Nok ikke så sansynligt (heldigvis), men hvad var det så for en underlig snegl?

Den måtte jeg selvfølgelig straks ind og google, og det viste sig at være en Plettet Gråsnegl (Limax Maximus), der ikke skulle volde problemer i haven, da den primært lever af døde og rådne planterester, og ikke har for vane at forgribe sig på de levende planter. Selvom mit snegledræberinstinkt næsten var ved at gøre det af med den, så slap den dog med skrækken.

Den er lidt fascinerende med sine leopardpletter, men stadig ikke så lækker, vel?

Ha' en rigtig god weekend :-)

Forvandlingen ved indgangen

Jeg synes det er lidt sjovt at se, hvordan  haven forandrer og udvikler sig - og endnu sjovere er det, når man får fanget det på billeder, så man rigtig kan se, hvor meget der er sket.


I april så det sådan ud, når man kiggede fra gårdspladsen mod forhaven


I maj var det nye æbletræ kommet på plads her, og jeg havde anlagt nye bede, både i hjørnet ved huset og et dråbeformet et rundt om det nye træ.


Og i dag ser det således ud. Æbletræet tabte, som jeg tidligere har fortalt, stort set alle sine blade efter flytningen og et møde med nogle skarpe katteklør. Nu er det så småt ved at blive grønt igen. Sikkert godt hjulpet på vej af det våde sommervejr - så noget har det været godt for :-)


Her ses også lige bedet langs skuret, som jeg lavede sidste år af, hvad der lige var tilbage af de hjemmesåede. Det er blevet lidt vildt og voldsomt, og uden de store farveharmonier, men det må komme hen ad vejen :-)


For 1½ år siden, da jeg overtog huset, så hjørnet i øvrigt således ud - mørkt og trist, klemt inde bag en over 2 meter høj thujahæk. Det var sørme godt, jeg fik den fjernet :-)


Den bare jord i de nye beder er nu også ved at været dækket af bl.a. forårets hjemmesåede småplanter, så det begynder så småt at ligne noget.


 Lige nu er det særligt dusksalvien, der dominerer, men der er også andet på vej, bl.a. stolt kavaler


Og her de hvide lupiner (som jeg såede i foråret, og derfor først havde forventet at se i blomst til næste år) og bag dem er det her bl.a. stormhat og høstanemoner, som jeg regner med også snart at gå glæde af :-)


Der er også forskelligt andet i de to bede, løvefod, storkenæb, hosta, astilbe, pileurt, akelejer, digitalis, katost, stjerneskærm mm., så det bliver nok lidt af et miskmask. Men jeg kan jo altid flytte rundt på planterne, hvis det går helt galt :-)


En enkelt solhat har der selvfølgelig også sneget sig ind :-)

torsdag den 28. juli 2011

Ærteblomster

Ved min havelåge står de skønneste duftende ærteblomster i en mørk blålilla farve. Jeg har fået for vane lige at stoppe op for at indsnuse dem, når jeg går forbi. Og sikke en duft :-)


Der er desværre kun nogle få planter her og et par andre steder i haven, og kun i denne ene farve. Sidste år forsøgte jeg mig nemlig også med ærteblomster, men kom nok for sent igang og så derfor kun ganske få blomster. Det var med andre ord, ikke den store succces, så i år have jeg besluttet at droppe dem. Men så faldt jeg alligevel for en lille pose med de blålilla. Det var heldigt, for denne gang lykkedes de for mig, og har foreløbig blomstret et par uger.

Sådan en succes giver jo blod på tanden, så næste år skal jeg helt sikkert have mange flere og i mange forskellige farver. Jeg glæder mig allerede :-)

onsdag den 27. juli 2011

... lille bi omkring

 Vi er flere, der benytter det dejlige vejr til at være flittige i haven i dag - og vi nyder solhattene :-)


Morgensol :-)



Haven ligger badet i morgensol. Det føles som meget, meget længe siden, jeg sidst har oplevet det - men hvor er det fantastisk. Det lyser op langt ind i sjælen. Mit hjerte smiler :-) 


tirsdag den 26. juli 2011

Sol og søde ærter

Så er de første ærter høstet - og spist. Og solen titter frem bag skyerne med jævne mellemrum.


Hvad mere kan man forlange - det er da lykken :-)

mandag den 25. juli 2011

Nogen, der kender den her?

Jeg har en meget mærkelig plante i haven, der er alt andet end køn eller yndefuld - men lidt fascinerende i sin næsten vulgære svulstighed. Jeg har aldrig set sådan en før, men tænkte, at der måske var en af jer andre, der genkendte den?

(Tilføjet senere: Det gjorde Susanne, og med hendes hjælp fandt jeg ud af, at det er en Dansk Arum - 1000 tak for hjælpen Susanne :-))


Jeg kan iøvrigt godt blive lidt trist, når jeg går en tur rundt i haven på sadan en gråvejrsdag, hvor vinden og regnen har været hård ved mange af planterne.


F.eks. er pynten helt gået af min skønne lille Mermaid rose, i lighed med mange af havens andre blomster. Det er der jo ikke noget at gøre ved, men heldigvis er der også meget at glæde sig til.



For der er bl.a. solsikker og hortensia på vej. Hortensiaen var frosset helt tilbage i vinters, og jeg havde derfor ikke regnet med at se blomster i år, så det er jo ikke så tosset :-)



En del af purpursolhattene er sprunget ud, nogle af dem har lagt sig lidt ned i regnen - men mange, mange flere er heldigvis på vej.


Bl.a. i det her bed, som jeg glæder mig rigtig meget til at se om en uge eller to (og gerne i solskin), når solhattene, violfrøstjernerne og høstanemonerne blomstrer om kap  Jeg tror, det bliver rigtig fint, og vender selvfølgelig tilbage med strålende solskinsbilleder, når den tid kommer :-)

søndag den 24. juli 2011

Solskinssommerdans

Det er ikke meget havemøblerne er blevet brugt her på det sidste, og jeg bliver vist også i dag nødt til at indtage morgenkaffen indendøre, hvis den ikke skal blive alt for tynd og sjasket. Når man tjekker DMI er det også små grå regndryppende skyer, der præger prognosen for den kommende uge.


Den slags skal man jo ikke bare finde sig stiltiende i, så nu tror jeg snart det er tid til at ty til de lidt hårdere metoder og danse en lille solskinsommerdans, for at hjælpe det gode vejr lidt på vej - er der nogen, der vil være med?

Fremgangsmåden er følgende: På med glad sommermusik. Hvis du har mand, kone, barn eller hund i nærheden, så byd dem endelig op. Luk øjnene og forestil dig blå himmel, sol og blomster i glade farver. Og dans alt hvad du kan. Der må også gerne synges til, og gerne højt - om der skulle snige sig et par falske toner ind betyder ingenting, så længe det bare kommer fra hjertet. Hvis det mod forventnig ikke skulle påvirke vejrguderne, så hjælper det i hvert fald på humøret :-)

Dansende og glade sommerhilsner til alle her fra Signes Vals

lørdag den 23. juli 2011

En ufattelig tragedie...

Jeg sidder her helt stille med blanke øjne og kan næsten ikke fatte den ubegribelige og grusomme tragedie, der har ramt Oslo og ikke mindst de mange, mange unge på Utøya. Alle mine tanker går til dem og deres pårørende. Hvordan kan mennesker gøre sådan noget?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...