Som mange andre have-kvinder, har jeg nemlig haft det problematisk med de gule og gyldne farver, og har det sådan set fortsat, men dog i en noget mildere grad :-)
Da jeg fik min have, var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg ville gå udenom disse farver og holde mig til de hvide, blå og lyserøde, for dem var jeg ikke i tvivl om, at jeg holdt af.
Få dage efter jeg overtog huset drønede jeg ud på planteskolen for at købe to roser til terrassen, så jeg kunne nå at få dem i jorden inden frosten satte ind. Den ene var selvfølgelig lyserød (min Eden Rose/Willestrup), men den anden jeg kom hjem med var gul (White Nights). Godt nok på en meget afdæmpet og næsten hvid måde, men for mig var det alligevel en ret vovet beslutning.
Da den sommeren efter stod med de første knopper blev jeg igen i tvivl om, hvorvidt jeg nu havde været for vovet, for knopperne var meget gule. Det dæmpede sig dog hurtigt, når den sprang ud, og jeg blev rimelig tryg igen :-)
Sidste sommer - kort efter den var sprunget ud, var jeg en tur forbi Løve for at købe endnu et par roser til haven. Jeg ville selvfølgelig igen have en lyserød en - denne gang en, der kunne klatre på østsiden af huset, hvor der ikke er så meget sol. Det blev til rosen Gerbe. Men så var det mit blik faldt på en yndig lille sag med navnet 'Mermaid' og de fineste enkle blomster i en smilende gul farve. "Hvor er det ærgeligt, jeg ikke kan lide gul", tænkte jeg, for den er da godt nok sød. Jeg gik videre og kiggede på flere lyserøde, men blikket vendte hele tiden tilbage til den lille havfrue. Det endte da også med, at hun kom med mig hjem - hun måtte være undtagelsen, der bekræfter reglen.
Så kom efteråret og der skulle lægges forårsløg i de skønneste blå, hvide og lyserøde nuancer. Men da jeg faldt over et ekstremt godt tilbud i Bilka, med store poser løg i blandede farver til kun et par kroner, så valgte jeg at se gennem fingre med, at der også var en del gule imellem - dem kunne jeg jo evt. sortere fra, når de var sprunget ud. Først var det krokus - og de var faktisk rigtig fine - måske især de gule. Men det var sikkert kun fordi, man trængte lidt mere til noget kulør i haven efter en lang, lang vinter, så det kunne man nok ikke tage som udtryk for, at jeg nu var begyndt at holde af det gule.
Så var det tulipanernes tur, og selvom jeg beundrede de hvide og lyserøde, så var det måske i virkeligheden farverne i det kulørte bed, der gjorde mig allemest glad - selvom jeg jo ikke var meget for at indrømme det. Og der var selvfølgelig ikke en eneste at de gule blomster, der blev fjernet :-)
Og nu er det så den orange dahlia-overraskelse, som jeg egentlig også synes er ganske fin, selvom det ikke var den, jeg havde gået og glædet mig til. Og for at det ikke skal være løgn, så står der nu en større selvsået Netto-gul sag på vestsiden af huset, som er alt for skrigende til mig, men som jeg heller ikke nænner at skille mig af med.
Så er der i øvrigt også solsikker på vej, for dem kan man jo ikke undvære :-)
Mine følelser er fortsat blandede, men jeg tror måske, at jeg er ved at være på vej ud af skabet. Jeg skal bare lige vænne mig helt til tanken - det kunne være, jeg skulle lave mig et gult bed, hvor jeg kunne gå og øve mig lidt :-)
Jeg synes faktisk de gule er dejlige. Gul har jo også mange nuancer. De blomster du viser ser da dejlige ud. Hvis man samler dem med lidt orange og måske lidt blåt giver det et skønt bed.
SvarSletJeg kan se du er godt på vej....
Jeg elsker gule blomster (og hvide blå og rosa og orange og lilla og...) Jeg synes især de gule er dejlige når vinteren er forbi og de første krokus, påskeliljer og tulipaner titter frem. Jeg er dog nu kommet til den erkendelse at gule stauder og buske er bedst sammen med ligesindede, jeg har derfor samlet de fleste af mine gule og orange i et nyt bed. Men jeg har stadig gule stauder blandet ind mellem det andet for jeg kan faktisk godt lide kontrasten.
SvarSletVelkommen ud af skabet :-)
Mange hilsner Mette
Jeg er jo en´af de personer der ikke bryder mig om gule blomster ;-D Dog er der undtagelser som fks. Påskeliljer, Gule krokus, ovre i det orange holder jeg SÅÅÅ meget af Morgenfruer (mest pga duften)
SvarSletMen da jeg så dit billed af dine Tulipaner, tænkte jeg straks; Sådan et bed vil jeg også ha´, og jeg ved lige hvor det skal være :-D For hvor er det da en smuk, smuk sammensætning. Kan lige forestille mig farveeksplotionen om foråret, hvor man trænger SÅ meget til nogle farver.
Tusind mange tak for god inspiration :-D
Sommerhilsner fra Marianne i Hvam.
Gule blomster skader ikke i haven ;)
SvarSletJeg kan ihvertfald godt forstå, at du ikke kan stå for de gule blomster som du viser her. Mermaid er virkelig sød, den kunne jeg godt finde plads til hos mig :-)
SvarSletJeg har jo også brugt år på at tænke på det der med gult eller ikke gult, så jeg kan godt sætte mig ind i hvad du mener.
Min bedste (Have)-veninde elsker min have, men hun ville aldrig sætte de gule blomster rundt omkring som jeg gør, og vi er ellers meget ens i vores smag.
Jeg har jo både et orange-gult-rødt-lilla bed, og nu også mit sol og måne bed med gult-lysegult og hvidt, så jeg kan godt anbefale bede til de gule.
Men jeg putter dem også stadig ind i bedene :-)
Måske er det slet ikke et spørgsmål om at kunne lide gult eller ej, men mere et spørgsmål om man kan lide en bestemt gul blomst eller ej.
Fortsat god have-dag til dig :-)
hej Signe
SvarSletTak for dit besøg...og flittige kommentarer, det varmer - kan du tro.
Jeg kan godt forstå dig, men er selv blevet temmelig hot på det gule i forårmånederne, og i år har jeg faktisk sået morgenfruer, har dog ikke set skyggen af dem endnu.
Men i efteråret er det skønt med lidt gule farver. Sidste år importerede jeg gyldenris, da jeg elsker den limegule farve de har lige når de er i udspring. Ved godt de er dumme mht selvsåning, men så må jeg jo styre det lidt.
Var på markblomst rov i går aftes,nu står der gigantiske buketter med lilla klokker, lyserød strandasters og gederams...Hvor lækkert lækkert... når man elsker blomster som vi gør.
Kan du have en skøn aften. Nyd det de har lovet lidt regn i morgen.
knus
Eva
evigglade.blogspot.com
Skønne-skønne gule og orange blomster ! Alle dine tulipan-fotos i gamle indlæg skal jeg se på rigtig mange gange til vinter når jeg skal drømme om forår.
SvarSletHilsen Berit
Tak for den søde historie om gule blomster. Jeg har det ligesom dig med gult, men ikke desto mindre har jeg en del af det rundt omkring i min have, for de kan alligevel ikke undværes. Jeg har også en del træer og buske, der starter med gule farver, som min uægte jasmin og mine cypresser.
SvarSletJeg tror Mermaid kommer på min ønskeliste, hvor er den smuk, ligeså White Nights, den ser også fin ud.
Gult kan man da kun holde af ;-) Og dit tulipanbed du viser, ser dejligt ud også her i midsommeren.
SvarSletSjovt nok så surfede jeg på Davis Austins hjemmeside igår og faldt lige præcis også for Mermaid - den er for skøn :-)
Jeg tror, at vi alle er blevet hjernevasket med, at gul var fy føj for nogle år siden. Men du har helt ret i, at det ofte er disse gule sager, som bringer glæden frem.
SvarSletDe Tulipaner ser SÅ fantastiske ud. Vovet sammensætning, som bare er lykkes.
Og hvor skønt, at nogen har sået Morgenfruer istedet for at skulle gå og rive hundelorte væk fra et grusfortov.
Jeg har det stadigvæk ret svært med gult, måske mest fordi det kan være så svært at indpasse i de farver jeg har i forvejen, men man skal aldrig sige aldrig!
SvarSletHvor er dine gule roser skønne :-) Morgenfruer er da næsten heller ikke til at undvære.
SvarSletAlle blomster og farver kan være meget smukke, det handler nok mest om, hvordan man sammensætter sine planter :-)
Har det nøjagtig på samme måde og alligvel er der jo nogle gule blomster man er NØDT til at ha' ;0)
SvarSletHvis du forsøger med et gul/gyldent bed et sted i haven hvor solen rammer sidst på dagen, så bliver du helt sikkert overbevist om farvens berettigelse...
SvarSletJeg har selv en forhave fyldt med morgenfruer op ad husmuren. De ser skønne ud i blomst, men jeg prøver at være lidt efter dem når de visner, for de bliver til alt for mange næste år. De er ret hidsige mht selvsåning. Meeeen må tilstå at de er ret søde.
SvarSletMen jeg kender det godt med gul og orange, jeg er heller ikke helt til det. Dog har jeg ikke nænnet at fjerne de orange, gule og ferskenfarvede roser der pryder alle husets facader. Faktisk har jeg en rose, som jeg synes er frygtelig (havde aldrig troet jeg skulle sige det højt), problemet er at farven er temmelig hidsig. Den er næsten neonagtig rød-orange...Men havde jeg nu sat mine lyserøde yndlinger, så havde det været helt forfærdeligt. Heldigvis står den sammen med en dejlig gul rose, som bløder det lidt op...
Men skulle jeg selv vælge så var det hele lyserødt, lilla, hvidt og blåt ;-)
Velkommen ude af skabet!
SvarSletKnus fra Marianne
Den Helbredende Have