onsdag den 23. november 2011

Hjemmerøveri blev startskud for min blog

Det har på mange måder, været et hårdt år i år. Hvis det ikke havde været for de mange timers have-terapi i form af hårdt fysisk arbejde, skønne blomster og masser af drømme, og selvfølgelig alle mine nye ligesindede legekammerater her i haveblogland, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan jeg ville være kommet igennen den kolde og regnfulde sommer.

I februar var jeg udsat for et hjemmerøveri, hvor to unge mænd kom brasende ind i min stue og overfaldt mig med pebberspray. Det var midt om natten, men jeg havde nogle konflikter på jobbet, der holdt mig vågen, så jeg var ikke gået i seng endnu. Jeg havde næsten lige været ude med hunden, og havde ikke fået låst døren for nattet. De kunne se, jeg var vågen, så de havde pebbersprayen fremme allerede fra de åbnede døren og kom styrtende imod mig for at spraye direkte i ansigtet på mig og hunden, som jeg instinktivt holdt fast i for at de ikke skulle gøre den fortræd. Jeg nåede ikke at se så meget af dem, men den enes ansigt, står stadig lysende klart for mig. Han fortrak ikke en mine, og han havde det koldeste blik uden den mindste snert af empati.

Derefter gik de rundt i huset og tog, hvad der var af computere, mobil ol. før de vendte tilbage til mig og min lille knurrende hund og tømte resten af spraydåsen. Det tog nok ikke mere end 5-10 minutter, og jeg sad mussestille under hele røveriet af frygt for, at de skulle gøre mig mere fortræd. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været så bange eller følt mig så afmægtig og prisgivet.

Næsten blændet af pebberspray, knugende min lille hund, listede jeg med hjertet galopperende i halsen efterfølgende op til naboens hus, og fik dem banket op, så de kunne ringe efter politiet.

Selvom generne fra pebbersparyen forsvandt i løbet af nogle dage, så sad chokket og angsten tilbage i mig - og her 9 måneder efter kan jeg stadig blive overmandet af angst om natten, hvis hunden pludselig begynder at gø, fordi den hører noget udenfor. Det har ikke været så slemt hen over sommeren, men nu, hvor mørket er vendt tilbage, er hunden blevet mere vagtsom, og de sidste par uger har jeg stort set ikke fået en fuld nats søvn. Samtidig er haveterapien stort set blevet indstillet pga. årstiden, så jeg synes, der er lidt langt mellem de glade øjeblikke i disse dage.

Jeg ved, det bliver bedre igen, alene en god nats søvn ville helt sikkert gøre underværker. Jeg ved at foråret og lyset vender tilbage, og jeg ved, at I allesammen stadig er herinde klar til at byde vintermørket trods med opmuntrende blomsterbilleder og glade havedrømmerier.

Det var hjemmerøverriet der fik mig igang med at blogge. På min computer, som de tog, var alle mine billeder fra det første år i haven, alle min lister med planter - både dem jeg havde anskaffet og ikke mindst alle dem, jeg drømte om, alle mine skitser og planer og noter osv. Jeg besluttede derfor, at jeg ville røveri-sikre alle mine nye billeder, lister mm., så det ikke kunne ske igen. I min søgen efter et egnet sted på nettet, fik jeg ideen til bloggen. Jeg havde ikke forestillet mig, at det, der meste var tænkt som fjernlager til havebilleder og -tanker, kunne udvikle sig så hyggeligt  :-)

Når jeg for fremtiden vil tænke tilbage på 2011, så er jeg sikker på at bloggen her, og alt den glæde og begejstring, den har bragt med sig, vil fylde meget mere i min bevidsthed, end det røveri, der udløste det hele.

Men lige i disse dage er det røveriet, der fylder. Jeg vej ikke, hvorfor jeg fortæller det her. Måske har jeg brug for at genfortælle, hvad der skete, selvom det efterhånden er ved at være længe siden. Måske er det for at forklare, hvorfor der ikke sker så meget på bloggen i disse dage. Måske er det fordi jeg håber, det vil afføde et par opmuntrende kommentarer, der kan hjælpe til med at fortrænge lidt af tristheden. Måske er det lidt af det hele - eller måske noget helt fjerde. Uanset hvad, så håber jeg, I vil bære over med dette lidt for private, halvlange, småtriste indlæg - og så uden et eneste billede ;-)

41 kommentarer:

  1. Kære Signe
    Tænkte lige på hvorfor du ikke havde skrevet :(

    Jeg er glad for at høre at du da ikke er blevet syg, for det var den første tanke jeg fik. Du har jo været vores solstråle som trofast skinner over hele blogland her i de sidste mange måneder. Jeg forstår godt at dine tanker kommer tilbage nu,- måske har du først fået det så meget på afstand at du kan behandle hændelsen nu. Jeg håber du kan være tryg derude, så du ikke mister modet helt.

    Vi er mange der nyder alle dine flotte og inspirerende indlæg.
    Idag har jeg faktisk skaffet nogle bakker til dig til forspiring.

    Nåede dog ikke at maile dig, før du lagde dette indlæg ud.

    Du får mine bedste støttekram
    - jeg håber du snart får rystet denne grimme oplevelse af.

    Kæmpe kram fra
    Eva

    SvarSlet
  2. Hej Signe

    Din stakkel, en grim historie..

    Jeg giver Eva ret, du er og blir' en solstråle her i blogverden med dine indlæg. Du forstår at lægge en lidenskab og kærlighed i dine indlæg både i billederne og tekstene..

    Jeg "hader" også denne kolde mørke vintertid, og ser allerede frem til foråret med længsel...

    stort kys og kram herfra

    SvarSlet
  3. kaere Signe
    ja, jeg mà indròmme, jeg har vaeret lidt "utàlmodig" efter at se "mere"!
    Jeg kan slet ikke finde ord for det, du har vaeret ude for.
    Selvfòlgelig tar' det tid at komme
    sig over....
    Jeg kender dig jo ikke, men at
    bedòmme af det, du har opnàet med
    dit hus og din have, er jeg sikker pà du nok skal blive "dig selv"
    igen...

    hilsen Kia (fra Italien)

    SvarSlet
  4. Kære Signe. Det var dog også en slem oplevelse. Jeg tror måske Eva har fat i noget. Du har nu fået det lidt på afstand og kan bearbejde det på en anden måde. Jeg syntes, det er utroligt stærkt af dig og lægge det på din blog. Det giver i hvert fald mig noget og tænke over. Jeg benytter selv min haveinteresse og blogland for at bearbejde andre ting og det har også hjulpet mig. Kan sagtens følge din tankegang nu det går mod vinter og mørke. Men skriv endelig herinde, du ved der er mange der følger dig og kan komme med positiv opbakning. Mange kærlige tanker og hilsner herfra :)

    SvarSlet
  5. Kære Signe
    Også jeg havde undret mig og tænkt, hvad er der gået af Signe, bare hun ikke er syg. Det er du så heldigvis ikke, men nogen gange er man heldig at sygdom går over. Det gør din oplevelse forhåbentlig også, men desværre kan det tage lang tid.
    Det var da en ualmindelig grim oplevelse, jeg kan godt forstå det kommer op til overfladen nu i denne mørke blomsterløse tid.
    Men nogen god nats søvn får man ikke, når man hele tiden bliver bange, når hunden bjæffer og det gør den jo for at passe på dig.
    Blev de nogen sinde fanget de to modbydelige karle, det er da så frækt, jeg bliver helt harm på dine vegne.
    Rigtig godt du skriver det her, det er det, vi også har hinanden til.
    Nu håber jeg bare på en god nats søvn for dig, det hjælper altid lidt.
    Sender masser af knus og varme tanker
    Lisbeth

    SvarSlet
  6. Kære Signe, jeg kender dig jo også kun for din altid ivrige og flittige haveglæde, som du så gavmildt deler med os andre, men jeg synes det er klogt og modigt at du deler den forfærdelige oplevelse med os alle. Alene det, at få hændelsen beskrevet, kan måske hjælpe dig til at lægge den bag dig?

    Ingen, som ikke selv har oplevet noget tilsvarende, kan vel helt sætte sig i situationen. Den lille flig af oplevelsen jeg fik, da vi for et år siden havde indbrud og min computer blevet stjålet, er jo ingenting i sammenligning.

    Vi er helt sikkert mange, der ønsker og håber at du kan holde hovedet højt gennem vinteren - vi ser frem til dine skønne billeder når foråret kommer!

    SvarSlet
  7. Hvilken forfærdelig oplevelse, og så i sit eget trygge hjem.
    Godt du havde hunden, godt hunden havde dig, godt I havde hinanden.
    Jeg kan godt forstå du stadig er nervøs, det sætter dybe spor, og vil tage lang tid at komme nogenlunde over.
    Dog håber jeg for dig at du kan få det lidt på afstand, og komme glad igennem den mørke tid...

    SvarSlet
  8. Hvor er I bare søde - helt utrolig søde. Jeg er nok lidt hudløs i disse dage, men jeg blev så rørt, at jeg sidder med tårer i øjnene :-)

    @Eva:
    Lyder spændende med de bakker :-)

    @Lisbeth:
    De fik fat i ham med det kolde blik, fordi jeg genkendte et foto i politiets album, men da de ikke havde andet end mit vidneudsagn, og jeg kun havde set ham i få sekunder, før jeg var blændet af pebberspray, mente politiet ikke det var nok til at at rejse en sag. Så de gik desværre fri begge to :-(

    SvarSlet
  9. Øv hvor er det dog surt, at de kan slippe godt for det, når du ovenikøbet genkendte manden. Forhåbentlig fik du erstatning fra forsikringen, men penge kan jo ikke gøre det.
    Er der ingen steder du kan tage hen og sove et par nætter i tryghed? Du må gerne komme over til mig, men hunden kan jeg jo ikke rigtig tage. Det går ikke sammen med mine to uopdragne hunde. Det vil være godt for dig at få et par nætters søvn uden du hele tiden skal være skræmt.

    SvarSlet
  10. Hvor må det ha' været en forfærdelig oplevelse! Men hvor er det godt at du har vendt dig mod haven, blomster og bloggen for at få det bearbejdet. Det er da det helt rigtige for dig.
    Jeg er glad for at du delte dette "lidt for private, halvlange, småtriste indlæg - og så uden et eneste billede". Det hele behøver ikke at være på overfladen her i blogverdenen - Det er dejligt nogle gange at lære det menneske bag haven/bloggen lidt bedre at kende.
    Tak for dit mod!

    Mange hilsner

    Skt.Helena

    SvarSlet
  11. Kære Signe. Sikke dog en historie, jeg håber sandelig at du har fået tilbudt professionel hjælp. Det kommer forhåbentlig flyvende ind fra højre når man har haft sådan en "oplevelse"!

    På mig virker det helt logisk og ganske sundt, at du reagerer nu hvor de mørke dage vender tilbage. Flot at du vil dele oplevelsen med alle os "ukendte" ude i cyperspace, og måske netop det er en del af helingsprocessen.

    Hændelsen vil altid være en del af dig, men jeg tror på at de lyse tider og dit lyse sind nok skal vende tilbage.

    Og så nåede jeg lige at blive GAL da jeg læste at de to gerningsfyre blot går ustraffet rundt...!!

    Bamseknuser til dig og hunden fra fru friis

    SvarSlet
  12. Kære Signe.

    Ved ikke, hvor jeg skal begynde..... Lige netop dette du beskriver, kan jeg godt være lidt bange for, da vi bor langt ude på landet. Er ellers ikke bange i mørket eller for at være alene hjemme, men man hører jo så meget...

    Det må have været en forfærdelig oplevelse for dig, og der er ikke noget at sige til, at det stadig sidder i kroppen.

    Tilbage i 1993 på øen Djerba i Tunesien vågnede Peter og jeg ved, at der stod en mand på vores værelse. Heldigvis havde jeg en taske med velcro, og det var den lyd, der vækkede os. Jeg skreg som vanvittig, og Peter jagtede tyven, der ikke nåede at tage noget - han fik dog ikke fat i ham. Men denne lille oplevelse var forfærdelig, og vi var faktisk ret "edgy" lang, lang tid efter - specielt, når vi var ude at rejse. Desuden kunne vi se, at han havde stået og røget ude foran vores terrassedør, så han havde stået der længe. Ubehagelig fornemmelse - og ubehageligt, at der havde været en fremmed i vores værelse.

    Så jeg kan virkelig sætte mig ind i den frygt, du må have følt - dit tilfælde er jo langt værre.

    Der er ikke noget at sige til, at det tager tid at bearbejde.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  13. Kære Signe
    Sikke en forfærdelig oplevelse....kan godt forstå du har brug for at fortælle om det, det må du aldrig undskylde.
    Du trænger til et stort og langt knus - men vi har kun ord, fattige ord.
    Den mørke tid har i flere år påvirket mig, så jeg ved godt hvor svær den kan være....men blot en måned mere, Signe - så begynder lyset at vende tilbage, ganske langsomt men sikkert.
    Pas godt på dig selv og dine dejlige kæledyr og brug bloggen - vi holder ikke kun af dine smukke fotos men sørme også af personen bag :o)
    Knus fra Helle

    SvarSlet
  14. Sødeste du.
    Hvis ikke vi havemennesker kan være sårbare overfor hinanden, så kan ingen.

    Vores (og særlig din og din tæft for at give det videre) begejstring over de skønheder, der omgiver os, er omvendt proportionalt med de sjælelige smerter, vi har.

    Tror jeg.

    JA, det er bare en privat teori.

    Har nemlig selv købt roser igen og igen. Selvom vi skal leve i et meget stort hus for kun én indtægt og med to teenagere. Og alle mine blomsterdrømme. (Nu hvor jeg er syg).

    Signe. Det er nok lidt PTSD, du har siddende i dit system. Men med din positive indstilling, kan du få luget det væk.

    Det er godt, du sætter ord på. Og det er godt, du er klar over, hvad det er, der gør dig angst. OG så er det godt du deler det med andre.

    Måske er der hundrede råd til dig i de øvrige kommentarer (som jeg ikke har læst, fordi jeg jo ikke kan læse så meget ad gangen). Men et par gode venners mobilnumre, en eller anden kasse, som ligner et overvågningskamera på din fascade, en god forsikring og så masser af lån på biblioteket af havebøger, surfing på haveblogs, juleri og frøsåning (allerede fra januar/februar) kan måske være haveterapi for dig. -?-

    Jeg har længe savnet et indlæg fra dig, så jeg tænkte: Hun har travlt på job. Eller: Der er noget, der nager.

    Jeg ved godt at dit indlæg om haveterapi "forsvandt". Det husker jeg du skrev - og det var til min store ærgrelse- for det interesserer mig jo både personligt og fagligt.

    Men hvad nu med at gøre som både naturen og som landbobefolkningen i det forrige århundrede og gå i "dvale". Reflektér og gør dig dine overvejelser om, hvorfor haven, skønheden og blomsterne og selvforsyningen er så stor en tilfredsstillelse for dig.

    Og så: del det med os. Vi er der jo for dig. Og med dig. Jeg er, i hvertfald!

    Stort varmt knus fra
    Marianne
    Den Helbredende Have

    SvarSlet
  15. Jamen pigebarn da !! Sikke en gyser. Jeg har hårene rejst over det hele og kan tydeligt mærke den angst du har haft og vel stadig har.
    Jeg synes, at det er fint, at du fortæller om hændelsen. det skal du blive ved med. Og jeg går ud fra, at du får noget professionelt hjælp også, for sådan en tur klarer man ikke selv - end ikke med bloggernes hjælp.
    De bedste tanker.

    SvarSlet
  16. Kjære Signe:)
    Trist å høre hva du måtte oppleve...som trengte seg inn og forstyrret din tilværelse :(
    Syns du likevel er tøff som deler med oss dine opplevelser og forstår godt hvorfor disse tankene og følelsene kommer nå...

    Vi er her for hverandre alle sammen...håper det er litt hjelp i det...og så ønsker jeg deg alt godt og måtte alle de fæle opplevelsen bare bli en liten skygge...som ikke kan skremme deg mere:)
    Stooor klem fra meg:))

    SvarSlet
  17. Kære Signe
    Jeg bliver fuldstændig målløs over den oplevelse du har haft, det har jo været helt forfærdeligt at sidde dér alene med hunden og jeg håber virkelig også at du har fået professionel hjælp. Lige nu er vel den værste og mørkeste tid, selvom jeg godt ved at dagene er kortest om en måned, så føler jeg selv at december med julelys allevegne er mere lys - måske har du det ikke sådan.

    Jeg bliver også så vred over at nogle mennesker er så kolde og beregnende - at de nyder at skræmme andre mennesker fra vid og sans ved at bryde ind i huset når du er der og jeg bliver også GAL over at politiet ikke finder det begrundet at rejse en sag. Jeg håber virkelig at du har nære venner, familie og naboer som du kan ty til, hvis det bliver for slemt at være alene i denne tid.

    Jeg håber at du snart finder glæden igen og så glæder jeg mig til at se dine flotte billeder på bloggen igen.

    De varmeste tanker og knus fra Lisbeth

    SvarSlet
  18. Tak for alle jeres søde kommentarer - nu sidder jeg igen med tårer i øjnene :-)

    @Fru Friis:
    Jeg fik noget akut krisehjælp i ugerne efter via en ordning, som der heldigvis var på min arbejdsplads - ellers er jeg faktisk ikke sikker på, at sådan noget bare kommer "flyvende", dersværre. Jeg synes egentlig også, at jeg fik hådteret det fint. Jeg tror problemet lige nu er, at jeg ikke får sovet ordenligt om natten - måske skulle hunden også have haft lidt krisehjælp, for det er når den bliver bange, at jeg vågner og bliver bange :-(

    @Marlene
    Det var da også en rigtig skræmmende oplevelse, I var ude for :-(
    Jeg håber ikke jeg har gjort dig mere utryg. Som politiet også fortalte mig, så er det uhyre sjældent, der sker hjemmerøverier. Det har faktisk hjulpet mig lidt at vide, selvom jeg er blevet lidt hysterisk med at låse døren - jeg tror ikke de ville være kommet ind, hvis der havde været låst.
    Mit problem har lidt været, at det skete i mit hjem - min tryghedsbase, som pludselig ikke føltets tryg lægere. Det har taget noget tid. Det var først efter tre måneder, jeg igen kunne oplolde mig i stuen, hvor det skete, om aftenen. Efter 9 måneder kan jeg åbenbart stadig blive bange når hunden gør om natten. Men jeg håber det med tiden forsvinder helt igen.

    SvarSlet
  19. Hej Signe,
    Hvor er det godt du får fortalt din historie. Uroen og bekymringen er sørme forståelig. At hunden gør, må du jo på en eller anden måde nok leve med. Har du mulighed for at få støtte af dine naboer her i den mørke tid? Bor I tæt op ad hinanden?
    Jeg tænker på dig og sender et stort knus. Du laver fantastiske havebiileder og det er en fornøjelse at følge dig på bloggen. Mange varme hilsner Anne

    SvarSlet
  20. Jeg bliver så gal, hver gang jeg hører om hjemmerøverier !! Det må være skrækkeligt, når "ubudne gæster" trænger ind på det meget private område, som ens hjem er, og endda overfalder beboerne.
    Det er der man skal kunne lade op og føle sig tryg.

    Forstår udemærket det stadig sidder i kroppen på dig, angsten og utrygheden, når mørket sænker sig. Håber dog du kan overbevise dig selv om, at sandsynligheden for, at noget tilsvarende sker igen er meget, meget lille.
    Ud fra det du skriver på din blog, lyder det jo ikke til, at du ligger inde med store kontant beløb eller andret af stor økonomisk værdi. Det må være meget tilfældigt, at det lige netop gik ud over dig :-((

    At alt det skrækkelige popper ekstra meget op i dine tanker nu er vist meget naturligt. For det første er under et år siden, og årstiden for hændelsen nærmer sig. Dernæst er vejret/årstiden lidt mørk og trist, og mange af os har ikke det samme psykiske overskud, som i årets lyse måneder.

    Jeg håber meget for dig, at du har nogle nære venner, familie, kollegaer eller naboer, du kan snakke med om det her, og som vil tage hånd om dig, når det hele bliver lidt for svært.

    Jeg håber du kommer fornuftigt om på den anden side af årsdagen for den forfærdelige dag. Derfra håber jeg, det bliver lidt lettere at håndtere, for så begynder det hele at være længere og længere siden, og du finder ud af med dig selv, at det var en meget grim oplevelse du havde engang, og at det ikke sker igen "bare" fordi mørket snker sig over land og by.

    Det at du kan sætte ord på det hele er rigtig godt og den første betingelse for bearbejdning.
    Kommer angsten og søvnløsheden alligevel til at fylde ALT FOR MEGET, bliver du nødt til at opsøge en god psykolog (jeg ved godt de er meget dyre), men der skal i så fald måske kun en enkelt eller to samtaler til, for at du kan få nogle brugbare redskaber til at komme videre på.

    Når alt det ovenstående er skrevet, vil jeg sige, at jeg er meget glad for at have mødt dig her i blogland (ville dog ønske, det ikke havde været sådan en træls hændelse, der skulle til for at du startede din blog).
    Jeg har dagligt glædet mig over dine skønne blomsterbilleder :-) Har også stor respekt for din ihærdighed, når du bevæger dig ud i nye projekter :-)
    En af de blog, jeg skal nå at læse hver dag er din, og har selvfølgelig bemærket, at der har været noget stille de sidste dage.

    Kære Signe, stæng dine døre, gem en peberspray eller hvad der ellers kan gøre dig tryg under hovedpuden, så du kan få noget søvn. En god nats søvn giver trods alt større overskud til at klare de stød verden giver os.
    Ved godt det er lettere sagt end gjort!!

    ÅH........de ynkelige mennesker, der ikke kan kende forskel på dit og mit, og som ikke er i stand til at sætte sig i andres sted, kunne de da ikke "nøjes" med at bryde ind på steder, hvor det ikke går ud over andre menneskers velbefindende.

    Knus og tanker til dig.

    SvarSlet
  21. Hej Signe. Det var da en grufuld oplevelse. Jeg håber på, at du kan tænke mindre og mindre på det, jo længere tid, der går. Det kunne måske være godt, hvis du tænker på alle de dage og nætter, hvor du har nydt haven og huset og har sovet godt, for så kan du måske tænke, at næste nat bliver sådan. Nogle gange, hvis jeg har et problem, der går mig på, så prøver jeg at tænke på, alt det jeg kan og alt det jeg gør som er gode ting for på den måde vil det fylde mindre og mindre og til sidst blive erstattet af alle de positive ting,man har, ligesom du har med din have og dine utroligt flotte billeder. Jeg synes dine indlæg er så smukke og jeg er vildt imponeret over al det, du har udrettet i haven i sommerens løb. Der er da virkelig noget at hente en positiv stemning frem i. Jeg tror på at du bliver glad igen. Du har gjort så meget godt for dig selv og for alle os andre havenørder!

    SvarSlet
  22. Jeg er glad for at høre, at du ikke er syg.
    Jeg har hver dag kigget efter billeder på din blog.
    Håber du snart kan ryste den skrækkelige oplevelse af dig.
    Nu går vi jo snart mod lysere tider. Dagene længes.
    Kan du ha` det godt.

    SvarSlet
  23. Hej Signe

    Jeg har aldrig før lagt en hilsen selv om jeg gennem lang tid har læst din blog. Jeg har nydt dine blomster og projekter og nu hvor du har det svært skal du have en hilsen.
    Har man været igennem en svær oplevelse hjælper det altid at tale det igennem,og måske skal du fortælle det mange gange for at forarbejde det.

    Jeg ønsker dig alt godt og glæder mig til at følge din blog også i det nye år.

    Venlig hilsen Lone

    SvarSlet
  24. Kære Signe.
    Jeg har lige læst alle dine hilsner igennem og besluttet mig for at du også skal have en hilsen fra mig.
    Jeg anede ikke at haveblog -land eksisterede før jeg tilfældigt havnede på din blog i forsommeren engang. Jeg har længe tjekket din blog hver eneste dag og har savnet lige at kunne læse på din blog de sidste dage (for eksempel har jeg ofte lige tjekket din blog når jeg sætter vækkeuret på min telefon om aftenen;))
    Jeg har læst alt hvad du har skrevet og har NYDT det. Er selv ny som have nørd og spejler mig i din begejstring, engagement og undersøgende tilgang til tingene. Det er underholdende og inspirerende. OG din person skinner igennem så man kommer til at føle lidt at man kender dig.
    Det gør mig ondt at du har det svært. Det er der ikke noget at sige til. Alene det at blive bekræftet i at man reagerer forståeligt er jo nogle gange rart.
    På en svær dag er min opmuntring til dig at du i et svært år har spredt megen glæde. Jeg vil gerne sige dig tak for alle de gode oplevelser du allerede har givet mig. Du spreder glæde og begejstring.
    Og hvis jeg kan finde ud af at sende dette her har jeg for første gang nogensinde kommenteret på en blog;)
    Mange hilsner Lisbet

    SvarSlet
  25. Kære Signe... sidst igen, men ikke mindre velmenende! Jeg er fuldstændig rystet over at høre om din forfærdelige oplevelse, tænk at sådant finder sted i vores fredelige land. Og det gør det jo, har man fra tid til anden hørt.

    Jeg kan godt forstå at du er berørt og ude af den, nu hvor årsdagen nærmer sig. Som alle de andre skriver, så håber jeg også at du har nogle nære venner eller familie i nærheden som kan holde lidt om dig og være der for dig.

    Du skal overhovedet ikke undskylde at du skriver om dette på bloggen - tværtimod kan det forhåbentlig være medvirkende til at bearbejde. Frygt er en skrækkelig ting, men du har helt sikkert haft held til at bearbejde den via haven og alle de nye ting, du har beskæftiget dig med her i 2011. Nu skal du så måske lige have et par nye tiltag koblet på for at komme over de næste måneder. Brug bloggen, kys hunden, lås døren, sæt en lampe op udenfor med bevægelsessensor, så den tænder ved bevægelse når det er mørkt... Har din arbejdsplads' psykologordning måske mulighed for et par ekstra timers konsultation? Sådan lige for et "brush-up" / et par redskaber her i denne svære tid?

    Jeg har savnet dine indlæg og skønne blomsterbilleder, men selvfølgelig vil aktivitetsniveauet være faldende i denne mørke tid - det er det også hos mig.

    Søde Signe, jeg ønsker dig alt godt de næste dage - ja hele vinteren - og håber at du kan få nogle gode nætter med søvn.

    Keep us posted :)

    Knus fra Ulla

    SvarSlet
  26. Kære Signe,

    Det var da en forfærdelig oplevelse du har været ude for. Jeg kan godt forstå at det er en hændelse, der tager lang tid at bearbejde og komme sig over.

    Jeg syntes at det er positivt at du skriver din historie her på bloggen.

    De sidste par dage har jeg gået og tænkt på, hvorfor der ikke var nogle nye indlæg fra dig... tror jeg er blevet afhængig af dine fantastiske smukke og stemningsfulde billeder :-)

    Stort kram

    Gitte

    SvarSlet
  27. Allerede da jeg gikk inn her i dag hadde jeg bestemt meg for å skrive en kommentar. For å fortelle om hvor mye glede jeg har hatt av alle dine flotte bilder og beskrivelser av arbeidte i hagen. Og ikke minst om det gleden du formidler over å eie et hus og en hage.

    Og så kom din historie.

    Håper du har fått litt trøst nå. Men jeg synes faktisk at du skal få et par tre timer hos psykolog. Det kan forebygge at den uroen du føler nå utvikler seg til angst.

    SvarSlet
  28. Kære Signe

    Puha. Store, kæmpe kram fra mig....

    Andre udtrykker mine tanker om harme, bekymring, forargelse og alt. Jeg ville ønske jeg kunne gøre andet end sende dig en masse tanker....

    Jeg sætter uendelig meget pris på din blog med dine dejlige ord og billeder - jeg husker endnu, hvordan jeg, ja vist vi alle, gik rundt inde i LIFE og forsøgte at lure dine foto-tricks. Det kunne vi 'bare' ikke, for det er ikke tricks - du har 'bare' en fantastisk evne til at se det rigtige motiv og så fange det.

    Godt du deler dine tanker - ræk ud, hvis jeg, vi kan gøre mere end lytte. Det må du love...

    kh Anne Mette

    SvarSlet
  29. Puha... sikke en grim oplevelse men lyder til at du trods alt klare det på bedste vis.
    Sender dig knus og tanker

    SvarSlet
  30. Kæreste Signe
    Det er helt forståeligt, at du reagerer på overfaldet også selvom det er så lang tid siden. Nu er du "tvungen" til at sidde i stuen, hvor overfaldet skete og dermed bliver du konfronteret med hændelsen - du kan ikke "flygte" ud i din dejlige have. Og netop i huset bør vi have vores tryghedsbase, men den har du ikke i øjeblikket der.

    Hvor er det tarveligt og tankeløst, at en par skruppelløse tyveknægte, som kun får ganske få kroner ud af røveriet, skal pådrage dig så dybe sår for resten af livet - det er fuldstændig ude af proportioner.

    Jeg synes, at det er rigtig modigt af dig at dele dine tanker og ængstelse med os. Jeg håber, at det har været med til at bearbejde oplevelsen bare en lille smule. Bliv endelig ved med at snakke og skrive om det, for jeg tror på, at det at få sat ord på - mange gange - er med til at bearbejde.

    Som Lisbeth vil jeg opfordre dig til at undersøge, om du via din arbejdsplads har mulighed for psykolog - jeg tror, at du kunne have glæde af et par samtaler igen.

    Har du mulighed for at få din datter, anden familie eller gode veninder til at være hos dig nogle dage/nætter, så du kan få dig et par gode nætters søvn? Og som kan snakke hændelsen igennem med dig igen og igen?

    Du må endelig sige til, hvis der er noget jeg/vi kan gøre. Eller hvis det er nu, vi skal en tur i skoven, på stranden eller andet sted for at starte på legen med foto's. Sig endelig til.

    Stort knus
    Susanne

    SvarSlet
  31. Søde Signe - du som er så hjælpsom og sød overfor andre. Jamen, hvad er det for nogle mennesker, som ikke kan lade folk være i fred i deres eget hjem? Øv øv. Det håber jeg, du kan komme over, så du igen kan blive glade Signe! Det gør mig så ondt at høre.
    Dejligt at alle støtter op om dig. Sig til ... hvis du har brug for hjælp. Dejligt at du kommer ud med det. Jeg tror det virker terapeutisk at komme ud med det.
    Mange positive tanker

    SvarSlet
  32. Nej, du har ikke gjort mig mere utryg... Jo, måske lige igår ;-)

    Ja, det er netop det, at det sker i ens hjem - det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Det sted, hvor man skal føle sig 100% tryg og kunne trække sig tilbage når som helst, er pludselig en farezone og forbundet med ubehag.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  33. Kære Signe
    Fy for en grim oplevelse du har været ude for og jeg håber du snart kommer over den. Dejligt at haven og bloggen kan hjælpe dig med at få det bearbejdet.
    Sender dig mange store knus og kram.
    Annette

    SvarSlet
  34. Kære Signe
    Nu har du fået en masse kommentarer og trøstende ord, det kan virke meget overvældende på dig, det forstår vi. Vi forstår også, hvis du ikke magter at kommentere på dem, det er helt ok.
    Måske kan du i stedet sætte et af dine dejlige blomsterbilleder på et nyt indlæg, så ved vi, at du er på vej igen.
    Knus
    Lisbeth

    SvarSlet
  35. Lisbeth har helt ret, når hun skriver, at det har været overvældende med alle de kommentarer og trøstende ord, for det har det - helt vildt overvældende og også helt vildt fantastisk at mærke den opbakning og varme, der er strømmet imod mig her på bloggen - og jeg har suget det til mig :-)

    1000, 1000 tak til jer allesammen! Det gør en kæmpeforskel at mærke, at jeg ikke er alene. Selvom jeg måske nok skulle overveje at investere i et par psykologtimer, nu hvor oplevelesen har besluttet sig for at vende tilbage for at rumstere i mit baghoved og forstyrre min nattesøvn, så har jeres kommentarer det sidste halve døgn været den rene vitaminindsprøjtning. Jeg har været rørt og bevæget og utrolig glad over hver eneste kommentar - så endnu engang: 1000 tak for jeres opbakning!

    Sikke en flok fantastiske mennesker, der befolker havebloblandet :-)

    Kæmpe knus til jer alle fra mig.

    SvarSlet
  36. Tak Signe
    Dejligt hvis det har kunnet hjælpe dig. Jeg har tænkt på dig flere gange i løbet af aftenen/natten. Håber du har sovet godt ;o)
    Knus
    Lisbeth

    SvarSlet
  37. Puha sikke dog en oplevelse. Sidder her med en stor klump i halsen og tårer i øjnene. Hvor er det dog synd for dig !!!
    Tænk at blive overfaldet i ens eget hjem. Det sted på jorden som burde være ens borg, ens sikkerhed. Skrækkeligt.
    Godt der intet fysisk skete med dig og din lille hund, men de psykiske skader tager længere tid at komme over.
    Stort trøstekram
    Lena fra Håstrup

    SvarSlet
  38. Jamen allerkæreste Signe... Hvor gør det mig dog ondt at du søde menneske skal have sådan en forfærdelig oplevelse med i rygsækken. De par gange jeg har mødt dig, har du udstrålet en kæmpe styrke og energi, det er så vigtig at du skriver/taler om det svære i dig. Lige nu er jeg selv "ramt af livet" og får ikke blogget så meget. Men jeg er her og sig endelig til hvis jeg kan gøre noget for dig.
    Kæmpe knus Lone

    SvarSlet
  39. Kæreste Signe,
    Jeg kan ikke udtrykke det bedre og varmere end de mange kommentarer du har fået. Du skal vide at jeg er lige i nærheden og at jeg tænker på dig - og føler med dig.
    Knus fra Lene

    SvarSlet
  40. Her kommer jeg halsende i sidste sekund. Én af de eneste aftner jeg ikke når på bloggen, og så ville jeg bare så gerne have lagt en kommentar til dig noget før.
    Alle de andre har givet dig rigtigt gode råd, så jeg vil bare sige at jeg er virkelig ked af at høre at alt det grimme er dukket op igen.
    Jeg havde undret mig over at du var så stille. Men så så jeg at du kommenterede hos Vivi den anden dag, og tænkte at du nok bare havde travlt, eller tog små pauser ligesom jeg lige nu.
    For os havenørder er den mørke tid en dum tid. Vi får ikke brugt den energi, som vi normalt bruger i haven. Og så tror jeg at den bliver til for mange tanker. Sådan er det ihvertfald for mig.
    Det eneste råd jeg kan give, som ikke er givet før, er at få brugt noget energi, så der ikke er så meget tilbage til tanker.
    Gav det mening? Gå tur med hunden, ikke i mørket, selvfølgelig, eller gør hovedrent :-)
    Det er ikke et råd jeg er særlig god til at følge, men jeg prøver, og det hjælper faktisk.
    Masser af varme knus fra mig :-)

    SvarSlet
  41. Kære Signe
    Jeg har først lige læst dette meget triste indlæg. Det er jo forfærdeligt hvad du har været ude for! Jeg sender dig en masse varme tanker her i den mørke tid! Lad os håbe at foråret snart kommer :-)
    Kærlig hilsen
    Gro

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...