Hjemmerøveri blev startskud for min blog

Det har på mange måder, været et hårdt år i år. Hvis det ikke havde været for de mange timers have-terapi i form af hårdt fysisk arbejde, skønne blomster og masser af drømme, og selvfølgelig alle mine nye ligesindede legekammerater her i haveblogland, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan jeg ville være kommet igennen den kolde og regnfulde sommer.

I februar var jeg udsat for et hjemmerøveri, hvor to unge mænd kom brasende ind i min stue og overfaldt mig med pebberspray. Det var midt om natten, men jeg havde nogle konflikter på jobbet, der holdt mig vågen, så jeg var ikke gået i seng endnu. Jeg havde næsten lige været ude med hunden, og havde ikke fået låst døren for nattet. De kunne se, jeg var vågen, så de havde pebbersprayen fremme allerede fra de åbnede døren og kom styrtende imod mig for at spraye direkte i ansigtet på mig og hunden, som jeg instinktivt holdt fast i for at de ikke skulle gøre den fortræd. Jeg nåede ikke at se så meget af dem, men den enes ansigt, står stadig lysende klart for mig. Han fortrak ikke en mine, og han havde det koldeste blik uden den mindste snert af empati.

Derefter gik de rundt i huset og tog, hvad der var af computere, mobil ol. før de vendte tilbage til mig og min lille knurrende hund og tømte resten af spraydåsen. Det tog nok ikke mere end 5-10 minutter, og jeg sad mussestille under hele røveriet af frygt for, at de skulle gøre mig mere fortræd. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været så bange eller følt mig så afmægtig og prisgivet.

Næsten blændet af pebberspray, knugende min lille hund, listede jeg med hjertet galopperende i halsen efterfølgende op til naboens hus, og fik dem banket op, så de kunne ringe efter politiet.

Selvom generne fra pebbersparyen forsvandt i løbet af nogle dage, så sad chokket og angsten tilbage i mig - og her 9 måneder efter kan jeg stadig blive overmandet af angst om natten, hvis hunden pludselig begynder at gø, fordi den hører noget udenfor. Det har ikke været så slemt hen over sommeren, men nu, hvor mørket er vendt tilbage, er hunden blevet mere vagtsom, og de sidste par uger har jeg stort set ikke fået en fuld nats søvn. Samtidig er haveterapien stort set blevet indstillet pga. årstiden, så jeg synes, der er lidt langt mellem de glade øjeblikke i disse dage.

Jeg ved, det bliver bedre igen, alene en god nats søvn ville helt sikkert gøre underværker. Jeg ved at foråret og lyset vender tilbage, og jeg ved, at I allesammen stadig er herinde klar til at byde vintermørket trods med opmuntrende blomsterbilleder og glade havedrømmerier.

Det var hjemmerøverriet der fik mig igang med at blogge. På min computer, som de tog, var alle mine billeder fra det første år i haven, alle min lister med planter - både dem jeg havde anskaffet og ikke mindst alle dem, jeg drømte om, alle mine skitser og planer og noter osv. Jeg besluttede derfor, at jeg ville røveri-sikre alle mine nye billeder, lister mm., så det ikke kunne ske igen. I min søgen efter et egnet sted på nettet, fik jeg ideen til bloggen. Jeg havde ikke forestillet mig, at det, der meste var tænkt som fjernlager til havebilleder og -tanker, kunne udvikle sig så hyggeligt  :-)

Når jeg for fremtiden vil tænke tilbage på 2011, så er jeg sikker på at bloggen her, og alt den glæde og begejstring, den har bragt med sig, vil fylde meget mere i min bevidsthed, end det røveri, der udløste det hele.

Men lige i disse dage er det røveriet, der fylder. Jeg vej ikke, hvorfor jeg fortæller det her. Måske har jeg brug for at genfortælle, hvad der skete, selvom det efterhånden er ved at være længe siden. Måske er det for at forklare, hvorfor der ikke sker så meget på bloggen i disse dage. Måske er det fordi jeg håber, det vil afføde et par opmuntrende kommentarer, der kan hjælpe til med at fortrænge lidt af tristheden. Måske er det lidt af det hele - eller måske noget helt fjerde. Uanset hvad, så håber jeg, I vil bære over med dette lidt for private, halvlange, småtriste indlæg - og så uden et eneste billede ;-)