onsdag den 27. juni 2012

Urban gardening


Lige rundt om hjørnet fra mit hotel i Vancouver, ligger en af byens mange Community Gardens - små nyttehaver. Da jeg havde en kort pause i programmet, skyndte jeg mig straks ned en tur forbi med kameraet :-)





Indenfor mødte jeg indehaveren af denne lille køkkenhave, der kunne fortælle, at den kostede 10 $ i leje om året (jordstykket er vel knapt 1,5x2 m), og at man skulle skrives op på en venteliste. Hun havde dog været så heldig, at den tidligere lejer ikke havde betalt og haven derfor gik videre til den, der kom først, og det var så hende :-)


I mange af de små haver er der både blomster og grøntsager - men det er tydeligt, at det er meget forskellige (have)mennesker, der står bag.




Et charmerende og livsbekræftende kludetæppe af blomster og grøntsager midt i storbyens trafikmylder og højhuse :-)

Jeg har desværre ikke tid til at skrive mere lige nu, men hvis der skulle dukke andre små have-historier op, mens jeg er i Canada, kan det være, der kommer flere små indlæg.

mandag den 25. juni 2012

Bedene ved det gamle æbletræ


For knapt et år siden, lavede jeg et rundt bed omkring det gamle æbletræ i forhaven og et langs hækken og rundt om busken tatarisk gedeblad, så der blev en lille græssti imellem dem (inden da var busken og æbletræet nærmest vokset sammen).


Her kan man se det blive til.



Busken fik en kraftig beskæring


Og her til morgen ser det sådan her ud :-)


Set fra den anden side.


Det er selvfølgelig langt fra vokset til endnu. Der er også sat nogle små syrener, så det med tiden bliver en lille "skovsti". Men jeg synes da, at det foreløbig tegner ganske lovende, og at det har pyntet :-)

I dag rejser jeg, så der vil formentlig være ret stille på bloggen de næste par uger. Ha' det godt så længe!

søndag den 24. juni 2012

Havebesøg hos Lone og Lisbeth


Lisbeth (Countryliv) kom med et fantastisk tilbud i går: En plads i bilen på en tur til Lone (Krea-krampen), der holdt åben have i dag. Hvem kan sige nej til det - jeg kunne i hvert fald ikke :-)

Og sikke en hyggelig dag, det har været, på trods af at vejret ikke var det allerbedste til havebesøg, men hvad gør det, når haven er skøn og værtinden er endnu skønnere ;-)


Pga. af småregn beholdt jeg kameraet under jakken det meste af tiden, så jeg beklager, at det ikke blev til så mange billeder. Her er det et af havens utallige små kreative islæt. Og sikke en fantastisk udsigt til den vestsjællandske natur - sådan en københavner som mig, bliver jo helt bjergtaget, når øjet kan vandre så langt uden at blive mødt af andet en marker, træer og himmel. Suk, hvem der bare havde sådan en udsigt!



Indenfor hækken var forholdene også noget større, end jeg er vant til - og planterne ligeså. Der var bl.a. nogle gigantiske blomstrende dronningebuske flere steder i haven. 



Her et kig fra indkørslen og ned gennem haven. Og de bløde siddepladser under halvtaget på hytten som værtinden selv har samlet. Jeg plejer jo heller ikke at være bleg for at kaste mig ud i projekter, men må indrømme, at jeg var temmelig imponeret. Det er sgu godt gået Lone :-)






Endnu et af de kreative indslag, med et flettet vindue til verden udenfor :-)

Mens Lisbeth og jeg var der, kom der også flere andre forbi, bl.a. en der også kendte min blog, så det var jo rigtig hyggeligt lige at få hilst på.

Det var dog ret koldt så efter lidt kaffe og småkager ved brændeovnen, satte vi atter næsen mod storbyen. Men så var det, at Lisbeth kom med endnu et godt tilbud: "Vil du se min have?" Og det kunne jeg selvfølgelig heller ikke sige nej til :-)


Og så blev det til endnu et havebesøg i endnu en skøn have med endnu en skøn værtinde :-)


















Hvis nogen lige nu sidder og ærgrer sig over, at de ikke var med og kunne opleve de to skønne bloggeres skønne have, så kan jeg fortælle, at både Lone og Lisbeth holder åben have i næste weekend - og begge haver er absolut et besøg værd!

Nu vil jeg haste videre med tøjvask og kuffertpakning, så jeg kan være klar til endnu en tur over Atlanten i morgen. Men hvor kommer jeg dog til at savne både bloggen og haven de næste 14 dage. Hvis jeg får tid og mulighed for det, kan det være, jeg laver et par korte indlæg fra den store verden - nu må vi se. 



Afslutningsvis en lille collage af nogle af de blomster, der er i min have lige nu.

1000 tak til Lisbeth og Lone for er skøn dag. Og hvis ikke jeg når flere indlæg inden jeg tager afsted, så vil jeg ønske jer allesammen nogle fantastiske sommerhavedage de næste par uger!

Torskemund

De første af mine små hvide torskemund (linaria purpurea) er netop sprunget ud. Så vidt jeg husker, har jeg også både blå og lyserøde, men foreløbig er det kun de hvide, der blomstrer. De er allesammen gaver fra andre bloggere, som jeg fik sidste år. Er de ikke søde? :-)


Her regner det desværre her til morgen, men jeg håber, vejret bedre sig, for i dag skal jeg på havebesøg, og selvom det nok skal blive hyggeligt, så er det jo alt andet lige sjovere i tørvejr og solskin.

Ha' en rigtig dejlig søndag!

lørdag den 23. juni 2012

På nettet igen


Så kom TDC endelig forbi i går, så nu er jeg atter forbundet med den store verden. Det må selvfølgelig straks udnyttes til at vise en af mine absolutte yndlingsroser Scepter'd Isle, der står og byder velkommen ved havelågen her i morgensolen :-)


Og så har jeg iøvrigt fået mig en lille rosenoverraskelse. Sidste forår (tror jeg det var) plantede jeg en rose mellem vinduerne op af huset på gårdspladsen. På navneskiltet på rosen står der "Queen Elizabeth" - en rose, der får store lyserøde blomster.



Sidste år blomstrede den slet ikke, men den skød gevaldigt i vejret. Nu er der så kommet blomster, og de er ikke særlig store, og ikke særlig lyserøde. Der er vist et eller andet, der ikke helt stemmer.


Nogen husker måske, at jeg sidste efterår gav mit gamle æbletræ en voldsom beskæring, hvor kronen blev mere end halveret. Efter jeg var gået igang med saven, kom jeg dog noget i tvivl om, hvorvidt jeg nu havde været for hårdhændet, som man kan læse i indlægget her - det så jo ret voldsomt ud.


Men som man kan se, så ser det allerede nu ret fint ud, og der er masser af æbler på vej - så det slap jeg vist alligevel ok fra. Pyha :-)

Ha' en rigtig dejlig dag!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...