torsdag den 29. maj 2014

Storkenæb i morgensol

Flere og flere storkenæb springer ud, og i dag er turen så kommet til denne skønne blå sag. Jeg fik den forærende for et par år siden (så vidt jeg husker af søde Lisbeth med bloggen Countryliv), men jeg kender desværre ikke navnet på den. Den var bare et lille rodskud, da den blev plantet, og nu er den næsten en meter i diameter og omkring en halv meter høj. Og som man kan se, er der masser af blomster i venter :-)


Den hvide bølgekronet storkenæb (phaeum) her har blomstret  i flere uger, og der er også stadig en del knopper tilbage, så den vil jeg have glæde af lidt endnu. Jeg har også en mørk bordeaux phaeum, men den er blomstret af for i år. Lidt pudsigt, at de blomstrer så forskudt.

Denne storkenæb er en af mine Oxonianum, som jeg har forskellige varianter af i haven. Ud over denne lyserøde, har jeg en mørkere pink og en helt sart rosa med mørkbrogede blade (det var den jeg viste billeder af i går - Maurice Moka). Både den pink og den lyserøde bredder sig ret voldsomt, så jeg forsøger at holde dem i lidt kort snor, men det er en fantastisk storkenæb, der hurtigt dækker bar jord og blomstrer lige indtil efteråret.

Denne blodrød storkenæb (geranium sanguineum var. striatum) er en af mine yndlinge. Den er ikke så høj og blomstrer også rigtig længe. Jeg har selv sået den for 3-4 år siden, og den har været et par år om rigtig at få fat og begynde at fylde lidt, men nu hjælper det på det (den måtte dog gerne bredde sig lidt mere, hvis det stod til mig :-)).

Der er så mange skønne storkenæb. De første af mine engstorkenæb er i øvrigt også ved at springe ud nu, så der kommer helt sikkert flere storkenæb-billeder i den kommen tid  :-)

Ha' en rigtig dejlig dag!

---
Tilføjet senere:

Svar til Susanne:
Det er kun få af mine engstorkenæb (pratenese), der er begyndt at springe ud, men denne blå er en af dem.

Mht. bladenes facon, så er blomsten og de små blade bagest på det andet billede fra den lille blodrød storkenæb, men i forgrunden kan man se et blad fra en af engstorkenæbene, der jo er noget større. 

2 kommentarer:

  1. Geranier er skønne i haven og du har da en hel del forskellige og flotte :-)

    Ved du om engstorkenæb kan kendes på de meget opdelte og smalle blade? Jeg har nemlig en blå med sådanne blade og aner ikke hvad den hedder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Susanne
      Ja, de er rigtig skønne :-)
      Jeg et absolut ikke ekspert i storkenæb, men jeg har nu lagt et par billeder på at en af mine engstorkenæb, så du har mulighed for at sammenligne. Om der findes andre bladvarianter indenfor engstorkenæb, skal jeg dog ikke kunne sige.
      Knus Signe

      Slet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...