torsdag den 5. juni 2014

Klokkerne blomstrer

Så er de første af mine klokker sprunget ud (smalbladet klokke). Som man kan se, har jeg dem både i hvid og blå - og mange steder i haven :-)



I ønskes alle en rigtig dejlig grundlovsdag 

- ikke mindst alle jer, der mødes til plantemarked og blog-træf i Kolding!

tirsdag den 3. juni 2014

Patty's Plum

Min orientalske valmue Patty's Plum sprang ud i går (hvor solskinsbillederne her også er fra). Den er tynget af så mange knopper i år, at den er væltet lidt ud til siderne, så jeg overvejer, om ikke jeg for fremtiden skal give den et stativ, den kan vokse op igennem, så den ikke mister balancen. Er der andre, der evt. har erfaringer med det?

Men uanset hvad, så er blomsterne bare så smukke, og jeg er helt vild med farven.




Her på de sidste to regnvejsbilleder fra i dag, kan man måske endnu bedre fornemme den lækre støvede farve.

Ha' en rigtig dejlig aften!

mandag den 2. juni 2014

Mere Geoff Hamilton

Her et par timer senere, er denne skønne rose på Geoff Hamilton sprunget lidt mere ud, og jeg synes den så så fortryllende ud, at den ikke bare skulle have sit eget indlæg her på bloggen, men også blev forfremmet til en plads i bloggens header :-)

Er den ikke bedårende?

Geoff Hamilton i morgensol


 Den skønne rose Geoff Hamilton er nu også sprunget ud :-)






Ha' en rigtig dejlig dag!

søndag den 1. juni 2014

Storkenæb mm.


Jeg har vist billeder af mange af dem før, men jeg holder så utrolig meget af storkenæb, og min have ville slet ikke være den samme uden dem, så nu kommer der lidt flere. Her er det et par af de meget livskraftige Geranium Oxonianum.

Dette er også en Oxonianum (Maurice Moka)




Her et det par af mine engstorkenæb (Geranium Pratense), der netop er begyndt at springe ud.



Og her de små selvsåede, der gror som ukrudt alle steder i haven - tor der er pyrenærisk storkenæb. Jeg fjerner en hel del af dem hvert forår, men der hvor de ikke er i vejen for andet, får de lov til at stå, for jeg synes, de er utrolig søde. Her har de på smukkeste vis mikset sig med margueritterne i forhaven.

Denne kender jeg ikke navnet på - men så bliver det da næsten ikke mere blåt :-)


Her er det blodrød storkenæb, der danner forgrund i bedet, hvor rosen Ghita har foldet sin første blomst ud.

Og så til nogle af havens andre blomster: 

Salvie i selskab med hvide natvioler.


Gul jakobsstige


Og lysegule ranunkler mikset med hvide natvioler.

Der er bare så utrolig frodigt i haven lige nu. Hvis man kunne sætte tiden i står, så ville jeg kraftigt overveje, om ikke det lige nu var det helt rigtige tidspunkt :-)

Jeg håber, at I andre også har nydt weekenden!

Væltede natvioler

Nogle af natviolerne var dejset om i vinden, så jeg har været ude og plukke et par buketter. Det nænner jeg ellers normalt ikke, så i stedet for at ærgre mig over at jeg (igen i år) ikke fik bundet dem op, så gå jeg lige nu og glæder mig over, at min stue dufter helt fortryllende :-)

Som man kan se, har jeg både hvide og lilla natvioler - og så har jeg en mellemting, nemlig denne lyslilla, som jeg næsten vil tro er en krydsning. På billedet øverst til højre, kan man se dem ved siden af de hvide.

Og her kan man se dem sammen med de lilla.




De er rigtig fine hver for sig, men sammen er de næsten endnu finere :-)

Ha' en rigtig dejlig søndag!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...