tirsdag den 27. december 2016

2016 er snart forbi

Så lakker 2016 mod enden. Jeg må indrømme, at det ikke har været det bedste år for mig, men der har heldigvis også været lyspunkter og forhåbentlig vil 2017 bringe mange flere af dem.

På den negative side har året budt på en økonomi, der er presset til det alleryderste, stress i fuldt udbrud med hjertebanken og hukommelsesproblemer, og det hele kulminerede i sommers med en midlertidig ansigtslammelse og et knus hjerte. Men selvom jeg godt kunne have lyst til bare at give op og kaste håndklædet i ringen, så aktiveres overlevelsesinstinktet alligevel i den slags situationer, og med kræfter jeg ikke anede, jeg havde, lykkedes det alligevel af få skubbet gang i firmaet.

Haven har der heller ikke været meget overskud til. Når jeg engang imellem er kommet derud, har jeg kunnet mærke, at det gjorde mig godt, men det er bare alt for sjældent, det er sket. I foråret var jeg for stresset, i sommers var jeg for ked af det, og hele efteråret har jeg arbejdet som en sindsyg for at skaffe og levere opgaver i mit lille fotograf-firma i forsøget på at holde skindet på næsen.

Men på den positive side, så er det et godt stykke hen ad vejen lykkedes mig at få gang i firmaet. Jeg har solgt mig selv for billigt i starten for at få opgaver, så indtjeningen har ikke været imponerende, men i takt med at der kommer flere og flere tilfredse kunder, som kan anbefale mig til andre, og jeg få vist, hvad jeg kan, så regner jeg også med at kunne skrue priserne op til et mere rimeligt niveau, hvor det kan lade sig gøre at leve af det. Heldigvis er mine faste udgifter ret beskedne, efter jeg er flyttet på landet, så indtjeningen behøver ikke at være prangende, for at det kan begynde at løbe rundt, og jeg forventer, det kommer til at ske i 2017.

I efteråret fik jeg den idé at søge ind på fotografuddannelsen - og jeg kom sørme ind. Jeg fik endda merit for hele grunduddannelsen, fordi jeg allerede har så meget erfaring. Nu bliver det springende punkt, om jeg kan finde en praktikplads, så jeg kan gøre uddannelsen færdig. Hvis det ikke lykkes, så fortsætter jeg bare som selvlært fotograf, men det kunne være fedt at få mulighed for at lære endnu mere og samtidig få papir på det, jeg kan.

Så foreløbig tegner 2017 til at blive en noget mere positiv oplevelse end 2016. Selv det knuste hjerte begynder at hele, og humøret er ved at være vendt tilbage igen.

På have-fronten, bliver det nok begrænset, hvor store revolutioner, der kommer til at ske her på matriklen, da kameraet formentlig fortsat kommer til at lægge beslag på størstedelen af mine vågne timer. Men små spadestik i den rigtige retning håber jeg, der bliver tid og overskud til - ikke mindst fordi jeg ved, hvor godt det gør mig at komme ud og få fingrene i jorden fra tid til anden. Og alle planerne og drømmene ligger jo stadig og kalder på at blive virkeliggjort.

Til gengæld vil jeg i 2017 fortsat skrive om haven i VoresVilla (hvor jeg i øvrigt også bliver fotograf på endnu en artikel-serie). Jeg vil også komme til at lave både kurser og foredrag i have- og blomsterfotografering, hvilket jeg nok skal fortælle mere om her på bloggen, når de nærmer sig. Tilbagemeldingerne på de kurser, jeg har holdt i år, har været overvældende positive, og det er dejligt at kunne kombinere have og kamera, så det glæder jeg mig meget til at gentage til næste år.

Jeg tør ikke love, at der bliver meget mere aktivitet her på bloggen i 2017, men nu får vi se. Fremtiden er en uforudsigelig størrelse, men lige nu tegner den lysere, end den har gjort længe.

Jeg vil ønske jer alle et rigtig godt nytår! Jeg håber at 2017 vil bringe jer masser af håb og smil og mod til at gå de veje, der er de rigtige for jer - og overskud til at overkomme de bump, der jo har det med at dukke op hen ad vejen.

De varmeste tanker og knus fra mig

30 kommentarer:

  1. Hej Signe
    Godt med en opdatering på året, der svinder, og at du nu igen kan se det positive. Vi herovre krydser fingre for, at 2017 bliver bedre for dig og godt for alle vi andre.
    Held og lykke med det hele og godt nytår.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  2. Kære Sigen. Du får lige så mange knus og hilsner tilbage.
    Du er en fighter, og du har min ubegrænsede beundring.
    Jeg kan nikke genkendende til mange af de ting du beskriver. Det er svært og smertefyldt, når vi er midt i det. Bagefter har vi så en erfaring og rigdom, som gør os til det menneske vi er i dag, og det er faktisk slet ikke så tosset endda :)
    Jeg ønsker dig alt det gode du må have brug for i det nye år.
    kh.

    SvarSlet
  3. Kære Signe.
    Livet kan i perioder være hårdt, men for det meste kommer vi jo over de største sten og værste bump på vejen. Det er ikke sjovt, når man står midt i alle udfordringerne, men når vi kommer ud på den anden side, har det oftest gjort os en hel del stærkere.
    Det er dejligt, det hele begynder at lysne for dig, og jeg håber så meget, at det lykkes dig både at finde en praktikplads, men også at få dit eget firma rigtig op at køre.
    Du ønskes held og lykke i det nye år.
    Knus Vivi

    SvarSlet
  4. Dejligt at læse din opdatering - jeg har tænkt på, hvordan det gik for dig! Fantastisk at det går den rigtige vej med dit firma og herligt med fotografuddannelsen - jeg håber, det lykkes for dig at finde en praktikplads. Men bedst af det hele er nu, at hjertet er ved at hele - og humøret bedre - det har været en barsk omgang, som du nu er på vej ud af. Rigtig godt 2017 til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Taaak :-)
      Ja, sådan et knust hjerte er en hård omgang.
      Knus

      Slet
  5. Kære Signe, det har bestemt været et hårdt år for dig, og jeg er glad for at læse at der nu er nogle lyspunkter i dit liv. Det er så sejt at du er kommet ind på fotograf uddannelsen og jeg krydser fingre for at du finder en praktikplads. Haven er der jo, i den udstrækning du har tid og kræfter, men mon ikke du vil finde mange gode stunder derude i 2017 også.
    Rigtigt godt nytår til dig.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Ulla :-)
      Jeg synes også det var rigtig fedt, at jeg bare kom ind på uddannelsen, og jeg håber, jeg har held til at finde et rigtig spændende praktiksted.
      Knus

      Slet
  6. Hei Signe! Så fint å høre at ting går rette veien for deg! Jeg er sikker på at det vil komme noen innlegg som kan glede oss lesere i løpet av året. Om ikke det blir så mange så gjør ikke det noe. Ha et riktig godt nyttår, og lykke til med dine studier! Klem fra Anne-Kristin

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne-Kirstin
      Jeg tror også, at det nok skal komme nogle indlæg af og til :-)
      Knus

      Slet
  7. Hej Signe.
    Jeg er ked af, at læse, at du har haft sådan et hårdt år. Men jeg synes bestemt det lyder som om, det sandsynligvis bliver et rigtigt godt og lykkebringende nyt år du går i møde, det håber jeg for dig.
    Knus
    Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Malene - ja, foreløbig tegner det jo noget lysere :-)
      Knus

      Slet
  8. Godt nytår Signe, jeg håber alt kommer til at flaske sig i det nye år og at du også får lidt energi til haven igen.
    Hilsen Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Pia - det håber jeg også :-)
      Knus

      Slet
  9. Det lyder som et virkelig hårdt år, hvor du har mødt megen modgang - især er det med det knuste hjerte en svær ting at komme over. Dejligt at høre, at du har mere mod på det hele igen og så flot og velfortjent, at du kom direkte ind på fotografuddannelsen. Jeg krydser fingre for, at 2017 bliver et helt fantastisk år for dig - godt nytår til dig :)
    Kh Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Linda
      Jeg har også følt det som en anerkendelse, at jeg kom ind på uddannelsen :-)
      Knus

      Slet
  10. Godt nytår til dig. Hvis du laver kursus i Haven i Hune, så tilmelder jeg mig 😊 Pøj pøj med alle dine planer - du er altid velkommen til at ligge vejen forbi min have hvis du kommer til Nordjylland.

    SvarSlet
    Svar
    1. Taak. Jeg har ikke lige planer om kurser i Hune, men det kunne da godt være, jeg skulle overveje det. Jeg har haft tanker om, at der evt. skulle laves et kursus i det jyske :-)
      Knus

      Slet
  11. Kære Signe. Dejligt med et nyt indlæg fra dig :-)Du har været i mine tanker her efter julen, så det glæder mig, at høre der kommer endnu flere en chancer for, at lære mere om fotografering. Dejligt allermest, at høre humøret og lyset kommer tilbage i dit liv, godt du er så robust, at du tager kampen op og kommer videre i livet, med læring af det du gennemgik. Det negativ og bitre kan vi alligevel ikke bruge til noget, så ud med det. Jeg vil krydse mine fingre for, at du finder den praktik plads, at 2017 vil være dig god og give dig den nødvendige kraft og tid til, at passe godt på dig selv allermest. Kærligst Merete

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Merete :-)
      Nej, livet er alt for kort og værdifuldt til at spilde det på bitterhed og fortrydelse, og jeg er sikker på, at 2017 vil bringe masser af dejlige stunder med sig.
      Knus

      Slet
  12. Hej Signe
    Stort Nytårsknus her fra Østerbro - jeg håber ligesom dig at 2017 bliver et godt og bedre nyt år for alle os der har haft stor modgang i 2016 og ligeså ønsker jeg også et godt nyt år for alle andre.
    Håber det lykkes os at ses i 2017.
    Varme hilsner fra Berit

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Berit :-)
      Det lyder som om, du også har haft et hårdt år. Og skal vi ikke bare aftale, at vi SKAL ses i år. Du er altid velkommen, til at komme her forbi, hvis du får lyst til at komme en tur på landet, men jeg er også ret tit i København, så det burde jo være muligt, at finde ud af noget.
      Stort nytårsknus til dig!

      Slet
  13. Hej Signe,
    Godt at høre at 2016 er blevet bedre her sidst på året for dig. Håber at 2017 bliver et godt år for dit skønne arbejde som fotograf med speciale i have/blomster. Godt gået og et stort klap på skuldren - sejt ikke bare at lade stå til. Tillykke med optagelsen på uddannelsen.

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 tak Anne - hvor er du sød :-)
      Knus

      Slet
  14. Hej Signe. Hvor er du bare sej og supergodt gået. Tillykke med uddannelsen. Rigtig godt nytår og mange gode ønsker i 2017.

    SvarSlet
  15. Kære Signe.

    Sikke et år det har været for dig. Godt vi nu har lukket og slukket for 2016 og i stedet er på dag 2 i et spritnyt år.

    Det glæder mig det går dig bedre på alle fronter - stort tillykke med at være kommet ind på uddannelsen.

    Jeg glæder mig til at høre et af dine foredrag i 2017 :)

    Kh
    Esther

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Esther - hvor er det sødt af dig :-)
      Jeg glæder mig også til foredraget.
      Knus

      Slet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...