tirsdag den 19. juli 2016

En lidt hård tid

Det er snart længe siden, jeg har ladet høre fra mig her på bloggen, men det har været nogle hårde måneder, og der har desværre hverken været overskud til haven eller bloggen.

Det skulle have været en sommer i kærlighedens tegn, men ham, jeg troede, jeg skulle dele resten at livet med, flyttede alligevel ikke ind som planlagt, og jeg har været fuldstændig knust.

Det har også betydet, at jeg er blevet presset på en lang række andre områder. De gamle stress-symptomer er vendt tilbage igen. Økonomien er voldsomt presset. Der har ikke været overskud til at sikre opgaver nok i mit lille fotograf-firma. Jeg kan heller ikke komme til at tage et nyt lån i huset som planlagt, da der lige nu kun er min beskedne indtægt, og den ikke er nok til at jeg kan blive godkendt af realkreditinstitutterne, selvom der sådan set er friværdi i huset. Det betyder også, at jeg fortsat ikke har noget varmt vand, og at det er usikkert, om jeg kan nå at få varme i huset inden vinteren. Fremtiden ser på alle måder usikker ud lige nu, og al energi går til at prøve at holde modet oppe og komme videre.

For en måned siden vågnede jeg en morgen med lammelser i den ene side af ansigtet. Efter en tur rundt på det meste af Sjælland med ambulancer, fandt de ud af, at det heldigvis ikke var en blodprop, men en midlertidig lammelse af ansigtsnerven, som vil gå i sig selv igen. Allerede nu er lammelsen stort set væk, men det var lidt af en forskrækkelse. Da jeg kom hjem fra sygehuset, havde ræven i øvrigt været forbi og tyndet ud i min hønsegård.

Kommunen er ved at lave en plejeplan for det fredede naturområde jeg bor i. Da jeg modtog udkastet kunne jeg se, at en af de prioriteringer, der var lagt op til, var at fælde hele min skov. Så jeg slugte forfængeligheden og tog trods lammelsen og øjne, der var forgrædte af hjertesorger, til nabohøringen for at protestere. Hvis det skulle give nogen landskabelig mening at fælde skoven, ville det kræve, at man også ryddede hele min have, og jeg så lige for mig, hvordan et hold kommunale medarbejdere rykkede ind med motorsave og jeg sad tilbage på en bar mark. I så fald ville det nok også være svært at kunne fortsætte som haveskribent. Siden har jeg haft endnu et møde med kommunen, og det ser heldigvis ud til at både skoven og haven får lov til at blive. Men ikke lige det man havde brug for oveni alt det andet.

Inden det hele ramlede, var jeg igang med planer om at lave en havebog og godt igang med at samle billedemateriale. Haven tog sig smukt ud med masser af blomster i de nye bede og nye højbede fyldt med lækkerier i køkkenhaven. Der var hentet tilbud på renoveringerne, og der manglede bare at realkreditlånet ville falde på plads, når han flyttede ind. Det var også planen, at jeg for første gang i 15 år skulle på en rigtig ferie sydpå. Jeg troede på, at nu var lykken vendt, og at jeg efter alle de år, hvor jeg har stået alene med alt, nu ville have en livsven, en soulmate, at dele både glæderne og sorgerne og ikke mindst kærligheden med.

Jeg troede også, at den stress, det har præget mit liv i flere år, nu endelig kunne lægges bag mig. En stress, der måske allerede begyndte efter det hjemmerøveri, jeg var udsat for, og som for alvor blussede op, da jeg senere fik et ret krævende job med en helt uduelig chef. En stress, der førte til, at jeg måtte opgive mit vellønnede job og for snart to år siden blev tvunget til at sælge mit hus i København. Og en stress som har tvunget mig til helt at skifte karriere-spor. Men desværre ser det ikke ud til, at mit liv bliver mindre stress-fyldt lige med det første.

Lige nu handler det hele bare om at forsøge at komme på benene igen og forhindre at situationen bliver forværet yderligere. Den absolutte top-prioritering er at forsøge at få styr på økonomien, så jeg ikke risikerer igen at stå i en situation, hvor jeg er tvunget til at sælge mit hus. Jeg gør hvad jeg kan for at få flere foto-opgaver, for jeg ved, at jeg er en rigtig dygtig fotograf, og at jeg sagtens vil kunne klare mig i konkurrencen. Men lige nu er det en kamp mod tiden. Hvis ikke der kommer meget mere gang i firmaet meget, meget, hurtigt, så bliver jeg formentlig nødt til at lukke det igen, hvilket jeg også ville være rigtig ked af.

Arbejdet som fotograf kan jeg nemlig godt klare uden at det fremprovokerer alle de ødelæggende stress-reaktioner. Når jeg er bag kameraet, er jeg 100% til stede i nu'et, 100% på. Der er ikke plads til andre tanker, end hvordan jeg får de bedste billeder, hvordan lyset falder, hvilken vinkel der er bedst, hvordan jeg i det hele taget får det bedste frem i det, jeg fotograferer, hvad enten det er mennesker, situationer eller blomster. Det føles næsten som en befrielse, når jeg kan arbejde. Men så længe mit firma ikke er mere veletableret, så skal der bruges rigtig, rigtig meget energi på at opsøge opgaverne, og det føles lidt tungt lige i øjeblikket.

Mens jeg prøver at skaffe flere foto-opgaver, og tage mig af dem, jeg allerede har, så er jeg også ved at undersøge forskellige vikarbureauer for ufaglærte småjobs, der ikke vil provokere for meget stress. Men hele situationen er i sig selv stressende, og jeg har det som om jeg forsøger at køre op af et stejlt bjerg på en reservetank, der for længst er løbet tør.

Der er tidspunkter, hvor jeg mest af alt har lyst til bare at give op. Jeg tror ikke længere på kærligheden, ikke for mig i hvert fald, og det føles næsten ubærligt at skue ud mod en fremtid uden den nærhed, ømhed og fortrolighed, som jeg lige nåede at fornemme smagen af. Det ser så trist og ensomt ud nu. Det er svært at tro, at jeg nogen sinde bliver rigtig glad igen. Men jeg forsøger at fortælle mig selv, at sådan føles et knust hjerte, og at man kommer over det igen. At der vil være lys for enden af tunnellen på et tidspunkt. At jeg ikke skal tænke for meget på det, men holde fokus på at få mere gang i firmaet, eller sikre andre indtægter. At jeg bliver nødt til at se fremad og nødt til at fortsætte også selvom det nogen gange kan virke helt meningsløst.

Jeg burde sikkert ikke fortælle om det her, men i stedet forsøge at opretholde en glad og succesfuld facade og holde mig til at skrive små hyggelige have-indlæg. Men jeg har aldrig været specielt god til det der med facader, og desuden synes jeg også det er lidt afstumpet, hvis vi alle sammen forsøger at skabe et fortegnet rosenrødt virkelighedsbillede, hvor vi kun må være en succes, og hvor der ikke er plads til, at man også kan være sårbar og ked af det - for det er jo også en del af det at være menneske. Og vi bliver jo ikke mindre seje, stærke, dygtige, eller elskelige, bare fordi livet af og til kan være lidt svært. Så nu jeg har valgt at fortælle om det alligevel. Hvis nogen tænker dårligere om mig eller får trang til at hovere eller pege fingre af den grund, så må jeg jo tage det med. Jeg kan ikke fungere som blogger, hvis jeg ikke kan være ærlig.

Lige nu ligner min have noget, der ikke er blevet passet i flere år (utroligt, hvad en våd sommer kan gøre). Et kaos af ukrudt og halvfærdige projekter. Før hen kunne jeg flygte ud i haven og finde roen og glæden, når stressen begyndte at melde sig, men lige nu gør det mig bare ked af det at se den i så misserabel en tilstand, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal starte eller slutte. Men jeg ved det ville være godt for mig, at komme ud i haven igen for at få nogle små tiltrængte pauser fra alle de andre opgaver og tanker, der presser sig på lige nu. Små åndehuller i hverdagen, hvor der er plads til dybe vejrtrækninger, hvor smilet kan komme snigende, mens man sidder med fingrene i jorden og pludselig forstyrres af en sommerfugl eller får øje på en yndig lille blomst, man helt havde glemt, og så tænkte jeg, at bloggen måske kunne være en hjælp til at komme ud og igang igen og genfinde haveglæden.

Så jeg vil bestræbe mig på, at komme med lidt flere blogindlæg det næste stykke tid. Jeg vil helt sikkert også komme til at udstille, hvor forfærdelig haven ser ud lige nu (og dermed også, hvor utjekket jeg er), men forhåbentlig bliver der efterhånden også mulighed for nogle gode billeder af forvandlingen tilbage til mere kontrolleret have. Og så håber jeg, at det kan være en hjælp til at genfinde glæden ved de små hverdagsmirakler: måden morgenlyset rammer en lille blomst, duggen i edderkoppens spind, smagen af solmodne kirsebær - de små fine oplevelser man både i tekst og billeder har lyst til at dele med andre. Og forhåbentlig vil den slags blog-indlæg hen ad vejen igen være dem, der kommer til at fylde her på bloggen.

Og jeg håber, at I, der læser med her, har lyst til at bakke op med små søde kommentarer. Jeg ved godt, det nok er lidt patetisk at bede om det, men på den anden side ved jeg også, at alle de små smil, de bringer med sig, vil være en hjælp til at komme igennem hverdagen og forhåbentlig efterhånden lande på fødderne igen.

PS:
Skulle I i øvrigt høre om nogen, der har brug for en dygtig fotograf på Sjælland til portrætter, reportager, bryllup, haver mm., så må I da meget gerne sende dem i min retning (man kan i øvrigt se min hjemmeside her). Heldigvis har situationen ikke gjort mig dårligere til at arbejde som fotograf - det er bare presset i forhold til den opsøgende del af arbejdet med at skaffe flere opgaver, der kan virke lidt tungt lige nu.

---
(Tilføjet senere)

Hov, jeg glemte i øvrigt at fortælle, at der faktisk er flyttet en ny beboer ind her på matriklen - en lille sort killing ved navn Artemis.



Den ene af vores to gamle katte forsvandt i vinter, og den anden har besluttet sig for at gå på pension (orker ikke rigtig at rende efter musene mere), så nu var det tid til at få en ny kat, der kunne bidrage til at holde bestanden af små gnavere lidt nede.

21 kommentarer:

  1. Kjære Signe, det var da virkelig mye som hadde gått den gale veien for deg! Jeg ønsker deg alt godt videre, og håper ting løser segfor deg! God varm klem fra Anne-Kristin

    SvarSlet
  2. Søde Signe - sikke en sommer du har haft, jeg har undret mig over dine manglende indlæg, men det er der jo en forklaring på. Godt lammelsen var forbigående, det smertende hjerte, økonomien og stressen må være nok at skulle bære på. Jeg tror, det er en god ide at bruge bloggen - fortæl, brok dig, del dine bekymringer og ras ud - jeg tror, vi er mange, som læser med og sender dig en masse positiv energi og et par søde kommentarer. Jeg håber af hele mit hjerte, at du får fotoopgaver, så du kan klare dig igennem den del af krisen. Hjertesorg er slemt og tager tid, men jeg tror, du har fat i det rigtige, når du siger, at haven kan virke helende - både hvad angår stress og kærlighed. Små skridt... Mange tanker til dig.

    SvarSlet
  3. Åh nej (som mit barnebarn Arthur siger) det var da nedtur hele vejen igennem, eneste trøst er, at det kun kan gå fremad igen. Det håber jeg, at det gør. Ham der har svigtet dig, har alligevel ikke fortjent sådan en sød pige. Det er ingen trøst lige nu, måske kommer der en ny og bedre mand ind i dit liv, det håber jer, men lige nu må du slikke sårene. Jeg håber du finder vej i økonomien og at nogle vil bruge dig som fotograf, for du tager fantastiske billeder.
    Knus fra Lisbeth
    og held og lykke med det hele.

    SvarSlet
  4. Du får lige et kæmpe online-knus herfra! Det lyder godt nok som om det er noget hø lige nu - men jeg lover dig at du kommer til at blive glad igen, ligemeget hvor lidt der tyder på det lige nu. PS. Blogindlæg bliver meget bedre af at være ægte og selvironiske og ikke-glittede! PPS. Skriv den havebog så snart overskuddet begynder at snige sig ind på dig igen :-)

    SvarSlet
  5. Et kæmpe stort knus til dig Signe, jeg føler med dig, og håber virkelig det går den rigtige vej fremover.

    SvarSlet
  6. Det var en temmelig hård tid! Al sympati herfra - det er så hårdt når der er flere ting der går i stykker på en gang. Det er med at sørge for sin base, så okonomien er nok det bedste, mest håndgribelige sted at starte. Håber alt falder på plads både ' indvendigt ' og ' udvendigt'

    SvarSlet
  7. Kære Signe.Åh !!!sikke da et indlæg...........undrede mig jo over stilheden fra dig.Men det var der jo en god grund til.
    Håber det kun kan gå fremad for dig nu.For en vinter uden hverken varmt vand og varme er da slet ikke til at tænke på.
    Et knust hjerte kan man komme over selv om det lige nu føles meget hårdt.Håber sådan at der findes en løsning på dine økonomiske kvaler.
    For en god fotograf er du helt bestemt.
    Og bar giv los i indlæg her på bloggen.........det hjælper altid lidt at komme af med sine tanker og bekymringer.
    Er der noget jeg kan hjælpe dig med er det bare at sige til.
    Mange gode tanker og masser af knus fra mig Jette

    SvarSlet
  8. Kære Signe!
    Du rammer lige der hvor hjertet banker med dette indlæg. Egentlig ved jeg ikke hvad jeg skal sige, mangler ord.
    Mens jeg læste om alt det du har oplevet og oplever tænker jeg, du skriver så fantastisk, og jeg levede mig ind i det hele- jeg ikke glippede et eneste ord-og at måske var det der din bog skulle begynde.....
    Jeg ønsker dig alt det bedste du modige og totalt seje kvinde! Det mennesker som dig der gør os menneskelige-at vi er af kød og blod med følelser, at vi har udfordringer, der nogle gange syntes helt uoverskuelige.
    Og jeg syntes du gør det godt, ved det at bruge bloggen på denne måde!
    Med de bedste ønsker for dig og din fremtid.
    Anette

    PS Jeg er Jyde, men vil huske en hvis fotograf på Sjælland:-))))

    SvarSlet
    Svar
    1. PS ved godt det ikke er velmenene forslag du har brug for, men tænkte det så kraftigt, at det måtte ud

      Slet
  9. Søde Signe, det gør mig så ondt at dine drømme lige i øjeblikket er langt fra virkeligheden... jeg tænker som Anette at din situation måske kunne bruges, for som jeg opfatter det, så er der rigtig mange havebloggere, der har det lidt svært på den ene eller anden måde...og da jeg VED at du kommer fint igennem det, kan din rejse i ord og billeder måske hjælpe andre. Knus, knus, knus

    SvarSlet
  10. Sødeste Sine altså, hvad er dog det for noget alt sammen. Knuste hjerter de heler igen, men det tager tid og den tid skal du tage..så kommer det til at gå fremad.
    Men for pokker da, livet har af en eller anden grund sat dig på ikke bare en men mange udfordringer..du må ud i din have og så vil det hele blive lidt bedre, for hvis du skal klare at passe dit arbejde så må du genfinde din livsgejst og din haveglæde. Jeg lover dig at jeg nok skal sende alle dem der skal have taget billeder i min omgangskreds i din retning. Så du kan komme til at lave det du allerhelst vil og er så dygtig til.
    Kæmpe krammer fra Linda.

    SvarSlet
  11. Mange hilsner herfra. Det er ikke let at se positivt på tilværelsen lige nu for dig, men jeg ønsker alt Det bedste for dig, har altid fulgt din blog med glæde. Hvor er det flot, at du deler alle dine problemer med os. Fortsæt endelig med det. Pøj pøj herfra.

    SvarSlet
  12. Søde Signe, hvor er livet altså hårdt for dig indimellem, jeg håber sådan for dig at du kan blive i "Bjergene" og at du klarer dig igennem den økonomiske krise. Du har livsnerve og ihærdighed i dig og det er vigtigt, men du kan tro at jeg føler med dig og ville ønske at jeg kunne gøre mere end blot at skrive disse ord. Bloggen må man bruge so man vil, og vi er ikke i tvivl om at der også er en rigtig helstøbt pige bag dit indlæg her. Og dine billeder er bare så fantastiske - måtte hele landet da bare være klar til at bruge dig, ja jeg skal nok anbefale hvor jeg kan.
    Knus og positive tanker

    SvarSlet
  13. Skickar dig en riktigt stor kram, och hoppas så att allt ordnar sig.
    Kram /Marika

    SvarSlet
  14. Kære Signe

    Jeg tilslutter mig koret af velmenende røster med "sikke en gang L... universet sender din vej lige nu"! Det er mere end man bør kunne tåle, så det er ikke så mærkeligt at du føler dig ramt.

    Når det så er sagt, ved jeg at du besidder kræfter som en mindre hær og en særlig evne til at se det smukke livet byder. I mit hoved er du døbt Lyset's Dronning, måske en anelse inspireret af de drømme-smukke billeder der kommer fra din hånd ;-). Jeg kender dig ikke personligt, men jeg er ikke i tvivl om at jeg har ret i ovenstående.

    Sidste år læste jeg hele (HELE) Signes Vals igennem. Det sure, sjove, smukke, hårde, svære og positive. Det hele med smukt på. At du er så ærlig på din blog skinner igennem. Man ved det er ægte, men vi får også et stærkt billede af dig. Derfor beder jeg dig tro mine ord i ovenstående linier. Jeg har også selv været sygemeldt længere tid med stress. Så har man jo en tendens til at overse sine egne gode sider og så kan jeg jo passende minde dig om nogle af dine.

    Økonomien kan jeg desværre ikke rådgive dig om, forhåbentlig har du kvalificeret hjælp i den retning.

    Men et lille haveråd fra eks-stressede: Udse dig et lystbetonet projekt du vil i gang med. Vær realistisk ang. hvor megen tid du har og projektets størrelse. Træk 3/4 af projektet fra igen og giv dig igang med den sidste 1/4. Typisk vurderer man projektet ud fra hvad man mener man burde kunne. Men min erfaring siger i hvert fald at man næsten altid bider over for meget. Det er vigtigt at undgå at "svigte sig selv", tag i stedet en letkøbt sejr. Det mærkes!

    Jeg tænker ligesom Anette, at der kom jeg vist til at lukke for meget ud. Men ligesom hun mener jeg det hele. Så luk øjnene for det der er for meget og tag det du kan bruge.

    Kærlig hilsen

    Gitte

    SvarSlet
  15. Kære Signe
    Jeg har været inde på din blok hver dag og savnet dine billeder og fortællinger om din nye have, det er altid spændende at se hvad du har af projekter.
    Føler med dig og håber du igen får mod og styrke til at kæmpe videre.
    Stedet du har er jo så livgivende, så mon ikke det kan hjælpe dig på vej.
    Kærlig hilsen Ilse

    SvarSlet
  16. Kære Signe

    Tak for dit ærlige blogindlæg. Det er dejligt du vælger at dele det, på trods af det er meget personligt. Jeg nyder altid at læse dine indlæg, og for helvede dine billeder er SÅ smukke. Du må til enhver tid lægge vejen forbi min have og tage billeder til en havebog - for du er dygtig.

    Hold ud og tag en dag af gangen - Kram Maria

    SvarSlet
  17. Kære Signe. Jeg har ikke tidligere kommenteret på din blog, men kigget med. Men dit indlæg gav stof til eftertanke, netop pga. din ærlighed. "hatten af" for den. Det min klare overbevisning at med ærlighed kommer vi længst. Der sendes den klare luft fra havet, som tørrer tårerene væk, som giver de grimme tanker baghjul, herfra det syd vest jyske. Det er op ad bakke lige nu for dig, men du er allerede mange skridt opad! Jeg ønsker dig al mulig held med projektet og bloggen, og vil med glæde nyde dine skønne billeder fremover. Hvor der er en vilje, er der en vej, men nogen gange skal vi lede efter vejen.... Kærligst Merete

    SvarSlet
  18. Kære Signe. Sikke en omgang du har været udsat for. Hold op hvor er du stærk - og samtidig har kræfter til at være så ærlig her på bloggen. Du får lige en stor virtuel krammer fra mig :-). Du skal vide at det er en fornøjelse at læse med på din blog og jeg vil glæder mig til flere skønne billeder fra din hånd. Jeg krydser fingre for at der snart åbner sig en masse nye døre for dig. Stort knus fra Mette

    SvarSlet
  19. Kære Signe

    Jeg kan kun tilslutte mig "koret" af "For pokker sikke en masse l***", der er ramlet ned over dig....

    Stort cadeau for din ærlighed - som du skriver, så er vi jo mennesker...og ikke overmennesker.

    Mange positive tanker til dig.

    Kh
    Esther

    SvarSlet
  20. Hej Signe.
    Dejligt at du er begyndt at blogge igen.

    Det er altid svært når tingene ikke lige går som planlagt.
    Jeg har en veninde som også er gået ned med stress og jeg ved fra hende,
    at der skal ingen ting til før læsset vælter.

    Små søde hilsner og lidt opmærksomhed er guld værd, siger hun.

    Jeg synes at der er så flot, at du vil dele dine dage med os-
    Din ærlighed er prisværdig, men man siger også at man kommer længst ved at være ærlig.

    Dine fotos er stadig utrolig smukke, fulde af liv og farver.
    Håber for dig at fremtiden må blive lys.

    Mange hilsner
    Bente.

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...