torsdag den 30. april 2015

KULØRTE TULIPANER

I min gamle have var bedene i forhaven et kulørt festfyrværkeri hvert forår, når tulipanerne sprang ud i gule, orange, pink og lilla farver. Jeg har ikke fået mig et nyt kulørt tulipanbed i min nye have, og måske får jeg det aldrig, for kombinationen af rådyr og tulipaner falder stort set aldrig ud til tulipanernes fordel.

Men helt undvære tulipaner kan jeg jo ikke, så indtil videre har jeg bl.a. lagt løg i nogle baljer, der har stået i sikkerhed på verandaen, og i en af dem har jeg sat et par af yndlingene fra mit gamle kulørte bed, nemlig den orange tulipan Princess Irene, der har en bordeaux/lilla flamme-aftegning, og den varmt lysegule (næsten på vej over i det ferskenfarvede) Daydream der får en helt tynd orangerød kant.

I min gamle have var de flinke til at komme igen, så jeg håber, jeg kan få glæde af dem i mange år. Og hvis jeg får indhegnet et rådyrsikret område, så rykker de formentlig ind her og får selskab af nogle af de andre kulørte tulipaner, jeg havde tidligere, så jeg igen kan få mit gamle forårsfestfyrkeri tilbage.


Lige nu glæder jeg mig dog helt vildt over denne lille balje her :-)

8 kommentarer:

  1. Tulipaner er næsten ikke til at undvære, heldigvis har "mine" rådyr ikke været interesseret i tulipanerne, værre var det med roserne.
    Knus

    SvarSlet
  2. Hvor er det dog en yndig balje - jeg er vild med farverne. Ærgerligt med rådyrene, men det hører jo til på landet.
    Du må simpelthen have fat i nogle flere baljer som kan stilles helt tæt på huset.

    SvarSlet
  3. Hvor er det et smukt syn med de fine tulipaner i baljen.
    Her er der rådyr i skoven, men de har heldigvis ikke fundet vej til haven endnu.

    SvarSlet
  4. Et lille festfyrværkeri i en balje er nu heller ikke at kimse af.... ;o)

    SvarSlet
  5. smukke farver, jeg er vild med den gule med den røde kant, den er virkelig fin

    SvarSlet
  6. Hvert forår tænker jeg på dit gamle tulipanbed - det var forrygende. Jeg ærgrer mig altid over at jeg har rådyr så jeg ikke kan have tulipaner i sommerhushaven.
    Her i byen kan mine plantevenner med gadehaven have tulipaner, da der er sollys nok - så jeg går ofte derud og nyder dem. I gårdhavens skyggebede står den kun på lidt lave vilde tulipaner.
    Men så er der jo masser af andre planter jeg kan have - så hvad piver jeg for :o)
    God bededags weekend
    Knus fra Berit

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...