Så er jeg næsten blevet færdig med det nye magnolie-bed. Der er fjernet græstørv på begge sider af stien, og de større planter er kommet på plads. Der mangler stadig en del småplanter (bl.a. de sidste af de mange storkenæb, jeg havde med hjem fra mit besøg i Høneballehaven), men jeg satser på, at de bliver befriet fra deres midlertidige potte-tilværelse og kommer på plads i bedet løbet af de næste par dage.
Når man går fra gårdspladsen ind i haven og vender blikket til højre mod akacie-øen, ser udsigten nu sådan her ud.
Og sådan her, når man ser det fra Akacieøen.
Sammen med bassinet og Akacieøen er det nye bed med til at skabe rammerne om et mindre haverum, hvor der kommer til at være nogle siddepladser af en slags i den en ende ved bassinet (hvor havestolene står lige nu) og hængestolen i den anden ende. Virkningen vil jeg jo først for alvor kunne se, når de nye bede vokser lidt mere til, men man kan allerede nu fornemme rummet, og jeg tror det bliver rigtig fint med de to stjernemagnolier, der kommer til at danne indgangsportal til stien. Man kunne jo godt ønske sig, at man lige kunne spole tiden et par år frem, så man kunne se resultatet, men jeg bliver nok nødt til at væbne mig med tålmodighed og glæde mig over, at planterne nu er kommet i jorden, så de kan begynde at vokse - processen er igang :-)

















