Nogen vil sikkert tænke, at nu ramler det da for hende københavneren, der er flyttet på landet, og det er måske også rigtig. Uanset hvad, så har jeg i dag udvidet hønseflokken her på "farmen" med 7 nye kyllinger (racen er Orpington og der er 3 blå/grå og 4 gulsortsømmet). De er klækket i går og er jo selvfølgelig helt ubeskriveligt nuttede.
Efter at de to voksne høner, er begyndt at lægge æg, er vi blevet utrolig glade for blødkogte æg om morgenen, og vi vil jo også gerne have æg til omeletter, tærter, kager mm. så de 1½ æg om dagen, vi i gennemsnit får lige nu, kan jo langt fra dække behovet - og så kunne det også være dejligt hvis æggeproduktionen på et tidspunkt blev stor nok til, at der kunne udruges kyllinger, så der blev lidt at slagte af. Så nu har vi altså endnu engang udvidet flokken.
De tre Kobber Maran kyllinger som nu er knapt en måned gamle, er i øvrigt vokset godt til. De er nået det stadie, hvor de ser allermest forpjuskede ud med fjer på vej, og dun der falder af. De ligner nærmest små befjerede øgler, og hvis de ikke var så utroligt søde, ville jeg nok være fristet til at kalde dem grimme.
Min datter har brugt en del tid på at hygge om dem, og som man kan se her, er de rigtig glade for deres adoptivmor. Lige nu er favoritpladsen her på skuldrene, hvor de både kan nyde godt at kropsvarmen (de er jo stadig lidt kuldskære), og samtidig har et godt udsyn.
De små fladt hurtigt til ro under varmelampen i deres nye hjem. Der var dog en enkelt der faldt i min datters kavalergang, og den var tilyneladende også fin at få sig en lille lur i ovenpå en begivenhedsrig flyttedag ;-)
















































