Højbede


Som vel det meste andet jord i København, er min grund klasificeret som muligvis forurenet. Derfor bliver det anbeflet, at man dyrker grøntsager i ren jord, f.eks. i højbede. Jeg tror egentlig ikke, den er forurenet - her har ligget kolonihaver i en menneskealder - men der er jo ingen grund til at tage chancer, og desuden synes jeg højbede kan være ret charmerende. Da jeg flyttede ind, besluttede jeg derfor, at jeg ville anlægge tre højbede i forlængelse af gårdspladsen.

Det første år kunne det ikke blive til noget, pga. kloakeringen. Det var nemlig også her, den gamle septitank var gravet ned, men i år er arbejdet med at etablere højbedene kommet i gang. I første omgang har jeg bygget to af nogle af overskudsbrædderne fra renoveringen af daglistuen. Det er en tidligere udestue og havde samme beklædning, som huset har udvendigt.

Et par højbede bliver til
Højbebedene måler ca. 1x2 meter og er afstivet med stolper, jeg har gravet ned i jorden. Jeg har givet dem et par gange sort træbeskyttelse, så de matcher til huset, og beklædt siderne indvendig med plast og fiberdug. Jeg har sat et smalt bræt på oversiden af kanten, som man kan sidde på og et på tværs af bedet for at afstive det yderligere. Flisebelægningen fra gårdspladsen har jeg forlænget , så den løber rundt om højbedene - både for at undgå for meget ukrudt imellem dem, og for at skabe en større sammenhæng med gårdspladsen.

Desværre har jeg ikke haft råd til at fylde de 2-3 m3 med ren planteskolejord, harpet muld, eller hvad man nu kan købe af lækkerier, men jeg har fyldt dem med kompostmuld fra genbrugsstationen og indholdet af nogle plantesække i toppen. Jeg håber, det kommer til at fungere. Næste år har jeg planer om at tilføje et, måske to, ekstra højbede, så der også bliver plads til f.eks. kartofler.




Slutningen af maj 2011

Dyrkning i højbede
Ud over den rene jord, er en af de helt store fordele ved at dyrke i højbede, at planterne kan stå tættere, og man derfor får et større udbytte pr. m2. Grunden er den, at jorden er løsere, fordi man aldrig træder på den, og planterne dermed kan sende rødderne mere i dybden.

For mig har John Seymours bog "Den selvforsynende have", været en stor inspirationskilde. Her står der bla. også beskrivelser af, hvor tæt forskellige afgrøder skal plantes i højbede. Den kan jeg varmt anbefale.

En anden fordel ved højbede er, at de er lettere at luge - af tre grunde. For det første sidder ukrudtet ikke helt så godt fast i den løse jord og er derfor lettere at trække op. For det andet, er det en mere behagelig arbejdhøjde. Og for det tredje, så er der en psykologisk faktor, der spiller ind. Det virker nemlig på en eller anden måde mere overskueligt, når det er et afgrænset bed på et par m2, man skal have klaret.

En sidste fordel, jeg vil fremhæve her, er at de er ret lette at forsyne med en sneglekant, så man kan få salaten for sig selv. De sneglekanter, der er i handlen er desværre ret dyre, så jeg har ikke fået sat nogen på endnu. Plan er, at jeg vil forsøge selv at konstruere dem, men det er indtil videre kun blevet ved overvejelserne. Og heldigvis har sneglene ikke fået øje på lækkerierne endnu :-)

Ulempen er, at det kan være nødvendigt at vande lidt oftere.

Slutningen af juni 2011
Indholdet af mine højbede
Her er indholdet som det ser ud i juni 2011. I højbedet tættest på gårdspladsen er der forskellige krydderurter i den ene halvdel og jordbær i den anden halvdel ud mod hækken. I det højbed, der står længst væk fra gårdspladsen er der forskellige slags salat og spinat i den ene halvdel og gulerødder og ærter ud mod hækken:


Citrontimian, oregano og basilikum

Salvie, merian og dild

Purløg, koriander og fransk estragon

Persille og marokkansk mynte

Jordbær, ærter og gulerødder

Babysalat-blanding, pluksalat og spinat

Det foreløbige resultat
Hele juni har der været mere salat og spinat, end jeg har kunnet nå at spise og rigeligt med krydderurter til, at jeg ikke har behøvet at holde igen.

I slutning af juni kom de første jordbær

Og i slutningen af juli kunne de første søde ærter høstes

Blomstrende højbede
Både jordbærne, ærterne og mange af krydderurterne blomstrer i løbet af sommeren. Det ser rigtig fint ud, synes jeg :-) Til næste år overvejer jeg at supplere med endnu flere blomster i bedene, måske tagetes, morgenfruer eller noget helt tredje.








Juli 2011

13 kommentarer:

  1. Hej Signe.
    Jeg er af og til inde på din blog og læse samt kigge på dine vidunderlige fotografier. Hvor har du udrettet meget i din have, og hvor er den blevet flot. Vi skal i gang med et større haveprojekt til foråret og skal bl.a. have nogle højbede. Da vi også bor i et sort træhus, har jeg ladet mig inspirere af dine højbede og besluttet mig for at lave nogle tilsvarende. Håber, at du vil fortælle mig følgende: Hvilken slags stolper har du brugt (hvor tykke), og hvor langt har du gravet dem ned?
    Venlig hilsen Christel Andersen

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Christel
      Tak for de søde ord :-)
      Jeg har bygget bedene af hvad jeg tilfældigvis havde liggende af overskudsbrædder og -stolper, så jeg har ikke helt styr på, hvad det er for nogen. Stolperne er vel gravet en lille ½ meter ned i jorden - men bliver yderligere afstivet at flisekanten, der er lagt helt ind til stolperne, så det nederste bræt på siden hviler ovenpå flisen. Umiddelbart ser det ud til at fungere unden at presset fra jorden får det til at bule ud :-)
      Held og lykke med projektet!

      Slet
    2. Hej Signe.
      Tak for dit svar. Det fik mig til at tænke, at det er ligesom stjernekokkene, der kan lave et festmåltid ud af et par rester i køleskabet ;o) God ide, med den flisekant. Her må vi bare klø på og se, om vi kan gøre det lige så godt som dig. Glæder mig allerede til at komme i gang.
      God weekend - og en stor forårshilsen
      Christel

      Slet
  2. Hej Signe.
    Hvor er de bare fine.... og hvor blev jeg glad. Vi har mange tanker om højbede i vores hoveder lige nu... for dét er vores haveprojekt iår. Og din beskrivelse af hvordan de er lavet, det med jorden, hvad og hvor meget du har plantet.... det er bare SÅ godt at læse. De er rigtig flotte, og det ser også ud til at størrelsen er fin.
    Rigtig god weekend.
    Hilsen Susan

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Susan
      Jeg er også ret glad for, at jeg fik lavet mine højbede og satser på at få et par stykker til med tiden. Dejligt hvis vi kan inspirere hinanden :-)

      Slet
  3. Hej Signe.
    Har du selv bygget dine skønne højbede, eller er de købt?
    Det er nemlig lige nettop sådan nogle højbede jeg er på udkig efter til min have.

    Mvh Line

    SvarSlet
  4. Hey Signe

    Jeg er squ meget imponeret over dit drive. Hatten af for det. !
    Kvaliteten af dine projekter er også imponerende, lidt hjælp har du jo nok fået :-)

    Men jeg skriver til dels for at rose dig og til dels med et råd til en billig snegle kant. Brug stål-reglar, som man bruger til opsætning af gibsvægge, de er rimelig billige og kan modificeres til formålet. Hvis du er i tvivl om hvordan de ser ud, har jeg linket en side her.
    http://www.gipsogstål.dk/produkter.html
    De kan nok fås i Jem og fix til billige penge.

    Keep up the good work og fortsæt endelig med din fantastisk blog!

    Mvh Peder

    SvarSlet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  6. Dejlig inspirerende blog :o)

    SvarSlet
  7. Hej Signe
    Hvor køber du dine højbede? De ser super seje ud ...
    tak;-)
    Bedste hilsener
    Inge

    SvarSlet
  8. Hej Signe

    Hvor stor afstand er der mellem dine højbed? Har du haft problemer med, at jorden presser brædderne ud? Hvad er højbedene foret med?

    Vh Karin

    SvarSlet
  9. Hej Signe
    Gammel post, jeg ved det. Men få lavet sneglekanter hos en smed - det kan ikke koste mange basseører.

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...