Når man bevæger sig rundt i skovene i disse dage, er skovbunden hvid af anemoner, men i min egen lille skov er der ikke noget hvidt at se forneden - til gengæld er der masser af hvidt foroven, for der er en del mirabeller, der blomstrer så fint lige nu.

For et par dage siden fandt jeg så alligevel en enkelt lille hvid anemone ved elletræerne i starten af lysningen.
Begejstringen var så stor, at jeg (og min mor, som var på besøg) straks gik igang med at rydde noget af græsset omkring den, og da jeg samtidig havde en del planter stående, der ventede på at komme i jorden, (bl.a. påskeklokker, juleroser, cyklamen, og nogle fine fyldte akelejer - det er i øvrigt en helt anden historie, som jeg også må få fortalt en af dagene), så tog det ene spadestik det andet, og nu har anemonen fået sig et helt bed. Jeg fik også gravet et par klumper dobbelte vintergækker op og fordelt dem i bedet.

Jeg har hverken fået taget før- eller efter-billeder af bedet. Jeg var jo slet ikke klar over, at det var et bed jeg var igang med, da jeg startede - det udviklede sig ligsom bare. Efterbillederne må komme en anden dag, men her er et par billeder af de fine akelejer på deres nye plads.
Inspireret af det nye bed - og ikke mindst alle de planter, der ikke var blevet plads til, og som stadig stod og råbte på at få tildelt en blivende plads - så har jeg nu kastet mig over endnu et nyt bed.
Og her har jeg så husket at tage et før-billede. Rækken af buske her (tror det er spiræa), kunne jeg forestille mig, markerer skellet mellem baghaven og skoven, men de er ikke videre kønne, og under grenene der strækker sig 1½-2 meter ind i haven, har skvalderkål og brændenælder hygget sig uforstyrret i årevis.

Efter-billedet må vente lidt endnu, for jeg har kun fået gravet mig ca. en tredjedel gennem skvalderkålen og brændenælderne (og som man kan se, ligger der flere bunker af rødder, som jeg ikke har fået ryddet op endnu). Buskene har jeg foreløbig klippet ned, så jeg kunne komme igang med bedet, men tanken er, at de skal graves op og måske erstattes med et pilehegn.
Bag buskene står der en del selvsåede hyld i forskellige aldre - med tiden forestiller jeg mig også at udskifte skvalderkålen og brændenælderne under dem og lave en lille sti igennem hyldelunden. Med mængden af presserende projekter i både huset og haven bliver det dog nok ikke foreløbig - men det koster jo ikke noget at drømme :-)