søndag den 23. august 2015

Magnolie-bed på vej

Jeg har brugt en del tid på at prøve at få ryddet lidt op i haven efter træfældningen, men det tager sin tid, og det er svært at se, at jeg kommer nogen vegne. Efterhånden orkede jeg næsten ikke at gå ud i haven, så jeg besluttede mig i stedet for at lade rod være rod lidt endnu og kastede mig over et nyt projekt: Et nyt bed i forlængelse af rhododendron-bedet.

Ud over nogle rhododendron, der trænger gevaldigt til at komme i jorden, så kommer bedet også til at rumme hele tre magnolier - de to lyserøde stjerne-magnolier (Leonard Messel), som jeg havde med fra min gamle have, og en lille aflægger som Vivi (med bloggen Mit grønne univers) forærede mig, da hun var forbi tidligere på sommeren. Desuden har jeg stadig en del af de planter, jeg fik af Lisbeth (fra Høneballehaven), stående i midlertidige potter, og dem regner jeg også med, at jeg kan finde plads til i det nye bed.

Tanken er, at bedet sammen med bassinet og akacie-øen skal skabe rammen om en lille lysning/terrasse/plads, med et par siddepladser ved bassinet og hænge-stolen i den anden side under akacierne.

Der kommer til at gå en bred sti gennem bedet - den kommer til at gå mellem de to magnolier som man kan se i potterne på billederne.

Jeg er gået igang med at fjerne græstørv, og skal nok vise flere billeder, når jeg kommer lidt længere i processen.

Jeg bor ikke meget mere end 10 minutters gang fra stranden, og de sidste par aftner har min datter, hundene og jeg gået en tur ned til vandet. Hvor er her altså bare dejligt! :-)

3 kommentarer:

  1. Ja der ser dejligt ud, godt du flyttede på landet.
    Fint med et nyt bed, det skal nok blive godt. Det er også hårdt at slide i det hele tiden, så lidt opmuntring med et nyt bed er en god idé.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  2. Hej Signe. Jeg synes også det er godt, at du er flyttet på landet. Hvor er det skønt, at du bor tæt på havet, det må I da nyde rigtig meget? Det bliver nok et flot bed inden du er færdig. God idé at variere arbejdet lidt.

    SvarSlet
  3. Åh, hvor smukt det ser ud på aftenbilledet. Hvis du skal have tre magnolier i det samme bed, skal bedet være stort. Det ved jeg af personlig erfaring. Vi blev nemlig nødt til at fælde en pænt stor magnolia, fordi den optog alt for meget plads og gjorde det umuligt at have ret mange andre planter i bedet.

    SvarSlet

Jeg bliver altid glad for en lille hilsen, så du må endelig ikke holde dig tilbage :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...