I mit kommende præriebed står bl.a. disse to græsser, som bare så så fine ud igår morges, hvor aksene blev fremhævet af morgenduggen. Jeg glæder mig til, at bedet bliver helt færdig og vokser lidt til - og de her græsser skal da i hvert fald deles, så jeg kan få endnu flere af dem.
Og jeg skal helt sikkert også have nogle flere af de fine tidselkugler :-)
Sidste sommer fandt jeg et skjult bassin i min have, og efter det var blevet tømt for jord og fyldt med vand, flyttede den lille nøkkerose ind, som jeg havde haft med fra min gamle have. Her havde den stået i en sort murer-balje, der ikke gav de store udfoldelsesmuligheder, og det blev kun til en enkelt blomst i ny og næ.
Men nu hvor den er flyttet på landet, så er den bogstaveligt talt blomstret op. Lige nu kan jeg tælle 6-7 blomster eller blomsterknopper og flere skyder hele tiden frem fra dybet. Bladene dækker også snart det meste af vandoverfladen i det lille bassin, og dem kommer der også hele tiden nye af. Jeg tror jeg skal overveje at skære de ældste af bladene væk, så de ikke kommer til at ligge alt for meget i lag.
Så vi er flere, der sætter pris på at være kommet på landet og have fået mere plads :-)
I går var jeg med med Odsherred-fotoklub en tur på Vejrhøj, der ligger nogle få kilometer fra hvor jeg bor. Det er Sjællands 3. højeste punkt, og jeg synes, jeg lige ville vise nogle af de billeder, jeg tog.
Vi mødtes først til pandekager i Christians store fine have, hvor jeg også fik fanget et par blomster i aftensolen.
Der var bl.a. et stort bed fyldt med de smukkeste høstanemoner
Jeg var ret fascineret af disse orangerøde montbretia, der nærmest glødede i aftensolen.
I weekenden var jeg (igen) i Hornslet, for at undervise i have- og blomsterfotografering, og denne gang gik det hele heldigvis som planlagt :-)
Her er et par af de blilleder, jeg selv nåede at få taget i løbet af dagen, hvor mit fokus jo ellers primært var på alle andres billeder.
Tak til alle jer der deltog for endnu en skøn dag i selskab med så søde og engagerede havefolk - jeg glæder mig til forhåbentlig at se endnu flere af jeres billeder.
For halvanden måned siden fik min datter studenterhue på, og efter at huen var kommet på (og vi lige havde nydt et glas i Kongens Have) tog vi ud og købte en mikrofon. Min datter er nemlig igang med at dygtiggøre sig i at lave videoer, så planen var at vi skulle i haven dagen efter, hvor jeg for en gang skyld ikke skulle være den der var bag kameraet.
Men det gik hverken værre eller bedre end at jeg næste morgen vågnede op og var lammet i den ene side af ansigtet - så det med at være foran kameraet lå ikke lige for. Nu er lammelsen næsten væk, så der er ikke rigtig nogen undskyldninger længere, og i går lavede vi så den første prøve-optagelse.
På trods af at det bare var en prøve og jeg hverken havde nyvasket hår eller makeup, så synes jeg alligevel at hun har været så dygtig, og resultatet så godt, at jeg bliver nødt til at vise det til jer.
Det bliver nok ikke den sidste video I kommer til at se fra os ;-)