Jeg må indrømme, at det ikke er meget, der er blevet julepyntet i haven i år. Det blev der faktisk heller ikke i min gamle have, hvis jeg skal være ærlig (og det skal jeg jo), for det der med julepyntning, har aldrig rigtig fanget mig. Men i år er det for første gang mig, der skal lægge hus til juleaften i min familie (nu har jeg jo endelig fået pladsen til at kunne gøre det), og så kan jeg godt mærke, at der pludselig er kommet en hidtil ukendt julepyntetrang snigende.
Faktisk kom jeg så meget i julehumør, at jeg bestemte mig for, at jeg skulle forære mig selv en julegave på forskud. Det er en ting jeg længe har ønsket mig, men har syntes var lidt for meget luksus, så dermed opfyldte den jo alle betingelserne for at være en perfekt julegave. Det er en Felco 6 beskæresaks.
Sådan en lækker sag skal selvfølgelig ikke ligge urørt hen, så den er straks taget i brug, og hvad var mere oplagt, end at bruge julegaven til at forme havens første stykke julepynt?
Lige ved indgangen står der en stor busk (tror det er en storbladet buksbom), som havde bredt sig en del, og vist ikke havde været klippet i facon i mange år - måske aldrig. Billedet til højre her er fra i sommers.
Nu er en lille Felco 6 måske ikke det mest optimale og tidsøkonomiske redskab til at faconklippe en stor buksbom, men det ville på den anden side give rig lejlighed til at få prøvet nyanskaffelsen af, så jeg trodsede regnen og kulden og kastede mig med stor entusiasme ud i projekt Julekugle.
Mange timer senere (med jævnligt indlagte varme-fingre-pauser), kunne projektet afsluttes med en løvrive og en lyskæde, og det er så historien om, hvordan julestemningen og det første stykke julepynt fandt vej til min nye have. Nu glæder jeg mig bare til at mørket falder på, så man rigtig kan se min nye lysende julekugle.
Og jeg tror i øvrigt ikke, at det bliver det sidste julepynt, jeg får i haven i år - men nu får vi se :-)
---
Tilføjet senere:
Og nu i tusmørke :-)