Som jeg fortalte i går, så har bl.a. humlen haft frit spil her i haven denne sommer, hvilket den har udnyttet til fulde
Den er kravlet op i hækken og træerne, har næsten udkonkurreret skvalderkålen på jordbunken i baghaven, og forsøger nu at indtage huset.
Den er smuk, men den har en helt ekstrem livs- og grokraft, kombineret med en unik evne til at få spredt sig til alle ender af haven.
Man skal ikke vende ryggen til den i mange uger, før den har snoret meterlange udløbere omkring alt hvad den kan få fat i.
Hvis ikke jeg vidste, hvor invaderende den er, kunne jeg godt have været fristet til selv at have anskaffet mig en - ikke mindst fordi den har de fineste lysegrønne ranker på denne tid af året.
Det har dog ikke været aktuelt, for den var her allerede, da jeg flyttede ind, og den viste hurtig sit sande jeg.
Hvis du ikke har den i haven, og hvis du går og overvejer at anskaffe dig et eksemplar, så kan jeg kun opfordre til at du tænker dig rigtig godt om, inden du inviterer den indenfor matriklen.
Ha' en rigtig dejlig søndag!