I min gamle have var bedene i forhaven et kulørt festfyrværkeri hvert forår, når tulipanerne sprang ud i gule, orange, pink og lilla farver. Jeg har ikke fået mig et nyt kulørt tulipanbed i min nye have, og måske får jeg det aldrig, for kombinationen af rådyr og tulipaner falder stort set aldrig ud til tulipanernes fordel.
Men helt undvære tulipaner kan jeg jo ikke, så indtil videre har jeg bl.a. lagt løg i nogle baljer, der har stået i sikkerhed på verandaen, og i en af dem har jeg sat et par af yndlingene fra mit gamle kulørte bed, nemlig den orange tulipan Princess Irene, der har en bordeaux/lilla flamme-aftegning, og den varmt lysegule (næsten på vej over i det ferskenfarvede) Daydream der får en helt tynd orangerød kant.I min gamle have var de flinke til at komme igen, så jeg håber, jeg kan få glæde af dem i mange år. Og hvis jeg får indhegnet et rådyrsikret område, så rykker de formentlig ind her og får selskab af nogle af de andre kulørte tulipaner, jeg havde tidligere, så jeg igen kan få mit gamle forårsfestfyrkeri tilbage.

Lige nu glæder jeg mig dog helt vildt over denne lille balje her :-)

















































