Jeg er nået endnu et skridt videre med projekt gårdsplads. Nu har jeg nemlig fået lavet mig en trappe ved hoveddøren. Hjemmebygget af fliser, jeg lige havde liggende eller kunne tiltuske mig hos min søde genbo. Resultatet ses her:
Til sammenligning så det således ud for 1½ måned siden, hvor jeg var igang med at lave et trappetrin overfor hoveddøren op til den forhøjede del af gårdspladsen, hvor højbedene bl.a. står.
Her kan man også se, at det absolut var ret tiltrængt med en mindre halsbrækkende adgang til hoveddøren :-)
På den forhøjede del af gårdspladsen står der også et lille bord og et par stole, hvor jeg kan sidde og nyde morgensolen. Men jeg kunne i virkeligheden godt forestille mig, at jeg i endnu højere grad vil bruge min nye trappesten til morgenkaffen :-)
Egentlig er denne del af gårdspladsen faktisk ikke forhøjet, det er bare halvdelen ind mod huset, der er blevet sænket, fordi fliserne gik op over træværket, hvilket kan give ret store skader med fugt og råd. Så der var ikke rigtig nogen vej udenom.
Her kan man se, hvordan det så ud, da jeg overtog huset for 1½ år siden, hvor gårdspladsen stort set flugtede med hoveddøren. Sidste år fik jeg lavet bedet langs huset. Det andet billeder er fra marts i år, hvor jeg var igang med at grave endnu mere grus og jord væk og lægge en ny sti i det lavere niveau. Dengang havde jeg egentlig forestillet mig, at hele gårdspladsen skulle sænkes, men det ville blive et helt uoverskueligt projekt, og yderligere besværliggjort af, at der står et meget stort birketræ i hækken ind til naboen, som har store rødder, der ligger lige under fliserne. Jeg kom derfor til den konklusion, at en gårdsplads i flere niveauer, da lige var mig ;-)
Gårdspladsen er ikke helt færdig endnu, så jeg vil vente med at lægge et oversigtsbillede på, men det går heldigvis den rigtige vej (blot ikke helt så hurtigt, som jeg kunne ønske mig). Lige nu glæder jeg mig dog bare over min nye trappe ved hoveddøren :-)


