En lidt hård tid

Det er snart længe siden, jeg har ladet høre fra mig her på bloggen, men det har været nogle hårde måneder, og der har desværre hverken været overskud til haven eller bloggen.

Det skulle have været en sommer i kærlighedens tegn, men ham, jeg troede, jeg skulle dele resten at livet med, flyttede alligevel ikke ind som planlagt, og jeg har været fuldstændig knust.

Det har også betydet, at jeg er blevet presset på en lang række andre områder. De gamle stress-symptomer er vendt tilbage igen. Økonomien er voldsomt presset. Der har ikke været overskud til at sikre opgaver nok i mit lille fotograf-firma. Jeg kan heller ikke komme til at tage et nyt lån i huset som planlagt, da der lige nu kun er min beskedne indtægt, og den ikke er nok til at jeg kan blive godkendt af realkreditinstitutterne, selvom der sådan set er friværdi i huset. Det betyder også, at jeg fortsat ikke har noget varmt vand, og at det er usikkert, om jeg kan nå at få varme i huset inden vinteren. Fremtiden ser på alle måder usikker ud lige nu, og al energi går til at prøve at holde modet oppe og komme videre.

For en måned siden vågnede jeg en morgen med lammelser i den ene side af ansigtet. Efter en tur rundt på det meste af Sjælland med ambulancer, fandt de ud af, at det heldigvis ikke var en blodprop, men en midlertidig lammelse af ansigtsnerven, som vil gå i sig selv igen. Allerede nu er lammelsen stort set væk, men det var lidt af en forskrækkelse. Da jeg kom hjem fra sygehuset, havde ræven i øvrigt været forbi og tyndet ud i min hønsegård.

Kommunen er ved at lave en plejeplan for det fredede naturområde jeg bor i. Da jeg modtog udkastet kunne jeg se, at en af de prioriteringer, der var lagt op til, var at fælde hele min skov. Så jeg slugte forfængeligheden og tog trods lammelsen og øjne, der var forgrædte af hjertesorger, til nabohøringen for at protestere. Hvis det skulle give nogen landskabelig mening at fælde skoven, ville det kræve, at man også ryddede hele min have, og jeg så lige for mig, hvordan et hold kommunale medarbejdere rykkede ind med motorsave og jeg sad tilbage på en bar mark. I så fald ville det nok også være svært at kunne fortsætte som haveskribent. Siden har jeg haft endnu et møde med kommunen, og det ser heldigvis ud til at både skoven og haven får lov til at blive. Men ikke lige det man havde brug for oveni alt det andet.

Inden det hele ramlede, var jeg igang med planer om at lave en havebog og godt igang med at samle billedemateriale. Haven tog sig smukt ud med masser af blomster i de nye bede og nye højbede fyldt med lækkerier i køkkenhaven. Der var hentet tilbud på renoveringerne, og der manglede bare at realkreditlånet ville falde på plads, når han flyttede ind. Det var også planen, at jeg for første gang i 15 år skulle på en rigtig ferie sydpå. Jeg troede på, at nu var lykken vendt, og at jeg efter alle de år, hvor jeg har stået alene med alt, nu ville have en livsven, en soulmate, at dele både glæderne og sorgerne og ikke mindst kærligheden med.

Jeg troede også, at den stress, det har præget mit liv i flere år, nu endelig kunne lægges bag mig. En stress, der måske allerede begyndte efter det hjemmerøveri, jeg var udsat for, og som for alvor blussede op, da jeg senere fik et ret krævende job med en helt uduelig chef. En stress, der førte til, at jeg måtte opgive mit vellønnede job og for snart to år siden blev tvunget til at sælge mit hus i København. Og en stress som har tvunget mig til helt at skifte karriere-spor. Men desværre ser det ikke ud til, at mit liv bliver mindre stress-fyldt lige med det første.

Lige nu handler det hele bare om at forsøge at komme på benene igen og forhindre at situationen bliver forværet yderligere. Den absolutte top-prioritering er at forsøge at få styr på økonomien, så jeg ikke risikerer igen at stå i en situation, hvor jeg er tvunget til at sælge mit hus. Jeg gør hvad jeg kan for at få flere foto-opgaver, for jeg ved, at jeg er en rigtig dygtig fotograf, og at jeg sagtens vil kunne klare mig i konkurrencen. Men lige nu er det en kamp mod tiden. Hvis ikke der kommer meget mere gang i firmaet meget, meget, hurtigt, så bliver jeg formentlig nødt til at lukke det igen, hvilket jeg også ville være rigtig ked af.

Arbejdet som fotograf kan jeg nemlig godt klare uden at det fremprovokerer alle de ødelæggende stress-reaktioner. Når jeg er bag kameraet, er jeg 100% til stede i nu'et, 100% på. Der er ikke plads til andre tanker, end hvordan jeg får de bedste billeder, hvordan lyset falder, hvilken vinkel der er bedst, hvordan jeg i det hele taget får det bedste frem i det, jeg fotograferer, hvad enten det er mennesker, situationer eller blomster. Det føles næsten som en befrielse, når jeg kan arbejde. Men så længe mit firma ikke er mere veletableret, så skal der bruges rigtig, rigtig meget energi på at opsøge opgaverne, og det føles lidt tungt lige i øjeblikket.

Mens jeg prøver at skaffe flere foto-opgaver, og tage mig af dem, jeg allerede har, så er jeg også ved at undersøge forskellige vikarbureauer for ufaglærte småjobs, der ikke vil provokere for meget stress. Men hele situationen er i sig selv stressende, og jeg har det som om jeg forsøger at køre op af et stejlt bjerg på en reservetank, der for længst er løbet tør.

Der er tidspunkter, hvor jeg mest af alt har lyst til bare at give op. Jeg tror ikke længere på kærligheden, ikke for mig i hvert fald, og det føles næsten ubærligt at skue ud mod en fremtid uden den nærhed, ømhed og fortrolighed, som jeg lige nåede at fornemme smagen af. Det ser så trist og ensomt ud nu. Det er svært at tro, at jeg nogen sinde bliver rigtig glad igen. Men jeg forsøger at fortælle mig selv, at sådan føles et knust hjerte, og at man kommer over det igen. At der vil være lys for enden af tunnellen på et tidspunkt. At jeg ikke skal tænke for meget på det, men holde fokus på at få mere gang i firmaet, eller sikre andre indtægter. At jeg bliver nødt til at se fremad og nødt til at fortsætte også selvom det nogen gange kan virke helt meningsløst.

Jeg burde sikkert ikke fortælle om det her, men i stedet forsøge at opretholde en glad og succesfuld facade og holde mig til at skrive små hyggelige have-indlæg. Men jeg har aldrig været specielt god til det der med facader, og desuden synes jeg også det er lidt afstumpet, hvis vi alle sammen forsøger at skabe et fortegnet rosenrødt virkelighedsbillede, hvor vi kun må være en succes, og hvor der ikke er plads til, at man også kan være sårbar og ked af det - for det er jo også en del af det at være menneske. Og vi bliver jo ikke mindre seje, stærke, dygtige, eller elskelige, bare fordi livet af og til kan være lidt svært. Så nu jeg har valgt at fortælle om det alligevel. Hvis nogen tænker dårligere om mig eller får trang til at hovere eller pege fingre af den grund, så må jeg jo tage det med. Jeg kan ikke fungere som blogger, hvis jeg ikke kan være ærlig.

Lige nu ligner min have noget, der ikke er blevet passet i flere år (utroligt, hvad en våd sommer kan gøre). Et kaos af ukrudt og halvfærdige projekter. Før hen kunne jeg flygte ud i haven og finde roen og glæden, når stressen begyndte at melde sig, men lige nu gør det mig bare ked af det at se den i så misserabel en tilstand, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal starte eller slutte. Men jeg ved det ville være godt for mig, at komme ud i haven igen for at få nogle små tiltrængte pauser fra alle de andre opgaver og tanker, der presser sig på lige nu. Små åndehuller i hverdagen, hvor der er plads til dybe vejrtrækninger, hvor smilet kan komme snigende, mens man sidder med fingrene i jorden og pludselig forstyrres af en sommerfugl eller får øje på en yndig lille blomst, man helt havde glemt, og så tænkte jeg, at bloggen måske kunne være en hjælp til at komme ud og igang igen og genfinde haveglæden.

Så jeg vil bestræbe mig på, at komme med lidt flere blogindlæg det næste stykke tid. Jeg vil helt sikkert også komme til at udstille, hvor forfærdelig haven ser ud lige nu (og dermed også, hvor utjekket jeg er), men forhåbentlig bliver der efterhånden også mulighed for nogle gode billeder af forvandlingen tilbage til mere kontrolleret have. Og så håber jeg, at det kan være en hjælp til at genfinde glæden ved de små hverdagsmirakler: måden morgenlyset rammer en lille blomst, duggen i edderkoppens spind, smagen af solmodne kirsebær - de små fine oplevelser man både i tekst og billeder har lyst til at dele med andre. Og forhåbentlig vil den slags blog-indlæg hen ad vejen igen være dem, der kommer til at fylde her på bloggen.

Og jeg håber, at I, der læser med her, har lyst til at bakke op med små søde kommentarer. Jeg ved godt, det nok er lidt patetisk at bede om det, men på den anden side ved jeg også, at alle de små smil, de bringer med sig, vil være en hjælp til at komme igennem hverdagen og forhåbentlig efterhånden lande på fødderne igen.

PS:
Skulle I i øvrigt høre om nogen, der har brug for en dygtig fotograf på Sjælland til portrætter, reportager, bryllup, haver mm., så må I da meget gerne sende dem i min retning (man kan i øvrigt se min hjemmeside her). Heldigvis har situationen ikke gjort mig dårligere til at arbejde som fotograf - det er bare presset i forhold til den opsøgende del af arbejdet med at skaffe flere opgaver, der kan virke lidt tungt lige nu.

---
(Tilføjet senere)

Hov, jeg glemte i øvrigt at fortælle, at der faktisk er flyttet en ny beboer ind her på matriklen - en lille sort killing ved navn Artemis.

Den ene af vores to gamle katte forsvandt i vinter, og den anden har besluttet sig for at gå på pension (orker ikke rigtig at rende efter musene mere), så nu var det tid til at få en ny kat, der kunne bidrage til at holde bestanden af små gnavere lidt nede.