søndag den 13. maj 2018

Kattene - dagens fotomodeller

Jeg har to katte her i huset. En rigtig gammel langhåret dame ved navn Tinka, og så hendes unge sorte veninde Artemis, som vi fik for at hun kunne overtage jagt-tjansen, nu hvor den gamle ikke rigtig orker så meget mere.




De har begge to en særlig evne til at snige sig med på billederne, når jeg er ude med kameraet, og normalt forsøger jeg ihærdigt at undgå dem. Men i morges fik Artemis pludselig vækket jagtinstinktet af en puslen under et af de store akacietræer, og jeg besluttede mig for at fange det på kameraet.


 Der blev gravet ...


 og hoppet ...


 men jagten endte uden resultat.


Men så kan man jo altid lægge sig ned og tage en slapper :-)

torsdag den 8. marts 2018

Længes efter forår

Det er unægteligt smukt, når haven står pudret i sne, som det var tilfældet her til morgen.


Det er svært at forstå, at det om få måneder ser sådan her ud, og selvom jeg glæder mig over det smukke vinterlandskab, så glæder jeg mig endnu mere til, at foråret forhåbentlig snart indfinder sig for alvor. Mit hjerte længes efter sol, varme, fuglesang og grøn frodighed.



mandag den 26. februar 2018

Påskeklokker i aftensol

Det er så fantastisk, at vi på denne årstid har påskeklokkerne. De små vintergækker, erantis og cyklamen er alle yndige og højt skattede, men påskeklokkerne har en helt anden udstråling af fylde og frodighed, som nærmest virker naturstridigt årstiden taget i betragtning.

Her til morgen har frosten igen fået dem til at lægge sig fladt hen ad jorden, men i går nåede de at rejse sig igen i løbet af dagen - her er de fanget dagens allersidste solstråler :-)

Påskeklokkerne her er i øvrigt fra Gartneriet Spiren, og flyttede ind i min have for et par år siden - og heldigvis ser det ud til, at de stortrives her.

lørdag den 24. februar 2018

Vintergækker drukner i cyklamen


For to år siden satte jeg en del små cyklamen i et bed, jeg lavede. Samtidig flyttede jeg en klump fyldte vintergækker og fordelte i bedet, for jeg tænkte, at det ville være en bedårende forårskombination.

Nu er både cyklamen og vintergækker begyndt at blomstre, men selvom cyklamens blade er så lave, at det nærmest ser ud som om, de bare ligger på jorden, så er de her fyldte vintergækker endnu mindre, så de har svært ved at komme op over bladene.


De vintergækker der står i udkanten klarer det fint, men de andre er nærmest ved at drukne. Hvis man ser godt efter kan man ane de små toppe, der prøver at stikker op.

Forhåbentlig kommer cyklamen med tiden til at dække det hele, så nu tænker jeg, at kombinationen måske ikke var helt så perfekt alligevel.

Så det kan være, at jeg skal prøve at flytte vintergækkerne til et andet bed, og så nøjes med at nyde cyklamen for sig selv.

Her er nogle af de små vintergækker ved en mos-beklædt træstub, hvor de meget bedre kommer til deres ret. Og mos har jeg rigeligt af i haven, så det bliver ikke svært at finde andre steder, hvor jeg kan gentage den kombination :-)

onsdag den 31. januar 2018

Trappens genopstandelse

Et af de første projekter, jeg kastede mig over, lige efter jeg flyttede ind for lidt over tre år siden var at fjerne nogle fliser på terrassen foran huset for at lave et lille bed.


Da jeg begyndte at grave, viste det sig dog, at der under fliserne gemte sig den oprindelige trappe op til huset (de to billeder ovenfor er fra december 2014, hvor jeg opdagede trappen). Min gode ven Claus gik dengang igang med at grave den fri, men pga. mere presserende projekter fik vi aldrig gjort det færdig, og indgangespartiet her har lige siden mest af alt lignet en forsømt byggetomt.



Men nu er han gået igang igen, og sikke en forandring, man allerede kan se. Når hele terrasse-området er blevet sænket ned i niveau med den nederste trappesten, skal jeg have lagt fliserne igen. Alt gravearbejdet foregår med skovl og trillebør, så der går nok mindst nogle måneder, før indgangen igen er præsentabel, men nu begynder man at kunne se det for sig. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig flot, når det står færdigt :-)


tirsdag den 26. december 2017

Ny side om havefotografi - feedback ønskes :-)

Jeg håber, at alle har haft en rigtig dejlig juleaften og nyder juledagene.

Som jeg skrev for et par dage siden, så har jeg den sidste måneds tid arbejdet med et nyt have-foto-blog-projekt. Det er ikke helt færdig endnu, men det ville være super fedt, hvis der var nogen, der havde lyst til at give lidt feedback, så jeg kan få rettet det sidste til.

Jeg har længe tænkt, at jeg manglede et sted, hvor jeg kunne dele min begejstring for have- og blomsterfotografering med ligesindede, dele ud af mine (og også gerne andres) råd og erfaringer, fortælle om kurser mm. Indtil nu har jeg gjort det lidt her på bloggen og lidt på min fotograf-hjemmeside, men jeg syntes, det kunne være rart at samle det et sted, hvor det kunne få lov til at være i fokus, og ikke bare var noget, der blev presset ind mellem alt det andet.

Derfor er jeg igang med at lave hjemmesiden/bloggen: Havefotografi.dk. Lige nu ligger den på havefotografi.dk/wordpress/ indtil den er helt klar, men jeg satser på at få den i luften omkring nytår.
Siden indeholder bl.a. følgende elementer.:

  • "Foto-guide", hvor jeg deler mine erfaringer og råd om have- og blomsterfotografering (jeg vil gerne lige have skrevet et par indlæg til inden siden går i luften). Med tiden tænker jeg også, at jeg her evt. kan interviewe andre fotografer, for at få deres vinkeler. F.eks. "Gode råd til havefotografen på Instagram" eller andet, som jeg ikke selv er så skarp på endnu, eller bare noget, de griber an på en helt anden måde. Gode ideer er selvfølgelig meget velkomne :-)
  • "Bag om billedet", hvor jeg fortæller om de valg og overvejelser, der lå bag et bestemt billede. (mangler også et par indlæg til)
  • "Kurser, foredrag og ture". Jeg holder meget af at holde foredrag og kurser, og de tilbagemeldinger jeg har fået på dem, jeg har holdt, har været utroligt positive. Fremover kunne jeg derfor godt tænke mig at holde endnu flere, og også gerne skræddersyet til forskellige målgrupper. Det kunne f.eks. være anlægsgartnere, der gerne vil lægge billeder af de nyeste projekter på hjemmesiden eller facebook, og ikke har råd til at hyre en professionel fotograf hver gang og derfor kunne have glæde af et kursus. Det kunne også være gartnerier, havearkitekter, osv. Hvis du har gode forslag, må du endelig sige til.
  • "Foto-konkurrencer". Jeg synes selv, det kan være sjovt og engagerende med fotokonkurrencer, hvor man bl.a. får stillet sig selv nye opgaver med kameraet, og jeg tænkte derfor, at det kunne være hyggeligt at afholde nogen løbende (f.eks. en gang om måneden med skiftende temaer). Det er heller ikke utænkeligt, at jeg kunne få nogen til at sponsorere nogle fine præmier.
  • På lidt længere sigt overvejer jeg også, om jeg evt. skulle lave en lille shop, hvor man f.eks. kan købe postkort og større print af nogle af mine billeder. Men jeg venter lige og ser, om der overhovedet er interesse for siden.

Jeg har i øvrigt også oprettet en tilhørende facebookside. Mange gange synes jeg, det kan være lettere at få en levende debat på facebook end på en blog/hjemmeside - du er selvfølgelig meget velkommen til at like siden. 

I forhold til Facebook har hjemmesiden/bloggen dog den fordel, at billeder bliver vist i langt bedre kvalitet (og man giver i øvrigt ikke Facebook rettigheder til at bruge ens billeder, hvis man vil undgå det - det gælder også for foto-konkurrencer). Lige nu ligger billederne på siden i alt for stor opløsning, så de er ret tunge at loade, så det skal jeg også lige have rettet til de næste par dage.

Jeg forestiller mig ikke, at siden bliver nogen stor overskudforretning, og selvom jeg måske kan sælge et ekstra kursus eller foredrag ad denne vej, så har jeg ingen illusioner om, at det på nogen måde vil kunne dække de arbejdstimer, der vil være i at holde siden kørende. Så i bund og grund er det et kærlighedsprojekt, hvor jeg kan dele min interesse og begejstring for have- og blomsterfotografering med ligesindede til gensidig inspiration.

Hvis nogen er blevet nysgerrige og har lyst til at lægge vejen forbi, så er den midlertidige adresse altså: havefotografi.dk/wordpress/ - og jeg vil sætte rigtig stor pris på enhver form for feedback, uanset om den er positiv eller negativ, for det er alt sammen med til at gøre mig klogere og resultatet bedre :-)


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...