Der er en del små nye planter, som ikke fylder så meget endnu (bl.a. lavede jeg i foråret stiklinger af både floks og Sankt Hansurt, og jeg har fået en del selvsåede purpursolhatte, som jeg har plantet ud i bedet), så til næste år, vil det være noget mere fyldigt at se på.
Jeg forsøger at holde hønsene ud af bedet, så de ikke får jokket alt for meget rundt i de nye planter, men de har fundet en vej ud af deres indhegning og nyder det frie liv i så fulde drag, at jeg ikke rigtig nænner at lukke dem inde igen.
Og så til projektet med græskanterne - der også har udviklet sig til at omfatte nogle fliser. På forsiden af bedet er græsset stort set klar (mangler kun at få de sidste græstørv på plads helt nede ved drivhuset), men halvdel af græsstykket ud mod engen, der skal danne barriere for indtrængende skvalderkål mangler stadig. Først skal jorden dog graves igennem for skvalderkål- og kvikgræsrødder, inden jeg kan komme til at så græs.
På det sidste stykke op mod drivhuset har jeg besluttet mig for at lægge to rækker fliser, så der bliver plads til at stille en bænk og måske nogle krukker. Fliserne har jeg, men der mangler at blive gravet lidt jord af, rettet ud og lagt ukrudtsdug. Mellem fliserne og bedet kommer der også en stribe græs.
Grunden til at jeg vælger at lægge fliser er, at jeg så ikke behøver at flytte rundt på møbler og krukker, hvergang jeg skal slå græs. Så denne del af haven skulle gerne blive rigtig nem at holde :-)
Sådan her så der i øvrigt ud tidligere på sommeren, og det var endda efter at det meste af jordbunken, der havde ligget her, var fjernet.
Og her fra en lidt anden vinkel
Jeg må sige at jeg foreløbig er rigtig godt tilfreds med forandringen - nu glæder jeg mig bare til at få alle kanterne helt færdig og se bedet vokse til :-)