Her kan man se forhaven der ligger vest for huset (billedet er fra ejendomsmægleren). P.g.a. kameravinklen ser den lidt større ud, end den er, men det er her, jeg har tænkt mig at mit første haveprojekt skal være: en hækomkranset (og i første omgang også trådhegn af hensyn til rådyr) køkken- og "børnehave"-have. Her skal bl.a. de planter jeg tager med mig sættes, til jeg får gjort deres blivende plads klar, samt alle de småplanter, som jeg regner med, at jeg skal igang med at så til foråret.
Allerede i efteråret har jeg derfor planer om, at nå at sætte hegn og bøgehækplanter, samt en lille allé i indkørslen (formentlig af den japanske kirsebær Prunus Accolade), samt få gravet mindst et af bedene.
På tegningen her har jeg også "pyntet" lidt på huset, med nye vinduer og et lille tagudhæng over hoveddøren, men det bliver nok ikke de første par år, det bliver lavet. Jeg havde bare lige brug for at se, hvor fint det kunne blive :-)
Jeg er ikke nået så langt med planlægnningen af resten af haven, men måske kunne det være hyggeligt, med endnu et "stramt" rum ved siden af køkken/børnehaven, der også fik en bøgehæk og måske en lille dam med trædesten og åkander :-)
Bagved tænker jeg at haven gradvist skal blive vildere i sit udtryk ned mod bækken - og selvfølgelig også ind i skoven, der ligger til venstre for huset her på billedet.
Hvis jeg engang bliver velhavende ville det også være oplagt, med et lille orangeri her - men nu drømmer jeg vist for alvor ;-)
Magnolien i midten af køkken/børnehaven som man kan se her, har jeg dog tænkt mig at plante i efteråret - men der kommer selvfølgelig til at gå en del år, før den for alvor får vokset sig stor.
Åhh, nu kan jeg altså snart ikke vente længere! Det bobler i maven og kribler i fingrene for at komme igang.
I dag har jeg igen Åbent Hus her i Signes Vals, så jeg skal igen til at igang med at svinge støvsuger, gulvklud og græsslåmaskine, men det bliver formentlig også den sidste fremvisning, inden budrunden slutter på torsdag. Det bliver godt nok spændende at se, hvad det hele ender med.
Ha' en rigtig dejlig dag!
(Og fortsæt gerne med at krydse finger for mig ;-)