tirsdag den 31. maj 2016

Maj-stemning - nu i levende billeder

Min dejlige og meget dygtige datter har været i haven med kameraet her i løbet af maj, for at prøve at indfange noget af stemningen - og jeg synes, det er lykkedes helt fantastisk godt. Men døm selv :-)



torsdag den 26. maj 2016

Morgenstemning i baghaven


Tidligt i går morges var der en helt fortryllende stemning i baghaven, da solen kom op over de omkringliggende bakker og sendte sine stråler ned i haven.

Da jeg flyttede ind, var dette område nærmest vildtvoksende skov, men efter der blev fældet træer sidste sommer, og luget skvalderkål og brændenælder og lavet nye bede, så begynder det jo at ligne en have :-)




På akacie-øen begynder hosta, storkenæb, kærmindesøster mm. at fylde godt op, og der går heller ikke længe før de sibiriske iris begynder at blomstre.

Tænk, at for et år siden var øen med de tre gamle akacietræer helt overgroet af ukrudt. Som man bl.a. kan se i indlægget her, blev den tømt fuldstændig for planter og jorden blev gravet igennem for at få fjernet ukrudtsrødder, før de nye planter kom på plads.


Ukrudtet er jeg ikke helt sluppet af med, men jeg gør hvad jeg kan for at holde trit med det, og det er noget lettere at fjerne skvalderkål, der kun har en lille rodstump, frem for de massive måtter, jeg fjernede sidste år, så forhåbentlig bliver det lettere og lettere at holde ved lige.

Nu hvor en stor del af forårs-kræfterne er blevet lagt i køkkenhaven, kan jeg dog se, at bedene her trænger til at få lidt opmærksomhed igen, så jeg kommer nok til at bruge nogle timer her i baghaven de næste par dage - men det er jo heller ikke det værste sted, man kan opholde sig :-)


Ha' en rigtig dejlig dag!

lørdag den 14. maj 2016

Min mini-slots-krydderurtehave i VoresVilla

Så er der kommet endnu en artikel om min have i magasinet VoresVilla. Denne gang om min nye krydderurtehave med inspiration fra Dragsholm Slot og køkkenchef Claus Henriksen. Artiklen kan læses i bladet her (starter på side 51). Billedet her har jeg taget på Dragsholm Slot - helt så imponerende er min mini-slots-krydderurtehave dog ikke :-)

Ha' en dejlig dag!

mandag den 9. maj 2016

Min solgule engblomme


Der var engang, hvor jeg ikke var så vild med gule blomster - eller det bildte jeg mig i hvert fald ind. Men gang på gang skete der alligevel det forunderlige, at jeg faldt for en eller anden yndig gul blomst og bare måtte have sådan en med mig hjem til min have. I starten betragtede jeg det som undtagelsen, der bekræfter reglen, men efterhånden som der kom flere og flere undtagelser, måtte jeg jo erkende, at jeg faktisk er ret glad for gule blomster - specielt de varme solgule som denne fine engblomme, der lige nu blomstrer ved mit lille have-bassin.

Jeg har også en anden engblomme, der er helt sart lysegul, men den er ikke sprunget ud endnu, så den gå der nogle dage, før jeg kan vise billeder af.

Og nu jeg er ved de gule, så er her et billede til at den fine blomst, som Gitte i går fortalte mig var enten en guldnælde eller en have-guldnælde (og mange tak for hjælpen Gitte :-)). Efter at have studeret aftegningerne på bladene, tror jeg det er have-udgaven, men her er et billede af bladene, hvis andre skulle have lyst til at komme med et bud.

Ha' en rigtig dejlig dag! 

søndag den 8. maj 2016

Magnolie, rhododendron og ?


De to små stjernemagnolier på hver sin side af græsstien gennem magnolie-bedet blomstrer lige nu. Flytningen tog hårdt på dem og de så nærmest døende ud sidste forår, hvor der heller ikke kom nogen blomster, men det ser da heldigvis ud til, at de er kommet lidt i bedring efter de har fået plads her i bedet.



Magnolie-bedet er en fortsættelse af et bed, der allerede var her med forskellige rhododendron, og den første af dem er nu også begyndt at springe ud.



Og så til en plante, der også var her, men som jeg ikke kender. Den ligner lidt en døvnælde, men blomsterne er lysegule og bladende er hvid-brogede. Hvis nogen har et navn, må I endelig sige til. Med mindre det viser sig, at den er voldsomt aggressiv, får den i øvrigt lov til at blive, for den er ret yndig :-)

Jeg håber I nyder sommer-vejret! :-) 

torsdag den 5. maj 2016

Japanske kirsebærblomster



I min have står der et lille japansk kirsebærtræ. Det er omkring to meter højt og faconen er ikke specielt køn - men det er blomsterne til gengæld, og de er netop begyndt at springe ud :-)








mandag den 2. maj 2016

Forårstravlhed


Maj startede på smukkeste vis med en solskinsforårsmorgen fulgt at en næsten sommerlig dag med masser af aktivitet i haven. Først kommer lidt af morgenbillederne fra i går. Her er det violer med mørke blade.




Påskeliljer i lysningen i skoven

På Akacie-øen blomstrer bl.a. perlehyacinter og påskeklokker og bladene fra storkenæb og iris er begyndt at fylde.





Der står også disse italienske scillaer, som jeg fik fra min mors have sidste forår.


Magnolie-bedet begynder også snart at leve op til sit navn, for de to små lyserøde stjernemagnolier er nu meget, meget tæt på at springe ud

Træ-pæonen, som jeg var bange for var gået til, viser også tegn på liv, og så er den lille mørke hyld med de fligede blade også ved at folde sig ud.

Ved det lille havebassin (som ikke er blevet gjort forårsklar, renset og genopfyldt endnu) blomstrer en påskeklokke og snart også den sart lysegule engblomme.



Der er også pæoner på vej



Og så til forårstravlheden. Jeg har nemlig haft besøg af to af mine rigtig gode venner, Claus og Andreas, her i weekenden. De er ofte kommet forbi for at hjælpe mig både med projekter i huset og i haven, og denne gang fik vi bl.a. lavet en hel del i køkkenhaven. Her er det Claus, der er igang med at grave græstørv væk, så jeg kan få et nyt bed til kartofler og ærter. I forgrunden kan man se rammerne til de højbede, jeg er igang med at få på plads på det stykke, der blev gravet ud sidste år.



Dem har Andreas samlet for mig, og de er lavet af lærketræ, så de kan forhåbentlig holde nogle år før de skal skiftes ud. Der blev også slået græs her i køkkenhaven for første gang i år (utroligt så langt, det allerede var blevet), så bortset fra de sidste højbedsrammer, som jeg mangler at få på plads (og luget færdig der hvor de skal stå), så begynder køkkenhaven nu at se helt ordentlig ud. Den er langt fra færdig, men i år bliver det nok ikke til så meget mere - nu får vi se.



Her til morgen var der dog ikke meget sommerstemning, men allerede nu er solen ved at få godt fat igen :-)



Ha' en rigtig dejlig dag!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...