fredag den 28. februar 2014

Anemonerne vågner


Denne spæde balkan anemone, som her ses både fra siden og forfra, er lige brudt frem og har stadig bladene foldet omkring blomsterknoppen. Den ligner næsen en, der lige er vågnet og om lidt vil strække sig og gabe - hvilket jo også næsen er rigtigt ;-)

Ha' en rigtig dejlig weekend!

torsdag den 27. februar 2014

Blå knopper

Jeg opdagede pludselig denne blå franske anemone, der er ved at springe ud i min forhave. Jeg kan godt huske, at jeg lagde nogle knolde for et par år siden, men dem havde jeg glemt alt om igen - lige indtil nu.


 Det er da en fantastisk blå farve - synes I ikke?

Indenfor samme farveskala er denne blå primula nu også på vej til at springe ud - knopperne er dog knapt så yndefulde som anemonens.


Ha' en rigtig dejlig dag!

Krokus og primula

Vejret i dag er ikke det mest opløftende, så jeg tror jeg holder mig inde ved brændeovnen. Jeg har dog lige været ude og tjekke, om der er kommet mere frem i bedene siden i går, og der er faktisk kommet et par til at de yndige lyseblå Blue Pearl krokus :-)




Og nogle af de store gule krokus, har nu også meldt deres ankomst, og så er en af primulaerne sprunget ud :-)


Så det er jo alligevel ikke så tosset. Jeg håber dog at vejret bedrer sig i løbet af dagen, for jeg er allerede ved at blive helt afhængig af at nusse rundt derude.

Ha' en  rigtig dejlig dag!

onsdag den 26. februar 2014

Akelejerne er på vej


Nu er akelejerne ved at komme frem rundt omkring i haven og folde deres fine blade ud. Jeg holder utrolig meget af akelejer - og ikke mindst på grund af deres fine lette løv.




I den knapt så letløvede ende er sankthansurten også godt på vej.

Ha' en rigtig dejlig dag!

tirsdag den 25. februar 2014

Forår :-)


Det har været endnu en dag med pragtfuldt forårsvejr :-)


Der er efterhånden ved at være en del krokus, der er sprunget ud, og i dag var turen kommet til den første af mine Blue Pearl med sin helt sarte lyseblå farve  - det er kun denne ene lige nu, men hvis der også kommer sol i morgen, vil der sikkert komme flere små lyseblå indslag i mine bede til at supplere alle de lilla og gule og hvide :-)





Og så er der masser af spirer på vej. Tidligere i dag viste jeg lupin-spirer, og her er det den meget lodne kobjælde, som jeg også viste for et par dage siden.

 Der er friske nye blade på mine iris og lægebaldrian er ved at folde de røde blade ud. 

Mine floks, er også godt igang



Det er helt utrolig så meget forår det er blevet - det er næsten for godt til at være sandt, men jeg krydser i den grad fingre for at vinteren ikke vender tilbage. Det ville næsten ikke være til at bære.

Forventningens glæde

Der bliver mere og mere at glæde sig over i haven, og selvom de mange små spirer ikke ser ud af så meget endnu, så skaber de en masse skønne forventninger om, hvordan de vil udvikle sig de kommende måneder. 

En af de stauder, der virkelig er ved at vågne af vinterdvalen her i haven, er den hvide staudelupin Noble Maiden. Jeg såede den selv for et par år siden, og planterne er vokset godt til. De blomstrende billeder er taget sidste år i starten af juni, og dengang var de ret fine. I år ser det ud som om planterne bliver endnu større og har endnu flere skud, så måske bliver de endnu smukkere end sidste år. 




Åååhhh, hvor jeg glæder mig :-)

mandag den 24. februar 2014

Krokus og løjtnantshjertespire

Disse mørklilla snekrokus står lige indenfor havelågen, og efter jeg nu har fået ryddet lidt op i bedet, lægger man virkelig mærke til, hvor fine de er :-)



Og her er det igen den lille fine krokus Creme Beauty - ret lækker lysegul farve :-)



Her er også lige et par billeder til af den spirende hvide løjtnantshjerte. Der er næsten noget skulpturelt over de små spirer, når man ser dem tæt på.



Vejret er igen i dag fantastisk her i haven. Jeg håber også at I andre får mulighed for at nyde solen - man bliver bare så glad af det :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...