fredag den 31. august 2012

Høstfloskenes tid er kommet :-)


Det er blevet høstfloksenen tid, og de fylder haven med den skønneste duft, så aftenrunden foregår i disse dage med næsen i flokshøjde.


Sidste år havde jeg kun en enkelt slags i haven (vist nok en Blue Paradise), men siden er der kommet flere til. bl.a. den yndige Eden Smile og den søde lille Mystique Black med mørke knopper og lime/hvide/lyserøde blomster (som jeg begge to købte hos Staudefeen i foråret) og et par andre, jeg har fået som stiklinger fra andre havebloggere og ikke kender navnene på.

Eden Smile og Mystique Black



Til næste år vil her være endnu flere, for til min have-kaffe-komsammen i sidste weekend havde både Berit (Irishaven) og Jette (Mit lille gods) flere stiklinger med til mig :-)

De sidste to billeder her er fra Berits have.

Er det ikke bare en skøn hvid floks?

Ha' en rigtig dejlig weeken!

torsdag den 30. august 2012

Første dahlia og et par stolper


Det var med bulder og brag og lynild, jeg vågnede her til morgen, men da tordenbygen var drevet videre igen, kunne jeg komme ud og tage et par billeder i haven. Dels havde jeg lyst til lige at vise min første dahlia, der nu er helt sprunget ud. Er den ikke sød? :-)


Og så ville jeg vise, at jeg har fået sat de første par stolper til min pergola, der skal ramme gårdspladsen ind. Selvom det kun er de første spæde skridt på vejen, så synes jeg allerede, man kan begynde at fornemme, hvordan det bliver. For at hjælpe fantasien lidt på vej, lagde jeg et bræt løst ovenpå stolperne - i virkeligheden bliver det jo en lægte, der kommer til at gå hele vejen fra huset og hen til hækken.


De to stolper her kommer til at danne indgangen mellem gårdspladsen og det, der gerne engang skulle blive et overdækket område mellem gårdspladsen og skuret. Fra stolpen yderst til venstre og ud til hækken, kommer der en halvvæg.


Foran den kommende halvvæg ud mod gårdspladsen skal der være et lille bed, hvor bl.a. min kamæleonbusk skal stå og klatre op i stolpen. Jeg har fjernet noget af belægningen, men det skal nok være lidt bredere. Jeg overvejer også at plante en syren her i hjørnet. Ved den anden stolpe står rosen Mme Alfred Carriere, der gerne med tiden skal op og slynge sig om overlæggeren med et brus af hvide roser hen over stien. Jeg kan næsten se det for mig. Men der er jo stadig en del arbejde tilbage.



Afslutningsvis et par solskinsbilleder fra i går af min klematis 'Blue Angel' og rosen 'Scepter'd Isle'

Ha' er rigtig dejlig dag!

onsdag den 29. august 2012

Små funklende kunstværker


Her til morgen var hele haven pyntet op med hundredevis af spind, der funklede af dug i morgensolen. Selvom jeg ellers ikke er den helt store fan af edderkopper, så måtte jeg altså overgive mig, da jeg kom ud til dette fortryllende sceneri :-)








Ha' en smuk dag!

mandag den 27. august 2012

Nye vinkler og kommende projekter


Efter en skøn omgang havekaffe i går, har det været rigtig sjovt at være rundt på bloggene og genopleve eftermiddagens hyggelige stemning (jeg smiler stadig over hele hovedet :-)). Og så har det i øvrigt også været rigtig sjovt pludselig at opleve sin have fra andre kameravinkler, end dem jeg er vant til.


På Inas blog Annas Plads, var der bl.a. et skønt billede af nogle af mine violfrøstjerner med solhatte i baggrunden. Det måtte jeg jo straks ud og se, om jeg kunne gøre efter - og jeg må indrømme, at haven tager sig ualmindeligt godt ud fra denne vinkel :-)


I får også lige et par billeder fra gårdspladsen, hvor jeg snart skal igang med mit næste projekt, nemlig pergolaen rundt langs kanten. Jeg tror, det bliver rigtig fint, og jeg glæder mig helt vildt til at se resultatet


Og så er der faktsik endnu et lille projekt, der venter på gårdspladsen, for jeg skal have bygget en kasse i sorte brædder i stil med mine højbede, som jeg kan pakke mit lille mini-bassin her ind i. Jeg tror, det bliver noget mere charmerende at se på end den sorte balje. 


Ha' en rigtig dejlig dag!

søndag den 26. august 2012

Den hyggeligste havekaffe-eftermiddag :-)


Det har været en helt fantastisk hyggelige eftermiddag her i haven med de dejligste havemennesker, der havde medbragt masser af godt humør, planter og frø - og kage :-)

Ser den ikke bare god ud :-)


 Vejret holdt stort set tørt (bortset fra en lille byge til sidst), og solen skinnede endda ind i mellem.

Og så blev der ellers snakket have og blogs og planter, og udvekslet frø og stauder og gode råd. Og smilet og grinet og hygget.

1000 tak til alle jer, der lagde vejen forbi, og var med til at gøre det til en skøn, skøn eftermiddag (og tak for at I slet ikke kommenterede på alt det ukrudt, jeg ikke havde nået at få luget :-))


Efter denne dejlige oplevelse, vil jeg godt turde slå havelågen op igen en anden gang - måske engang til næste år - for hvor er havefolk altså ualmindeligt godt selskab!

tirsdag den 21. august 2012

Havekaffe på søndag - send mig en mail


Så er det på søndag jeg slå havelågen op og inviterer til havekaffe. Lige nu er jeg igang med at sende en mail ud til alle, der har tilmeldt sig, med bl.a. min adresse, som jeg ikke har lyst til at offentliggøre her på bloggen - lidt genert har man vel lov at være ;-)

Hvis du har lyst til at være med, men ikke har fået tilmeldt dig endnu, så kan det stadig nås, hvis du sender mig en mail på: Signesvals(snabel-a)gmail.com


Der er et par stykker, der har skrevet her på bloggen, at I gerne ville være med, men som ikke har sendt mig en mail endnu. Hvis I stadig har lyst til at være med, så send mig endelig en mail, så jeg kan maile jer adressen.
Foreløbig ser det ud til, at vi bliver 23, hvor af 14 af os er havebloggere - hvem der har tilmeldt sig, kan du se nederst i indlægget: Tilmelding til havekaffe 26. august


Program:
13-14 Varm og hjertelig velkomst og rundtur i haven
14-15 Kaffe-hygge-have-snak
15-16 Plantebytte og mere kaffe-hygge-have-snak
16-17 Afsluttende kaffe-hygge-have-snak for dem, der ikke helt har fået snakket færdig ;-)

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, så ser haven helt forfærdelig ud i disse dage - til gengæld bliver selskabet intet mindre end fantastisk :-)

Glæder mig helt vildt til på søndag!

Rosen her er Scepter'd Isle, der står lige indenfor havelågen og som meget passende har besluttet sig for at komme med en ny omgang blomster, der kan byde velkommen ved lågen på søndag - så der er da enkelte lyspunkter i haven :-)

søndag den 19. august 2012

Den smukkeste Krea-krampe-buket


Jeg havde lige lyst til at vise denne buket, som jeg fik tidligere i dag, da Lone med bloggen Krea-krampen kiggede forbi på en kort visit. Blomsterne er fra hendes egen have, og jeg tror, at det er en af de allersmukkeste buketter, jeg har fået i mit liv.


Tænk at kunne gå ud i sin have og lave sådan en buket. Hverken mine blomsterbindingskompetencer eller det sparsomme blomsterflor i min sommerforsømte og tørkeramte have ville gøre det muligt at lave noget, der bare kunne komme i nærheden af denne her.


Faktisk ser min have helt forfærdelig (og jeg mener virkelig HELT FORFÆRDELIG) ud i disse dage, og om en uge vælte det ind med glade bloggere til havekaffe - phyha, jeg kan lige se alle de skuffede blikke for mig, når de træder ind af havelågen og ser, hvilken sørgelig forfatning det hele er i. Jeg har efterhånden været på besøg i en del haver, og jeg har flere gange oplevet, at ejerne undskylder, at haven ikke ser så godt ud i øjeblikket, og så kommer man ind til det smukkeste paradis. Men sådan er det altså desværre ikke her :-(

Jeg får næsten lyst til at aflyse havekaffen, men så tænker jeg, at det jo nok skal blive hyggeligt alligevel, når gæsterne lige er kommet sig over chokket. Havefolk er jo venlige og overbærende mennesker. Og det er jo (forhåbentlig) først og fremmest havesnakken og hyggen med andre havefolk, de er kommet for - og den skal der nok blive rigeligt af :-)

Men nu vil jeg glemme elendighederne og præstationsangsten et øjeblik, tage skyklapper på og bare nyde denne smukke, smukke buket.

1000 tak til den dejligste krea-krampe jeg kender - det var en fornøjelse at se dig igen!

torsdag den 16. august 2012

Glade farver i den helbredende have


I går tilbragte jeg min aften i helt fantastisk selskab og med denne skønne, frodige og farvestrålende udsigt. Dertil kom at vejret viste sig fra sin bedste side. En dansk sommereftermiddag/-aften, når den er allerbedst - og en af den slags oplevelser, man kan leve længe på :-)




Haven tilhører en anden haveblogger, som jeg er kommet til at holde rigtig meget af, nemlig Marianne med bloggen Den hebredende have.



Mens hun var uopmærksom et øjeblik sneg jeg mig en tur rundt i hendes baghave med mit kamera, og det er der kommet disse billeder ud af.



En af de ting, der er rigtig dejlig ved Mariannes have er, at hun absolut ikke er bange for farver - heller ikke de gule og orange, som ellers har svært ved at finde plads i mange andre haver. Selv har jeg også svært ved at finde ud af, hvor jeg kan få disse farver til at passe ind i min egen have mellem alt det lyserøde, lilla, og blå, men efter at have oplevet, hvor meget glæde og solskin de kan sprede (ikke mindst i selskab med de andre farver), så er jeg nu endnu mere fast besluttet på at de også skal have en plads i min have.







Er det ikke bare en skøn kombination af brændte farver?







Efter min lille runde med kameraet, slog jeg mig ned her på Mariannes dejlige terrasse med masser af havesnak, grin og kølig hvidvin til længe efter at solen var gået ned. Jeg var en smule tung i hovedet her til morgen, men smilet sidder der stadig :-)

Hurra for haveblogland - og ikke mindst for alle de skønne havemennesker, jeg er rendt ind i her!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...